Seksuelle utopier, åbne forhold og seksuelt udfarende kvinder - det er ikke hver dag, en etableret dansk forfatter kaster sig om den slags kontroversielle emner.
Men det gør Niels Lyngsø i romanen ’Himlen under jorden’, der er udgivet på Gyldendal.
48-årige Lyngsøs nye bog handler om en seksuelt udadvendt kvinde, Nadia, der bor i et kollektiv, kaldet Sapiens, i katakomberne under Paris.
Her lever de i en slags matriarkat, hvor sex er det afgørende sociale bindemiddel på tværs af køn og status.
Nadia, der er antropolog og studerer mennesket seksualitet, lever i et åbent forhold med en anden kvinde, kunstneren Baartman. Baartman forsvinder tidligt i romanen med parrets, ja vel kollektivets, fælles barn. Og det er det plotmæssige omdrejningspunkt i ’Himlen under jorden’, som er fuld af videnstunge encyklopædiske indslag om alt fra evolutionsbiologi og feminisme til køn, sex og magt – og altså en del om seksuelt udadvendte kvinder.
Hvorfor vælge en fransk-arabisk biseksuel kvinde som hovedperson?
- Fordi jeg gerne ville undersøge og udforske, hvad vi forstår ved kvindelig seksualitet. Jeg var nysgerrig efter noget i mig selv. Som mand er det stadig tabu at identificere sig med det kvindelige. Det var en slags forsøg på at iføre mig en virtuel kvindekrop og fortælle historien derfra. For at komme væk fra mine egne erfaringer og nå frem til en ny historie, siger Niels, der i sin forrige bog, ’Min ukendte bror’, blandt andet skrev om sex fra en ung mands perspektiv.
’Himlen under jorden’ er da også en selvstændig fortsættelse af ’Min ukendte bror’.
7 tegn på du skal tilgive utroskab
Stærke kvinder
Niels Lyngsø, der også skriver digte og er oversætter, synes, der mangler historier om seksuelt stærke kvinder:
- Vi har stadig en masse slutshaming i det her samfund. Kvinder, som er seksuelt udfarende og initiativrige, bliver betragtet som enten viljeløse sexobjekter eller viljeløse ofre. Vi har svært ved at anerkende, at kvinder kan være seksuelle subjekter. Og jeg synes, vi trænger til historier om kvinder og sex, hvor kvinden ikke er et offer. Jeg ville fremstille Nadia som et helt menneske, med seksualitet, temperament, værdier, følelser og tanker, fortæller Lyngsø.
- Jeg ved ikke, hvordan menstruationssmerter føles, jeg ved ikke, hvordan en livmoderhalsorgasme føles, så jeg har talt med en hel del kvinder. Som forfatteren har man grundlæggende to værktøjer: Research og indlevelse. Jeg har forsøgt at bruge dem begge for at gøre Nadia troværdig.
Grotter
Bogen er fuld af kældre, fugtige grotter, fødekanaler, underjordiske gangsystemer, livmoderagtige billeder på det kvindelige:
- Jeg har selv været på research i katakomberne. I syv timer, hvor jeg kravlede rundt på knæ og gik i vand til lårene i mørke. Da jeg kom op, sad jeg på en bænk og begyndte bare at græde. Det var lidt som at blive født igen, siger Niels og fortæller, at katakomberne ligger under Paris og dækker et kæmpe område syd for Seinen.
Den del, som turister kender med skeletter, udgør under en procent af det store gangsystem, der er lukket for uvedkommende.
Lyngsø var langt i sin bog, men da han hørte om den ukendte del af katakomberne, vidste han bare, at der var der, Nadia skulle bo:
- Hun prøver at etablere et parallelsamfund dernede. Det er en slags konkretiseret metafor. Vi har sådan nogle sprogbilleder af undergrunden som det nye: subkulturen, vækstlaget, dét, der kommer nedefra, græsrødderne. Men undergrunden er også forbundet med fare og mørke. Lys forbinder vi med rationalitet og fornuft, mørke med det modsatte. Vi opfatter det underjordiske mørke som et farligt sted – og som et forvandlingssted.
Nadia ligger ikke under for det omkringliggende (eller snarere overliggende) samfunds normer og lever sit liv på egne præmisser. Hun udvikler sig fra at være radikalfeminist til at blive prosexfeminist i et kollektiv, der på mange måder minder om 70'ernes udskældte kollektiver. Niels mener da også, at vi i dagens samfund er blevet mindre frigjorte:
- Da jeg var i starten af 20'erne, var det almindeligt, at kvinder lå topløse på stranden. Nu er der ikke en eneste der ligger topløs. Der er enormt meget udskamning af kvindekroppen, og der er i det hele taget en skam over nøgenhed og en kønsforskrækkelse, der er meget mere udbredt nu end for 20 eller 30 år siden. Det er i visse henseender gået tilbage med frigørelsen. Jeg håber, det kan gå den anden vej igen.
Læs de to første kapitler af Himlen under jorden her
Frihed
Det betyder ikke, at Niels køber hele hippietankegangen. Men han er lidt ærgerlig over, at vores fælles fortælling om hippierne og den fri seksualitet og bollerum i kollektiver, er blevet, at det var eksperimenter, der slog fejl, fordi det var på mændenes præmisser:
- Den fortælling har jeg hørt, også fra nogle af hippierne selv, men jeg tror, den er forkert. For det endnu en fortælling om, at kun mænd er liderlige. Som om kvinder ikke kan være liderlige. Jeg tror mere på, at det slog fejl, fordi man troede, man bare kunne beslutte sig for at være frigjort. Man besluttede på fællesmødet, at en-to-tre nu er vi frigjorte, og så er der ikke noget, der hedder jalousi. Men der gik man fejl, for selvfølgelig findes jalousi. Også i dag. Og også i et åbent såvel som i et monogamt forhold, siger Lyngsø, der mener, at jalousi er angst for at miste kærlighed.
Og den har man uanset om man er monogam eller ej. Hvis man elsker, er man også bange for at miste. Derfor er jalousien uundgåelig i et ethvert kærlighedsforhold:
- Derfor tror jeg ikke, at man kan udrydde den ved at love, at man ikke går i seng med andre, siger Niels, der tackler sin jalousi ved at tale om den.
Meget.
- Ved at kommunikere om den. Tale om frygten, hvorfor er du så glad for ham eller hende, har han eller hun noget, jeg ikke har, osv. Det skal tages ved hornene. Men hvis man tabuiserer den følelse, bliver det svært.
- Det var måske et af de steder, hvor hippierne tog fejl. De var for idealistiske og tog ikke de følelsesmæssige realiteter alvorligt. Men jeg har masser af sympati for hippierne, og jeg synes ikke, vi skal smide det hele væk og alle sammen ende i småborgerlighed, kernefamilier og monogame ægteskaber. Vi skal ikke glemme at tænke i alternativer og utopier som Nadias Sapiens-kollektiv, der er lidt som hippierne, bare en 2.0-version, et mere informeret kollektiv, siger Niels, der ikke selv har lyst til at bo i kollektiv, men mest fordi han har brug for ro og alenetid.
- Men det ville være dejligt som en mulighed. Vi behøver ikke alle at bo på samme måde, lyder det fra forfatteren, der nærer stor veneration for fortidens seksuelle utopister som franske filosof Charles Fourier, der drømte om en slags socialistiske kollektiver i 1800-tallets Paris, og den østrigske læge og psykoterapeut Wilhem Reich, der i 30’erne og 40'erne mente, alle ville blive lykkelige af flere orgasmer.
- Og jeg er da ret sikker på, at vi ville få det bedre, hvis vi havde mere og ikke mindst bedre sex, hvis vi kom af med skammen og tog det hele lidt mere afslappet ...
Snavs
Niels - og bogens Nadia - er optaget af menneskets syn på seksualitet gennem tiderne. For eksempel den patriarkalske forestilling om, at sex kun er knyttet til reproduktionen. At den eneste socialt acceptable form for sex er mellem en mand og en kvinde for at få børn, og at alt andet er noget snavs:
- Det er da tankevækkende, at vores nærmeste naboer genetisk set, bonobo-aberne, bruger sex på en langt bredere og mere rekreativ og social måde. Også i andre menneskelige samfund end de patriarkalske har man et mindre bornert forhold til seksualitet, hvor sex kan have andre acceptable formål end reproduktion.
- Jeg tror, verden kunne blive et bedre sted, hvis vi kunne genopdage den der tabte side af os selv. Sex er en øvelse i empati, en meget intens måde at være sammen på, hvor man lærer at udveksle subtile signaler. Jeg tror, det kan gavne ens sociale evner, hvis man har mange sexpartnere og masser af sex. Man udvikler en social musikalitet. Man lærer, at folk er forskellige, at hvert eneste menneske er enestående, siger Niels, der selv lever i et åbent forhold.
- Jeg opfatter sex som noget dejligt, man bør være generøs omkring. Jeg har en socialistisk indstilling til det: Hvis man har noget, så deler man det. Hvorfor dog holde på det? Det er da en underlig nærig måde at være på! siger Niels, der tror, at det tager en masse spændinger ud af parforholdet.
For alle mennesker, om de er i monogame eller åbne forhold, vil opleve at begære andre.
- De fleste vælger den løsning, at de lover hinanden ikke at gå i seng med andre. Og det er jo fint nok, hvis det fungerer. Jeg har intet imod monogami, jeg er ikke missionær. Men hvis man vælger det, så vælger man også at sige, at alt det, vi har bygget op sammen - børn, fælles liv, hjem - kan forsvinde med et slag, hvis du knalder med en kollega til julefrokosten. Så er det forbi. Jeg synes, det er mærkeligt, at man vælger at installere sådan en rød knap i sit forhold, som man kan trykke på, og så eksploderer hele lortet.
Præmis
- Hvorfor er det en præmis, at det livslange, monogame parforhold er idealet? Hvorfor kan man ikke have et lige så godt liv med to-tre-fire-fem partnere gennem livet? For man ændrer sig undervejs. Det er måske mere held end forstand, at det rent faktisk lykkes nogle par at blive ved med at udvikle sig sammen gennem et langt liv, 40-50-70 år. Og tillykke til dem, siger Niels.
- Hvis man betragter det på den måde, kan man se på det, som om det beriger forholdet, at partneren laver noget andet et andet sted. For mig har det åbne forhold kun øget min begær efter min partner. Men selvfølgelig skal man mærke efter, hvad der rart og ikke rart. Og man skal ikke ud fra en eller anden ideologi kaste sig ud i alt muligt, man ikke har lyst til, siger Niels, der er enormt glad for, at en politiker som Ritt Bjerregaard går ud, helt uden drama, og fortæller, at hun har levet i et åbent forhold gennem hele sit liv.
Det er med til at normalisere det åbne forhold, hvilket også er en af grundene til, at Niels har det meldt det ud. Men det handler ikke bare om sex:
- Vi tillægger sex al for megen betydning, som om sex er anderledes end alt muligt andet. Hvad nu hvis ens partner fik et meget nært venskab til en anden person - det kunne man da også føle sig jaloux over. Hvorfor er det kun sex, vi føler os truet af? Det er en kulturel norm. For 100 år siden var man blevet lige så ked af det, hvis ens partner dansede med en anden. Nu er det så sex, man bliver ked af. Der er en kulturel norm, det er ikke nogen naturlov, at det skal være sådan.
