Derfor dyrker flere seniorsex

Ændrede holdninger, bedre sundhed og Viagra er nogle af forklaringerne, hvorfor ældres sexliv overrasker forskerne

-- Over artiklen relateret Sexpert-tv fra arkivet: Glæd dit til seniorsex --

Ja, ældre har også sex. Og de er ganske glade derved.

Det bekræftes af endnu en undersøgelse, hvor danske seniorer har deltaget.

I de senere år har adskillige udenlandske studier - fx her, her og her -  nuanceret billedet af ældres sexliv. De viser, at i takt med at ældre er sundere og har større krav til tilværelsen, er de også blevet mere sexaktive og mere tilfredse.

Den nye studie, med deltagelse af 4000 mænd og kvinder fra Danmark, Norge, Portugal og Belgien, i alderen 60 til 75, viser, 89 procent af de danske mænd er seksuelt aktive, mens tallet hos danske kvinder i samme aldersgruppe er 78,4 procent.

Bjarke Oxlund, der ikke har med studiet at gøre, har tidligere forsket i ældres seksualitet som lektor på Center for Sund Aldring på KU. Han siger til videnskab.dk, at tabuet om seniorsex er på vej væk:

- Med 68’er-generationen og præventionen blev seksualiteten frigjort til at handle om nydelse og mindre om frygten for at blive gravid og miste social status. Og i dag ved vi, at sexlivet er lige så vigtigt for ældre, som for de unge.

Også hovedforfatter på undersøgelsen, norske Bente Træn, peger på de ændrede normer blandt ældre:

- Tidligere generationer var meget konservative. Her giftede kvinderne sig ofte med mænd, der var ældre end dem selv. Manden døde derfor ofte først, og det var ikke velset, at enker giftede sig igen. Nu har vi en ny generation af ældre, som var unge i 60’erne.

P-piller
Med p-pillen fik den generation mulighed lov til at udleve sin seksualitet uden angst for graviditet. Og den tilgang har de stadig, mener Træn, der erkender, at hun og hendes kolleger blev overraskede over resultaterne:

- Der hersker mange fordomme om ældre som værende ikke-seksuelle væsner. I film og medier ser vi dem strikke sokker. Vi ser dem ikke dyrke sex. Det er reserveret til de unge og pæne. Vi forskere lider nok lidt af de samme fordomme.

Skilsmisser
Skilsmisser stiger for folk over 60 år, påpeger Oxlund:

- Det er selvfølgelig også, fordi folk lever længere, men de har måske også større forventninger til, hvordan man fuldbyrder sin lykke. På den måde begynder den ældre befolkning at ligne den yngre befolkning. De leder efter kærlighed og erotiske eventyr på ny.

Studiet peger også på, at danske kvinder er de mest tilfredse af de fire grupper. 54,4 procent angiver, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres sexliv.

Det kan skyldes ligestillingen i Norden:

- De nordiske lande har en århundrede lang tradition for ligestilling. Det er ikke lige så udbredt i Sydeuropa. Kvinder kan i langt højere grad forhandle deres situation her i Norden. Har jeg lyst, har jeg ikke lyst? Kan vi ikke lige lave mad først? I Sydeuropa er sex traditionelt noget, som man mere har set som en mands rettighed, forklarer Bente Træen til videnskab.dk.

Sundhed og Viagra
Ledende overlæge på Sexologisk Center ved Aalborg Universitetshospital, Astrid Ditte Højgaard, peger på andre mulige forklaringer på de sexaktive ældre

- En 75-årig er i dag ikke som for 15-20 år siden. Ældre er fysisk mere i stand til at opretholde et sexliv. Der er en stor sammenhæng mellem en god sundhed og et godt sexliv, siger hun til dr.dk.

Og så skal vi heller ikke se bort fra de medicinske landvindinger.

- Det er ikke længere så tabubelagt at få medicinsk behandling for ting, der har direkte indflydelse på sexlivet. Det kan eksempelvis være viagra eller andet potensfremkaldende medicin eller kvindelige kønshormoner, hvis man eksempelvis har skedetørhed.

Et andet studie, som samme forskere har udgivet for nylig, viser da også, at det, der er vigtigst for at have et aktivt sexliv, er, at man har en partner uden for store seksuelle problemer, og man har den indstilling, sex er sundt - og sundt for samlivet.

Sex & samliv - 3. nov. 2016 - kl. 17:35 Fordelen ved ældresex: Seksuel visdom

Bedre sex?
Sexolog Signe V. Bentzen mener, der er fordele ved ældresex:

- Mennesker over 60 har lettere ved at slappe af og acceptere, at alt ikke er eller skal være perfekt, for at man kan have det rigtigt dejligt sammen. Selv om mange ældre selvfølgelig ville ønske, at de stadig have en ung og kraftfuld krop, bliver vi heldigvis bedre til at acceptere og nyde det, som vi kan, siger Bentzen, der mener, at yngre mennesker ofte har mere travlt med at ærgre sig over alt det, de ikke kan.

- Man giver sig tid. Dels fordi vores kroppe er blevet langsommere om at reagere, men også fordi vi er blevet klogere - god sex tager tid.

Frem for at have fokus på os selv og hvor stor en ens pik er eller om brysterne sidder rigtigt, så handler sex mellem ældre meget om at være nærværende og virkelig nyde hvert kys, hvert kærtegn, at hygge sig og finde og være omsorgsfuld overfor hinanden, forklarer sexologen.

- Man kan sige, at med alderen sørger kroppen for at spænde ben for os, så vi ikke har så hulens travlt med at blive færdig med det, som er rigtigt dejligt.

Se også: Nu er der porno på plejehjemmet

Udfordringer
- Der er jo nogle udfordringer, som de fleste af os møder, når vi når en vis alder. Fx betyder mindre produktion af østrogen at vores slimhinder i skeden ofte bliver tyndere og mere tørre. Og så kan det blive smertefuldt at blive rørt eller penetreret.

- Det kan afhjælpes på et hav af mange måder. Glidecreme sammen med fx tilskud af østrogen i form af creme, stikpille eller vaginalring kan gøre en kæmpe forskel. Og mange gynækologer anbefaler faktisk at dyrke sex for at sætte gang i slimproduktionen igen, siger Signe V. Bentzen.

De sundhedsråd, som vi alle sammen bør leve efter, gælder i endnu højere grad for ældre. Det handler om at holde sig i gang. Dyrke motion, spise sundt, læse bøger, være nysgerrig på verden og på os selv.

- Så er der vel det med svigtende potens?
- Ja - og der er accept igen en rigtig stor del af det. Viagra, Cialis og diverse kosttilskud er gode muligheder. Men allervigtigst er det at vide, at sex er meget, meget mere end penetrering. En blød pik er lige så følsom og modtagelig overfor tunge, læber, hænder og kønslæber som en stiv.

Signe V. Bentzen mener, det er vigtigt at ikke tænke sex som noget, vi dyrker, fordi det ser godt ud, men fordi det føles dejligt.

- Mange yngre mennesker synes jo, sex og ældre er klamt eller ulækkert. Men hvis man har den indstilling, så må allerede begynder at arbejde lidt med den nu, for man bliver jo også gammel selv - og hvornår synes man så selv, at man skal forbydes sex?

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen