Du kan sagtens få et bedre sex&samliv i 2018

I kan for eksempel tage en tur hos sexologen

-- Over artiklen relateret Sexpert-tv: Tjekliste: Sådan er det gode forhold --

Du elsker din kæreste, selvfølgelig gør du det.

Det kan bare godt føles lidt fjernt nu og da. Kærlighed og erotik har det med at forsvinde et sted mellem det stressede morgenfarvelkys og det udmattede godnatkys.

Måske drømmer du om at genfinde den der altfortærende passion, den vibrerende forelskelse, den romantiske fortabelse.

Det kan vi ikke hjælpe dig med. Mindre og mere realistiske mål kan gøre det. Vi tog fat i seksualrådgiver Michael Loua for at få ham til at komme med nogle bud på, hvad velfungerende par har tilfælles. Loua gør det ud fra en ramme om, hvad et par får ud af at gå i terapi. For det er netop det, man lærer i parterapi - at få det bedst mulige forhold.

- Gode råd til et bedre sexliv kan vi finde i læserbrevkasserne. Virkeligheden er altid mere kompliceret! siger Loua og begynder med at fortælle, at han som terapeut altid forsøger at se bag om de umiddelbare konflikter, som hans klienter møder op med.

- Min kongstanke er, at uanset hvad vi foretager os, så er der altid en betydning bagved handlingen eller bag ordene. Den skal vi lede efter. Hvis kæresten ikke vil give dig et blowjob eller ikke vil kysse, så er der altid en oplevelse, en erfaring eller nogle forestillinger bag. Dem skal vi undersøge, og dem skal vi være nysgerrige efter at kende og forstå.

- For nogle mennesker er der voldsomme og måske ødelæggende oplevelser i bagagen. Her skal vi undersøge med varsomhed og måske henvise til professionelle, som har særlige kvalifikationer. Håndtering af bl.a. psykisk sygdom, traumer eller misbrug skal håndteres af uddannede og trænede specialister.

Så hvordan undgår man som par at ende i terapi?

- De skal behandle hinanden ordentligt! Hvis et forhold er baseret på ligeværdighed og respekt, så må de jo behandle hinanden respektfuldt og ligeværdigt. Og så skal de undgå, at der bliver fejet for meget ind under gulvtæppet.

- Modsætninger og spænding er fint for seksualiteten, mens hemmelighedskræmmeri og løgne virker modsat. I hvert fald når det bliver opdaget. Mistro og svigt er giftigt for et forhold, siger Loua, der i øvrigt påpeger, at det absolut ikke kræver, at man er ved at gå fra hinanden, før man søger professionel hjælp.

Parterapi kan for helt velfungerende par både være et serviceeftersyn, hvor man får fikset små udfordringer, og en berigende selv- og parudviklingsgave.

Foto: Shutterstock Kys & kærlighed - 7. nov. 2017 - kl. 01:20 Her er det bedste sextip du nogensinde vil få

Den første samtale
-
Når jeg har par til rådgivning, og de fortæller om deres anledning, vil jeg altid tjekke, om der er sygdom eller sundhedsproblemer, medicin eller tidligere behandling, der kan forklare problemet. Nogle gange findes det sexologiske problem her og kan løses med en tur til lægen. Andre gange kræves opfølgende samtaler.

- Hvis ikke der er sygdom eller medicin, der påvirker seksualiteten, kan vi kigge mere på, om der er noget i relationen, som giver en forklaring. De fleste har jo gjort sig tanker om årsagen, inden de henvender sig, og har muligvis forsøgt selv at løse problemerne, så her får jeg nogle klare fingerpeg. Her viser det sig, hvem der taler, hvordan de taler sammen, om der er en tydelig rollefordeling, om der er aggression eller tristhed mellem dem. Så må vi finde ud af, hvordan det eventuelt påvirker intimiteten.

Nogle par har stadigvæk varme og tiltro i relationen, andre er mere udmattede efter mange års stridigheder. Det afgør, hvor og hvordan vi skal sætte ind. Ikke to par er ens, forklarer Loua.

Årsager
Par, der går i samlivsterapi eller søger sexologisk rådgivning kommer, fordi de 'har ondt i seksualiteten:'

- Det kan være som følge af en udløsende begivenhed for eksempel tillidsbrud/utroskab, eller det kan være ophobet ulyst gennem længere tid. Et centralt spørgsmål er derfor: Hvad får jer til at komme nu?

Bag såvel ulyst som utroskab ligger der en ubehagelig mangel på intimitet, forklarer Michael Loua. Enten på grund af hyppige konflikter og kronisk mistillid eller på grund af ændringer i parrets livsomstændigheder, som påvirker selvværd og intimitet negativt.

- Det kan være sygdom, misbrug, problemer med arbejde, økonomi eller travlhed med børn, løbetræning o.a. Hvis der er sygdom, må vi også se på, om sygdommen eller dens behandling påvirker seksualiteten. Det er ofte tilfældet. Både smertelidelser og depression påvirker seksualiteten negativt. Det er jo lidelser, der påvirker mange.

- Når sygdom, medicin, misbrug og sundhedstilstand er udelukket som problemskabende, må vi i næste ombæring undersøge, hvordan intimiteten, herunder kommunikationen, fungerer.

Er der mange bebrejdelser? Kaster de med skyld? Er der en ubevidst vrede og aggression? Er der en ubearbejdet tristhed og sorg over oplevelser af svigt? 'Jeg havde brug for dig, og du var der ikke'. Kan de udtrykke deres følelser, kan de give anerkendelse eller kritik? Meget kommer kun ud gennem sidebenene, og det skaber et giftigt klima i forholdet, fortæller Loua.

Som sexolog kan du hjælpe folk med ondt i sexlivet. (Foto: colourbox.com) Sex & samliv - 16. mar. 2011 - kl. 21:59 Sådan bliver du sexolog

Respekt
Meget samlivsterapi handler om at lære de rådsøgende at tage vare på sig selv, med respekt for hinanden:

- Det kan også være værd at undersøge, om de kender hinanden: Ved de, hvor de selv og den anden har vanskeligheder? Ved de, om der er 'ømme tæer' og følsomme emner, og kan de håndtere at blive udfordret på deres styrke og svagheder. Hvis ikke, må det jo trænes.

- Først ved at få opmærksomhed på det, som gør ondt, og dernæst ved at lære at stoppe for krænkelser og intimidering eller lære, at det som gør ondt ikke nødvendigvis er sagt i ondskab.

Når vi møder hinanden og danner par, så har alle jo en historie, som bringes ind i forholdet, forklarer seksualrådgiveren:

- De fleste rummer ubearbejdet følelsesmæssigt materiale, som under pres kan eksplodere. Alle forhold ramler ind i modsætninger, uoverensstemmelser eller får sagt noget, der opfattes grimt. Det kan ikke undgås. Hvis ikke vi får udtrykt vores ubehag eller vanskeligheder, så kan det komme tilbage som skjult aggression. Det kan vise sig som bebrejdelser, negativ holdninger og modvilje eller som depression.

Sex
For de fleste gælder det, ifølge Loua, at når der er knas i parforholdet, så forsvinder seksualiteten og intimiteten som noget af det første:

- Derfor kan vi antage, at manglende intimitet, manglende seksualitet og manglende lyst til sex KAN være de første symptomer på, at noget er ude af balance. Parterapi handler ofte om at få ryddet op i gamle konflikter, om uklar kommunikation og misforståelser, men kan også handle om dybe vanskeligheder ved at leve sammen.

Sexologisk rådgivning og parterapi kan overlappe hinanden, oplyser Michael Loua:

- Rådgivning er løsningsorienteret. Gennem oplysning og øvelser hjælper rådgiveren med at finde løsninger på konkrete problemer. Det kan være om punktering af myter og misforståelser, brug af sexhjælpemidler og glidecreme, samlejestillinger, start-stop teknik ved orgasmeproblemer m.fl.

Rådgivningen kan også skabe opmærksomhed på kommunikationsproblemer som for eksempel misforståelser og bebrejdelser, hvor rådgiveren kan hjælpe til bedre kommunikation. Rådgivningen er ofte af generel karakter.

Terapi
Terapi, som er et andet ord for 'behandling', er procesorienteret og forsøger at 'reparere' på personlige eller relationelle problemer:

- Terapien har ofte en individuel karakter og vil se mere på årsagerne til de medbragte problemer. Gennem en undersøgelses- og helingsproces vil terapien prøve at ændre på den problematiske adfærd. Det kan være i forbindelse med angst, voldsomme forestillinger og fantasier, jalousi m.fl.

- Parterapi kan være en træning eller en hjælp til at håndtere de konfliktskabende modsætninger, der opstår i alle parforhold. Det kan være en hjælp til at få sagt det, som er svært at sige, hvor terapirummet gerne skulle skabe den nødvendige tryghed, til at få sagt det svære, pinlige eller skamfulde uden at gøre hinanden forkerte. Der er altid gode grunde til, at noget er pinligt at sige. Dem skal vi jo kende og respektere, hvis vi ønsker at kende hinanden som par.

Sex & samliv - 7. mar. 2017 - kl. 23:04 Glem piller og penis: Her er løsningen på kvinders lystproblemer

Lysten
Par, der søger sexologisk hjælp, kommer, fordi seksualiteten er blevet væk, fortæller Loua, og fordi den manglende intimitet er blevet et problem, der giver dårlig stemning og går ud over livskvaliteten:

- I udgangspunktet er det noget seksuelt, der ikke fungerer. Lysten til sex eller lysten til den anden er blevet væk. Det kan også skyldes en stærk tiltrækning mod andre, hvad enten det udelukkende er fantasier eller udlevet sex med andre.

- Sex handler rigtig meget om at sige ja og sige nej. Det kræver, at vi kan mærke os selv, mærke vores lyst og behov eller kræver, at vi har erfaret, hvad der føles godt eller føles ubehageligt. Hvis man ikke kan mærke sig selv, kan det være svært at sige ja og måske endnu sværere at sige nej. Det kan føre til, at man gennem mange år kan accepterer sex, som faktisk er overgreb, siger Loua.

Problemerne kan være relationelle, dvs. opstået i relationen mellem de to, men problemerne kan også findes hos den ene, hvor den enes problem fx med angst eller smerter eller anden form for sygdom kommer til at påvirke forholdet.

- Par, som opsøger professionel hjælp, fordi egne midler eller venners råd ikke har hjulpet, må indstille sig på at skovle en del møg og være indstillede på at blive udfordret. Når bunken af gamle konflikter, svigt, mistro og krænkelser er ryddet op, skal de på træningsbanen og øve sig på andre måder at tale og fungere på.

- Såfremt der var lette løsninger, havde de nok selv fundet dem. Problemerne, som kommer på bordet, behøver ikke at være tunge og alvorlige. Noget kan blot være dårlige vaner, som har taget for meget plads, siger rådgiveren.

Se også: Få svaret her: Sådan er en rigtig mand

Irritation
Hvis en irritation er svær at pege på eller svær at fortælle, så kan selv små problemer vokse sig store:

- Når vi går rundt og er småirriterede, så kan småting som efterladte vatpinde eller skæghår i vasken sagtens udløse et raserianfald. Irritationen kan også skyldes eksterne faktorer som en dum chef, irriterende pubertetsbørn, travlhed eller minus på bankkontoen, som desværre bliver trukket ind i parforholdet.

- Rådgivning og terapi går tit ud på at styrke de manglende funktioner. Det kan være jeg-funktioner, som f.eks. at regulere sine følelser, blive opmærksom på egne behov, på krænkelser m.fl., eller vi-funktioner, dvs funktioner i det fælles, som handler om kontakt, kommunikation, seksualitet o.a.

- Rådgivning og terapi giver først mening, når det giver forandring, og forandring betyder, at vi skal gøre noget, vi ikke har gjort før eller holde op med at gøre noget, som hidtil har givet os tryghed. Forandring kræver mod til at træde ind i ukendt landskab, og det kan være meget skræmmende. Børn gør det hele tiden, når de leger, men de fleste voksne holder op med at lege og være nysgerrige. Terapi kan være en invitation til at lære nye landskaber at kende.

Parterapi kan have mange former - fra undersøgende og udfordrende samtaler til kropsøvelser.

- Et samtaleforløb kan være en anledning til tage en status på forholdet, og til at forbedre kvaliteten i kontakten. Det kan også være en tiltrængt oprydning i gamle og ubrugelige mønstre og omgangsformer, fordi parret i dag er et andet sted end ved det første møde. Den del kan vi kalde 'personlig udvikling'.

- Andre forløb er nødvendige, fordi der først skal rases og tilgives og forsones, måske forlades, inden en positiv udvikling kan fortsætte, fordi parret har slidt på hinanden.

Se også: Sexproblemer? Prøv med terapi

Sexologens anbefalinger til et godt forhold

Michael Loua har disse bud på, hvordan man får et (endnu) bedre forhold:

Tag dit parforhold alvorligt. Det kræver tid, det kræver opmærksomhed og kræver, at vi vælger andre aktiviteter fra. Nogle gange skal ego'et sendes til hjørne. Kærlighed er at ville den elskedes udvikling.

Din trivsel - og din partners trivsel - giver mulighed for, at I udvikler jeres bedste sider. Er det i orden, at du bliver en stjerne og din partner en brilliant? Hvis din partner mistrives – eller hvis du mistrives, så går den 'ægteskabelige bankkonto' i minus.

Bevar nysgerrigheden. Både du og din partner har flyttet sig, siden I mødtes. Hvem er I blevet for hinanden? Gå på opdagelse og lær hele tiden, hvad der er vigtigt for dig og for din partner. Betydninger ændrer sig. Bevar spørgelysten. Det første spørgsmål er godt, det efterfølgende spørgsmål er det vigtige. Hvad har du lavet i dag, skat? Hvordan har det været? Det er her, vi bliver klogere.

Vi fremkalder hinanden som mennesker. Du og din partner er begge ansvarlige for, hvilke sider af dig, som kommer frem i forholdet og hvilke sider af din partner, som træder frem.

Hvis din partner er en drage, når I er sammen, så er det ikke, fordi din partner er en drage, men fordi I tilsammen har fået kaldt dragen frem. Hvis du er en idiot, så bliver din partner en båtnakke. I kan ikke tørre snavset af på hinanden, selvom det ville være skønt.

Hjælp hinanden, når livet er svært!

Læs mere om Michael Loua på lystentillysten.dk

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen