Er du klar til et åbent forhold? Her er tjeklisten

Ægteparret Laura og Leonard har haft 20 sexpartnere, efter de blev gift for to år siden. Dansk poly-ekspert fortæller om åben forhold er noget for dig

Gør op med dig selv, hvor mange forhold du har ressourcer til at pleje, før du kaster dig hovedløst ud i en endeløs række af nye elskere i et akut anfald af seksuel eller romantisk selvrealisering, lyder råd fra Mille Idehen. Foto: Shutterstock.com
Gør op med dig selv, hvor mange forhold du har ressourcer til at pleje, før du kaster dig hovedløst ud i en endeløs række af nye elskere i et akut anfald af seksuel eller romantisk selvrealisering, lyder råd fra Mille Idehen. Foto: Shutterstock.com

Det lyder måske forjættende med en eller anden version af et åbent forhold: Mere sex og omsorg. Eventyr. Variation. Forelskelser.

Nåja, din kæreste får jo så nok også de samme ting af andre end dig - hvilket sikkert vil vække dit jalousimonster. Der er også ekstra udfordring i at skulle tackle ikke bare en, men flere partneres følelser.

Tabloide medier verden over har ofte historier om jublende lykkelige par, der indgår i forskellige former for åbne forhold, som swingere, som polyamorøse, og hvad der nu ellers falder ind under poly-paraplyen: Intime relationer med andre end den faste kæreste.

Senest optræder et ungt amerikansk par, Laura og Leonard, på blandt andet britiske dailymail.co.uk, hvor de fortæller, at de siden de blev gift for to år siden har været sammen med 20 andre personer, 10 hver.

- Vi er lykkeligt gift, og det at være polyamorøse har gjort, at vi er loyale overfor hinanden, siger Laura, der tilføjer:

- Polyamori er ikke for alle. Men jeg tror, at hvis de fleste mennesker var ærlige overfor sig selv, ville de indse, at ingen enkelt person kan give dem alt, de har brug for.

Kys & kærlighed - 22. jun. 2016 - kl. 20:47 48-årig kvinde: Åbent forhold gør mig til en bedre mor

Tjeklisten
Vi tog fat i forkvinden for foreningen Polyamori Danmark Mille Idehen. Hun fortæller, herunder hvad man skal tænke på, før man prøver at åbne sit forhold:

Afklaring
Et åbent forhold kan betyde mange forskellige ting. For nogle mennesker handler åbenhed udelukkende om at kunne have sex med flere fx gennem swinger-miljøet, eller gennem flygtige enkeltstående, måske anonyme sexdates eller en fast elsker ved siden af ægteskabet, hvor der er en aftale med ægtefællen om, at det 'kun er sex'.

For andre handler det om at kunne have dybere, mere emotionelt forankrede kærlighedsforhold til flere – det som betegnes polyamori.

Men åbenhed kan også bare betyde, at man ikke bestemmer over hinandens tid og aktiviteter. Hvis den ene part i et forhold fx hellere vil bruge lørdagen på en fisketur end på at tage med til tante Odas 80 års fødselsdag. Eller hvis den ene part har lyst til at rejse en måned til Andesbjergene på trekking, mens den anden hellere vil på strikkefestival på Fanø…

Åbent forhold handler om at give hinanden plads og frihed til at udvikle sig, selvrealisere og lære, både når man kan gøre det sammen, og når man må gøre det hver for sig, evt. sammen med andre. Så første skridt er at overveje, hvilken form for åbenhed det er, du drømmer om.

Se også: Jan lader andre mænd ordne konen

Ærlighed
Hvis du allerede har en fast partner, og I indtil nu har levet i et monogamt/lukket forhold, som du har et ønske om at åbne op, så er det vigtigt, at I starter med at føre en åben og ærlig samtale med hinanden om, hvorvidt det er noget, I begge ønsker, og i hvilken form I eventuel ønsker mere åbenhed i jeres relation.

De fleste par, som ændrer et forhold fra at være monogamt til at være åbent for andre sexpartnere eller kærlighedsrelationer, har brug for at gå forsigtigt frem, være meget ærlige over for hinanden, tage meget hensyn til hinandens angst, eventuel jalousi og usikkerhed og have nogle faste aftaler med hinanden om, hvad der er ok og ikke ok at gøre på de første dates med andre partnere.

Hvis du ikke har en fast partner, men søger en partner til et åbent forhold, så er det vigtigt at være ærlig om det fra starten. Mange mennesker, som møder nye, potentielle partnere til fester, i byen eller på dating-medier, tager for givet at hvis et møde udvikler sig til en forelskelse eller et mere vedvarende forhold, så forventes det at udvikle sig til et monogamt forhold.

Se også: Derfor er det åbne forhold frækt

Hvis du på forhånd ved, at det ikke er det, du ønsker, så sig det fra starten. Så er der ikke nogen, der føler sig snydt ind i noget, som de ikke ønsker at være en del af.

Desuden kan samtalen om åbent/lukket forhold være en rigtig god måde at lære et nyt menneske at kende på. Og så får man fra starten etableret en kultur i forholdet, som bygger på åbne, ærlige samtaler og forhandlinger om rammer og forventninger, frem for en kultur hvor man - ofte fejlagtigt - tager for givet, at partneren har de samme forventninger, som man selv har.

Ligeværdighed
Mange mennesker kunne godt forestille sig selv at have flere partnere, men har svært ved tilsvarende at acceptere tanken om, at den person man elsker og føler sig knyttet til, også skal kunne have andre partnere.

I nogle tilfælde fører denne indstilling til utroskab. Man foregiver altså over for partneren, at man lever monogamt og forventer, at partneren overholder den aftale, mens man i det skjulte udlever et egoistisk behov for mere frihed.

Hvis det åbne forhold skal være en succes for alle involverede parter, og alle skal føle sig respekterede og ligeværdige, så kræver det en etisk bevidsthed og en ansvarlighed overfor indgåede aftaler i forholdet.

Man kan således ikke åbne et eksisterende forhold uden, at partneren ved det og har været en del af beslutningen. Hvis man starter med at have en affære med en anden, før man er blevet enig med sin partner om at åbne forholdet, så er der, i de fleste menneskers forståelse, tale om utroskab, og det er ikke det samme som et åbent forhold.

Så hvis du ikke er parat til at give din partner den samme grad af frihed, som du selv ønsker, så er du nok ikke parat til et åbent forhold.

Dialog
Et åbent forhold er ikke nemmere eller mindre ressourcekrævende end et monogamt forhold. Det kræver, at man er villig til at indgå i lange, ofte krævende samtaler med sin partner om følelser som angst og usikkerhed, om grænser og behov, og måske også mere filosofiske snakke om, hvad kærlighed og frihed er og bør være.

Det kan være stormfuldt, udmattende og sårbart.

Hvis man har flere partnere, er der jo så oven i købet flere forhold, hvor følelser, behov, rammer og aftaler skal afklares. Der kan være konflikter mellem forskellige partnere, som kræver, at du bruger energi på at være med til at løse dem.

Nogle synes, det er udviklende at investere så mange ressourcer i sit kærlighedsliv, andre synes, det er for krævende.

Gør derfor op med dig selv, hvor mange forhold du har ressourcer til at pleje, før du kaster dig hovedløst ud i en endeløs række af nye elskere i et akut anfald af seksuel eller romantisk selvrealisering.

Mille Idehen anbefaler to danske bøger om åbne forhold:

'Kærlighedskontrakten' af Sara Skaarup.

'Hvem er du utro?'  af Anja Lysholm.

Mille Idehen har tidligere fortalt Ekstra Bladet sin historie om at være gift med Gerhard og kæreste med Andreas.

Se også: Dansk forfatter: - Sex med mange kan gavne dine sociale evner

19 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere