Fem ting manden længes efter hos kæresten

Og det er ikke kun sex...

Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

Manden har også behov for ting, han ikke formulerer. At han går og holder det hemmeligt, kan til dels skyldes, at han er bange for, ikke at blive taget alvorligt eller endda latterliggjort - eller at han blot frygter, at det er en smule umandigt at give udtryk for længsler, der ikke blot handler om at få mere sex.

Vi har samlet en række træk, som mange mænd går rundt og savner ved kæresten. Vi har fået hjælp af sexolog og parterapeut Christiane Meulengracht fra christiane.nu, samt mandeterapeut Tomas Friis fra tomasfriis.dk.

Begær
Christiane Meulengracht har til dato kun mødt få mænd, der ikke længes efter lidt (eller meget) mere begær fra kæresten.

- Som længes efter, at kæresten tænder på synet af ham nøgen, som han tænder på hende eller ham.

- Som længes efter at få at vide, hvor meget den kropslige og seksuelle kontakt betyder for partneren, at hans krop og pik giver glæde og tilfredshed, og at han er en fantastisk elsker, og at partneren næsten ikke kan få nok.

Privatfoto
Privatfoto

5 tegn på du er en dårlig kæreste

Respekt
Meulengracht mener, at manden også kan savne respekt fra kæresten.

- At han mærker, at partneren ser op til ham, ikke på den ‘almægtige' måde, men på en måde, som han også ser op til sin partner - med form for en stolthed og glæde. 

- Respekten handler også om, at der er rum og plads til at være sig selv og dyrke egne interesser, uden at de er mindre gode end partnerens valg. At hans integritet - eller hans ønske om at være i integritet - respekteres. En respekt for hans måde at være far og mand på. Som menneske.

- Det kræver gensidighed, og jeg tror også, at mænd er vilde med at have en partner, som de ser op til og respekterer for dennes valg i livet, synspunkter med videre.

Dansk parterapeut: Denne ‘hemmelighed’ burde alle kvinder kende om manden

Ligeværd
Den danske parterapeut Meulengracht påpeger, at ligeværd også er noget, manden kan savne.

- Et tæt venskab med støtte, fortrolighed og sårbarhed. Med gensidig tillid. Hvor det er ok at vise alle sider af ham selv uden at blive dømt svag, uduelig, inkompetent. Hvor han føler, at der er tillid til ham og hans intentioner, ligesom at han gerne vil have fuld tillid til sin partner.

- Et forhold, hvor der er gensidig lytning og anerkendelse af behov og ønsker. Og forskellige måder at for eksempel opdrage børn eller prioritere på. Ligeværd giver plads til, at vi ser hinanden for den, vi er. For gensidig anerkendelse og taknemmelighed.

- Ligeværd må endelig ikke forveksles med, at vi skal være ens eller unisex. Ligeværd handler om netop det - at der er anerkendelse af, at vi alle bidrager med noget forskelligt. Uanset om partneren er af samme eller modsatte køn. Og at det, vi kommer med, ikke nødvendigvis skal være magen til den andens bidrag, men at vi supplerer hinanden.

- Børn har godt af at opleve, at forældrer er forskellige. Vores seksualitet og begær trives også kun, når der er polaritet - altså tydeligt maskulin og feminin energi.

Katrine til danske mænd: - Vær ikke bange for at miste din rejsning

Ømhed
Paul Marsh fra konceptet The Good Men Project, der ønsker at forny den traditionelle manderolle, har også et par bud på, hvad manden længes efter hos partneren.

Et af dem er ømhed. Det er evnen til at være omsorgsfuld, blid og empatisk. Uden denne ømhed er det svært at skabe plads til ægte sårbarhed. Det er i sårbarheden, den ægte intimitet og kærlighed gror.

For mange mænd er sex et andet ord for omsorg

Lytte
Ikke langt fra ømhed ligger evnen til at lytte for at høre. Mange lytter bare for at svare, faktisk har de travlt med at tænke over, hvad de vil svare, mens de lytter.

Især når samtalen nærmer sig noget konkliktfyldt, har mange en tendens gå til angreb i stedet for at høre efter, hvad der egentligt bliver sagt. Vi afbryder, langer ud og lukker ned.

Men hvis du hører ordentligt efter, giver du din partner plads til at være sårbar og til at være sig selv, og du vil meget bedre kunne forstå ham. Du vil med andre ord lære ham bedre at kende.

Denne ene ting er, hvad alle kvinder leder efter hos en kæreste

Det vil manden have - de seks hurtige

Vi nupper lige mandeterapeuten Tomas Friis’ kortfattede, men letforståelige liste over, hvad manden længes efter hos kvinden:

  • Ros og anerkendelse (frem for kritik).

  • Tillid (frem for mistillid og kontrol).

  • At hun faktisk lytter frem for at antage, hvad han i virkeligheden mener/vil/tænker/har brug for.

  • Spontant fysisk nærvær og sex (frem for ‘når alt andet er fixet og ryddet op’).

  • At hun nogle gange tager initiativ til sex (fremfor at han har hele ansvaret).

  • At hun kan sige undskyld uden forbehold og forklar-mig-røv, når hun har haft uret eller fucket op.