Her er den dårlige vane, der ødelægger dit forhold

Få i stedet denne gode vane

-- Over artiklen relateret Sexpert-tv fra arkivet: Sådan får du ham til at lytte efter --

Vaner kan være gode eller dårlige, og her taler vi ikke om at lade være med slå brættet op/ned, men reelle dårlige vaner i parforholdet, som kan underminere relationen.

Hvis man vil vide lidt om de destruktive vaner, er det en god ide at tage fat i Mikael Hoffmann.

Den 59-årige psykoterapeut og parcoach har nemlig netop udgivet en lille bog med den sigende titel: 7 vaner der ødelægger parforhold. På mindre end 100 sider gennemgår Hoffmann de syv ‘dødssynder’ i forholdet, som mange af os er skyldige i.

Ifølge Hoffmann, der har arbejdet med parterapi i 24 år med mere end 10.000 klienttimer bag sig, bliver parforholdet let negligeret i den travle hverdag, så man til sidst ikke længere kan overskue problemerne, som hober sig op:

- Hvis man ikke ved, hvordan man skal løse problemerne, kan det i værste fald ende med skilsmisse og opbrud af familien, eller at man bliver i et ulykkeligt parforhold i mange år, forklarer Hoffmann, der på baggrund sine mange års erfaring med klienter har lokaliseret en række problem-områder i parforholdene med udfordringer:

Og ifølge psykoterapeuten er mangel på kommunikation den værste og mest udbredte dårlige vane.

Foto: Shutterstock Kys & kærlighed - 4. mar. 2018 - kl. 22:57 Her er grunden til at dine parkonflikter kører af sporet

Kommunikation
Hoffmann mener, at den hyppigste årsag til problemer i parforholdet er mangel på kommunikation:

- Problemet er ofte, at parterne kun taler om praktiske ting i hverdagen, og der er en konstant uvilje til ordentlig kommunikation, så man kan forstå hinanden uden nødvendigvis at være enige. Livet og parforholdet kan føles som en lang ørkenvandring uden oaser. Der bliver ikke kommunikeret på det følelsesmæssige plan.

- Konsekvenserne ved tabuer og jævnlige misforståelser er et parforhold, der ikke fungere optimalt. Prisen kan være høj, idet det ofte går ud over både helbred, børn, arbejde, økonomi og livsglæde for hver især, siger Hoffmann til Ekstra Bladet.

- Løsningen er at skabe forståelse ved at genfinde den følelsesmæssige kommunikation med hinanden. I bliver nødt til at gen-lære, hvordan det er. Du er ikke i tvivl om, at to mennesker kommunikerer følelsesmæssigt, når du ser dem.

Følelser
- Hvad mener du med følelsesmæssig kommunikation?

- Kommunikation handler ikke kun om at udveksle ord og meninger med hinanden. Det er også kropssproget, timingen, hvor og hvornår, og ikke mindst den grundlæggende indstilling til hinanden, der påvirker kvaliteten af kommunikationen. En hensigtsmæssig og givende kommunikation skal læres og øves for at fungere, påpeger Hoffmann,

- Når de gensidigt anerkendte og accepterede normer og måder at udtrykke sig på er (gen)indlært og indøvet, føles de ikke længere kunstige og besværlige, men er særdeles effektive til at skabe en respektfuld, givende og konstruktiv kommunikation om både lette og svære emner.

Ifølge psykoterapeuten er kommunikation (herunder samtale), nysgerrighed og oprigtig interesse for den anden part altafgørende for forståelse og dermed forbedring af parforholdet.

- Nogle gange må man beslutte sig for at kommunikere følelsesmæssigt. Det er et valg. Det kan læres, men det tager tid.

Foto: Shutterstock Sex & samliv - 29. apr. 2018 - kl. 23:29 Her er den vigtigste grund til krisen i dit parforhold

Sådan lærer I det
- Og hvordan kan man lære det?

Hoffmann svarer ved at komme med et eksempel fra sin klinik:

Anders og Bente blev gift for 12 år siden. De har to børn på henholdsvis ni og fire år. De første år af parforholdet havde været lykkelige, men efter at især det andet barn blev født, oplevede de større udfordringer med hinanden.

Deres problem var, at de i hverdagen efterhånden kun snakkede sammen om praktiske ting. Når de endelig talte om vigtige og svære emner, endte det ofte i skænderier med misforståelser, misfortolkninger, tabuer, korte lunter og de helt store smertefulde følelser.

Deres fysiske kontakt var i en længere periode blevet sparsom uden daglige kys og kram, mindre sex, en generel følelse af opgivenhed og trækken sig væk fra problemerne.

Fejlfinding var blevet dagligdag. Anders påtog sig mere overarbejde, og Bente fik overdreven fokus på børnene. De gik mere ud med hver deres venner, og de drak større mængder spiritus. De var også begyndt at holde ferier hver for sig.

Det ældste barn klagede over mobning i skolen, og den yngste ville pludselig sove imellem forældrene i dobbeltsengen.

Anders forstod grundlæggende ikke, hvorfor Bente havde brug for at snakke dybt om problemer, og Bente var frustreret over, at Anders trak sig og blev tavs.

Genopbygge
Hoffmann udlægger teksten:

- Det gik op for dem at for at få noget andet end det, de havde haft indtil nu, måtte de GØRE noget helt andet. Og dette ANDET var ikke spor let. Først og fremmest skulle de genopbygge forståelsen, tilliden, trygheden og respekten for hinanden.

- De skulle blive klar over, at selv om noget syntes helt naturligt, normalt og vigtigt for den ene part, behøvede det ikke at være tilfældet for den anden. De skulle have respekt for at partneren var forskellig fra en selv, og forstå hinanden, uden nødvendigvis at være enige, forklarer Mikael Hoffmann.

De havde, i overført betydning, forsøgt at måle radiobølger med en fjedervægt og et litermål i forhold til hinanden.

Se også: Sådan løser du de tre værste kærlighedskriser

Valg
Sidst, men ikke mindst, skulle parret lære sig nogle værktøjer, der forbedrede kommunikationen mellem dem:

- Omdrejningspunktet i et godt parforhold er at VÆLGE at give sin partner det, partneren ønsker sig - for når begge gør dette, mærker de begge to kærligheden. Men det kræver, at der er en forståelse for partnerens holdning og indstilling.

- Forståelsen opnås gennem en hensigtsmæssig kommunikation. Det kan eksempelvis være at prioritere en gang imellem at sidde over for hinanden og skiftes til at tale uden at blive afbrudt. Det er meget vigtigt ikke på noget tidspunkt at sige ordet ‘DU,’ fordi det kan opfattes som kritik og bebrejdelse, hvilket vil få partneren til at løbe sin vej eller gå til modangreb. Det er også vigtigt, at taletiden bliver ligeligt fordelt, og at man skiftes jævnligt.

For at stoppe de voldsomme konflikter, aftalte Anders og Bente et bestemt stopsignal, hvilket for deres vedkommende var ordet ‘Traktor.’

- Når den ene sagde dette, stoppede de begge op øjeblikkeligt, og det gav dem tid til lidt luft og ro. På den måde kom de ikke mere helt derud, hvor det kunne være svært at komme tilbage fra.

Hoffmann fortæller, at parret lærte disse to, og mange andre værktøjer, hvilket betød, at de fik en større forståelse for hinanden, og dermed blev mere overbærende og medfølende. Deres kærlighed til hinanden blev genetableret, hvilket gjorde deres parforhold bedre og deres børn gladere.

Læs mere om Mikael Hoffmann og de syv dårlige vaner og om, hvordan I kan bryde dem her.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen