Hører du alarmklokkerne? Fem tegn på, at I skal stramme op i forholdet

Det perfekte forhold findes ikke, men netop fordi vi tror, at det gør, overser vi vigtige faresignaler, mener dansk parterapeut

-- Over artiklen relateret Sexpert-tv fra arkivet: Ingen spontansex i dit forhold? Det kan du gøre --

Mange overhører alarmklokkerne, fordi vi så gerne vil have det perfekte parforhold.

Det mener parterapeut og forfatter til bogen ‘Kærlighed med vilje, Christiane Meulengracht. Hun hævder, at danskerne er tilbøjelige til at ’lyve’ vores parforhold bedre, end vi inderst inde føler, det er - med alvorlige konsekvenser:

- I vores kultur er vi i høj grad styret af et ideal om det perfekte parforhold, hvor vi aldrig skændes, er fyldt med overskud til vores børn, har et fantastisk sexliv og generelt er glade sammen  hele tiden.

- Det er sådan, vi rigtig gerne vil beskrive vores parforhold både overfor os selv, men også overfor vores omgangskreds, som når vi nu eksempelvis vender tilbage på jobbet efter sommerferien og fortæller rosenrødt om en skøn ferie med vores partner og familie - også selvom den måske var alt andet end rosenrød, siger Christiane Meulengracht.

Hun mener, at vores frygt for at bryde med glansbilledet af det perfekte parforhold gør, at mange undlader at mærke efter og adressere problemerne i relationen:

- Derfor får de gradvist lov at vokse sig større, indtil de til sidst har skabt så mange knuder, at skilsmisse er den eneste udvej.

Christiane Meulengracht mener, at man i stedet tager ansvar og øver sig i at mærke grundigt efter i maven og hjertet:

- Det er aldrig rart at skulle indrømme overfor sig selv eller andre, at man måske ikke har det helt så godt i sit parforhold, som man i lang tid har givet udtryk for. Vi vil helst fortælle historien om, at vi har styr på det.

Fem bud
Her er paterapeutens fem tegn på, at noget er galt i dit forhold: Heldigvis giver  Meulengracht også bud på, hvad du kan gøre ved det.

1. Glæder dig ikke
I modsætning til da du var forelsket til op over begge ører, glæder du dig ikke længere specielt til at komme hjem til familien efter en dag på jobbet. Det kan føles som en lettelse at gå på arbejde igen efter ferien.

Der skal naturligvis være plads til forbigående konflikter, men oplever du ofte at blive drænet for energi blot ved at træde ind ad døren, er det en god idé at overveje, hvorfor det mon er tilfældet. Hjemmet skulle gerne være den selvskabte base, hvor du og I lader op.

Måske er der noget i jeres indbytdes kommunikation, der snarere får dig til at føle dig forkert og utilstrækkelig. Måske har I lavet hverdagen for pligtfyldt med for lidt plads til sjov og spontanitet.

Du kan ikke lave om på din partner, men du kan selv tage skeen i anden hånd. Start med at anerkende og takke din partner for alt det, han og hun gør og er for dig og familien i hverdagen.

Bliv opmærksom på, hvad du har tendens til at kritisere og tage for givet. Afsæt så tid - fx. 1/2-1 time - hvor I aftaler, at I ærligt og kritikløst kan tale sammen om at vende energien med fokus på, hvad I hver især selv kan bidrage med uden at give skylden på den anden.

Kys & kærlighed - 17. apr. 2016 - kl. 20:03 Her er de største trusler mod dit parforhold

2. Skæv start
Indleder du din dag med at skynde på ungerne og vrisse af din partner - og tager du den energi med dig videre - er der god grund til at se nærmere på dynamikkerne i dit parforhold.

Det er dig, der bestemmer over dit humør og din adfærd. Også på en fortravlet og regnfuld morgen efter for lidt søvn. Sæt en intention for, hvordan din indre balance skal være. Det kan lyde svært, men ærlig talt - hvor lang tid taler vi om sådan en morgen varer?

På et tidspunkt hvor du og din partner er i ro, tag en snak om, hvordan I kan forbedre energien om morgenen. For nogle handler det om meget små praktiske ting, fx at have lagt tøjet klar, at stå 10 minutter tidligere op eller at aftale med de lidt større børn, hvad de selv skal klare.

Og når du har uddelegeret, så husk at du har gjort netop det. Nu skal du blande dig uden om og lade barnet gøre egne erfaringer uden at du påminder eller retter på det.

Det kan også handle om, at vi helt enkelt har fået en dårlig vane med at stå op til dårligt humør. Og at vi vrisser og skynder på de andre. Åben øjnene. Vær bevidst om, at dit humør smitter.

3. Taler ikke sammen
I glemmer at tale med hinanden om, hvordan I har det sammen som par - og hvad det gode parforhold betyder for jer.

Det lyder måske enkelt, men faktisk lider mange forhold under dårlig eller ligefrem manglende kommunikation, fordi kritik, bebrejdelser og pegen fingre har fjernet enhver mulighed for dialog og selverkendelse.

Vi har tendens til at glemme, at vi udvikler os hver dag, og din partner er ikke lig det billede, som du dannede af ham eller hende for mange år siden, da I mødtes. Du har også udviklet dig.

Et vellykket parforhold baserer sig på ærlig kommunikation og rummelighed. Fra begge sider. Det er essentielt, at I får talt åbent og tillidsfuldt om, hvad I hver især kunne tænke jer, at I sammen oplever, føler osv. Kald det bare en forventningsafstemning. Hvor skal vi hen? Hvad kunne vi tænke os med vores parforhold og familie i det næste halve eller hele år?

Se fremad - ikke tilbage. Hold det til det, du kunne tænke dig og lad din partner udtrykke sig for sig selv.

Kys & kærlighed - 21. jan. 2018 - kl. 23:31 Sex og samtaler: Her er to måder at redde dit parforhold på

4. Fejlprioriteringer
Du eller I prioriterer relationen til jeres børn over jeres parforhold. Så er der grund til, at dine alarmklokker skal ringe. Selvfølgelig skal I tage jer af børnene. Men jeres relation er fundamentet for familien. Du skal nemlig se dit parforhold som en pyramide, hvor du og din partners relation er det underste lag, mens relationen til jeres børn, glæden, latteren og familiefællesskabet kommer ovenpå.

Hvis et parforhold skal fungere godt, er man nødt til løbende at gøde det fundament, hvorpå I har bygget jeres familie - og det kræver, at I tør prioritere parforholdet først. Ingen børn trives i en familie med en eller to voksne, der mistrives.

Man kan også sige, at jeres børn kan ikke trives bedre end jer - for det er jer, der skaber rammerne og energien i familien.

Intimiteten lider
Der er ingen regler for hvor tit vi skal dyrke sex. Det er 100 procent individuelt. Lysten til sex kan også svinge i perioder med fx stort arbejdspres, mange bekymringer, sorg, menstruationscyklus, pressede familiesituationer mv. Det er normalt og sundt. Men bliver det en varig tilstand, kan det være et symptom på, at jeres nære kontakt og følelse af fuld accept lider.

I en relation, hvor nyheds- og forelskelsesrusen er svundet ind,  er det er nemmere at give os hen og blotte os mentalt som fysisk, når vi føler os helt trygge og rummede. Når vi oplever indre balance og overskud. Der er en årsag til, at manglende sexlyst er en almindelig bivirkning af stress.

Bliv opmærksom på, hvor meget I rører hinanden, kysser og krammer. Berøring øger vores oxytocin-niveau (også kaldet kærlighedshormonet) - og gør det nemmere for os at have overskud og glæde.

Får I kigget hinanden i øjnene? Det er også med til at skabe nærvær. 

Og endelig: får I talt om sex - eller er det blevet emnet, der bor under gulvtæppet?

Vær modig og åben op for en kort snak om lyst, om forventninger og om hvad sex betyder for dig. Hold det positivt og imødekommende frem for fordømmende og kritikfyldt.

Ofte lægger vi noget helt forskelligt i sexen, og for nogen er det den største kærligheds-bekræftelse og for andre noget så trivielt som andre huslige pligter.

Læs mere om Christiane Meulengracht her.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere