Investerer 1,2 millioner i sexlegetøj

Erotisk boks-koncept fik succes i løvehulen

Kristoffer Hjerrild flankeres af to glade løver, Mia Wagner og Jan Dal Leermann. Foto: Per Arnesen
Kristoffer Hjerrild flankeres af to glade løver, Mia Wagner og Jan Dal Leermann. Foto: Per Arnesen

Dansk erotisk abonnement- og bokskoncept henvendt til par faldt onsdag aften i god smag i 'Løvens hule'.

På små 20 år er den danske sexlegetøjsbranche gået fra at være del af det dårlige selskab til nu at være big og seriøs business, som store spillere også har fået øjnene op for.

Faste seere af 'Løvens hule' på DR, hvor iværksættere præsenterer deres mere eller mindre unikke forretningsidéer og koncepter for fire garvede serieiværksættere, ved alt om, at langtfra alle besøgende i hulen slipper igennem nåleøjet.

Onsdag aften var det så den unge forretningsmand og iværksætter Kristoffer Hjerrild, som står bag det erotiske boks-koncept L'Amourbox, der blev kastet for løverne. Som abonnent på L'Amourbox får man hver anden måned tilsendt en pakke med erotiske gaver.

Og selvom emnet 'erotik og sexlegetøj' til en start fik de let smørrede smil frem på løveflokkens ansigter, så endte besøget med at blive en succes.

- Helt naturligt var jeg en smule nervøs, da jeg endelig stod der foran kameraerne. Det var jo nu eller aldrig. Man får kun denne ene mulighed - og så er det enten knald eller fald, endda for åben skærm. Men fremlæggelsen gik rigtig godt, synes jeg, og selvom konceptet fik smilet frem, og der blev joket lidt frem og tilbage, så var sexlegetøj ikke noget, der skræmte, siger Hjerrild, som ejer sexhoppen winkwink.dk.

25 procent for 1,2 millioner kroner
Ifølge Hjerrild er der tale om en branche, der stormer frem, og hvor der er basis for nye og anderledes måder at sælge erotiske produkter og oplevelser til danskerne på.

Shopejeren fik to løver, nemlig Mia Wagner, administrerende direktør i Freeway-koncernen, og Jan Dal Lehrmann, der er medstifter af blandt andre Bo Bedre, Bil Magasinet og mandebladet M, til at øjne en god forretningsidé med rigtig gode udviklingsmuligheder - både herhjemme og internationalt. 

Men først skulle der vanen tro forhandles lidt frem og tilbage parterne imellem - de er jo trods alt købmænd til fingerspidserne.

- Vi endte op med en deal, der hed 25 procent af L'Amourbox til gengæld for, at Mia Wagner og Jan Dal Lehrmann sammen investerede 1,2 millioner kroner i firmaet - en aftale, jeg er super tilfreds med. For hvor jeg tidligere har stået med hele ansvaret og det meste af arbejdet med at promovere konceptet selv, så har jeg nu mulighed for at sparre med superdygtige og garvede kræfter, siger Kristoffer Hjerrild. 

L'Amourbox, der allerede er tilgængelig i Danmark, Sverige og Norge - og som også gerne skulle ud i et fjerde land inden årets udgang, satser på at omsætte i omegnen af ti millioner kroner her i 2019. Ligesom flere nye typer af bokse er på tegnebrættet.

Se også: Jyske Mathildes sexlegetøj slår Lars Larsens Jysk og hans senge

Sexlegetøj del af det gode selskab
I Danmark og Skandinavien kan man ikke sige sexlegetøj uden også at inddrage den danske onlineshop Sinful.dk, der i 2018 kunne fejre tiårs jubilæum som den førende sexlegetøjspusher i Skandinavien. De har en årlig omsætning på den frække side af 100 millioner.

Sinful har på rigtig mange parametre været foregangsmænd/kvinder for den måde, sexlegetøjsbranchen i dag blomstrer og tages mere seriøst end tidligere.

- Vi oplever, at der hele tiden rykkes på tingene, og sexlegetøj bliver mindre tabu. For bare et par år siden turde vi ikke drømme om, at vi kunne være på de store tv-kanaler. Men den grænse er der heldigvis rykket ved nu, fortæller Thomas B. Jensen, Head of Marketing hos den aarhusbaserede webshop med sexlegetøj.

- I Sinfuls godt ti års levetid har vi mødt en del bump på vejen - men bump som kun har givet os endnu mere blod på tanden for at gøre noget ved tingene. Det var blandt andet en kamp at finde et forsikringsselskab i begyndelsen, som ville forsikre Sinful - og det kunne heller ikke lade sig gøre med en fysisk butik, da ingen ville leje ud til os.

- Vi er blevet ved med at gøre vores ting på den sobre måde, som vi synes, er den rigtige, og vi kommer hele tiden ud til flere og flere skandinaver.

- Foruden vores gazelle- og e-handelspriser ser vi også nomineringen af Tonny og Mathilde (som grundlagde Sinful sammen) som Årets Ejerleder 2018 som en af de begivenheder, der har været med til at blåstemple branchen som helhed, siger Jensen.

Foto: Shutterstock Sex & samliv - 9. feb. 2018 - kl. 22:23 Unge danskere vilde med sexlegetøj

Større business
JoanB, der tester sexlegetøj på egen blog, var med til at åbne en sexshop for Rapports mandeblade for 20 år siden. Hun mener, der er sket en kæmpe ændring i de år.

- Dengang stolede nærmest ingen i branchen på hinanden, og selvom jeg på daværende tidspunkt repræsenterede et stort dansk bladhus, Aller-koncernen, så skulle betalingen for et parti sexlegetøj ofte falde på forhånd. Ellers ville det slet ikke blive sendt.

- Aller-koncernen havde også selv en kæmpe stor berøringsangst i forhold til det sexlegetøj, man solgte. Så den shop, der meget hurtigt kunne være blevet en ret god forretning for huset, endte i stedet med at blive solgt fra igen, siger JoanB.

I dag ser tingene heldigvis noget bedre ud, mener bloggeren.

- Takket være seriøse og dedikerede personer, der driver professionelle forretninger med salg af alle typer af sexlegetøj. Et stigende antal producenter og forhandlere rundt om i resten af verden har generelt også en meget mere seriøs tilgang til tingene, og det får folk uden for branchen heldigvis også øje på. 

- Og denne udvikling fortsætter i årene fremover, hjulpet godt på vej af kunder, der ikke kun vælger sexlegetøj til, men som også er meget kvalitetsbevidste. Og det får branchens producenter og forhandlere til at oppe sig i forhold til deres produkter og den service, man byder kunderne.

Det er ikke kun herhjemme, sexlegetøjsbranchen har fart på. Det er en global trend. For et par år siden forudsagde et business-analysebureau en årlig vækst på syv procent og en omsætning på 29 milliarder dollars i 2020.

Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere