-- Over artiklen her relateret Sexpert-tv: Mere lyst end kæresten? Det kan du gøre --
Så står han der igen, med sin lyst og begyndende erektion, og håber, at de indledende manøvrer vil føre til sex.
Det gør det så ikke.
Hun føler sig presset, og han føler sig afvist.
En scene, der gentager sig over det ganske land igen og igen - og ofte med samme konkliktskabende resultat.
Men den danske psykolog og parterpauet Frej Prahl har netop udgivet bogen 'Tændt,' hvor han kommer med bud på, hvordan par kan komme ud af den onde cirkel af pres og afvisninger, af dårlig samvittighed og sårede følelser.
Prahl mener, vi skal tænke helt anderledes på sex. Vi skal simpelthen vende og op ned på vores forestillinger:
- Mange klienter kommer med problemer med at forstå hinanden, problemer med kommunikationen, som enten ender ud i konflikter eller dårlige stemninger. Det er sjældent, at sex kommer frem lige med det samme. Der er det stadigvæk for tabubelagt, siger Prahl.
- Men vi kan se, at rigtig mange par kæmper med seksualiteten. Og det tror jeg blandt andet hænger sammen med de forestillinger om seksualiteten, vi bringer med ind i vores parforhold. Forestillinger, hvor vi lærer om betydningen af rugbrødssex, pligtsex, hvor sex bliver sammenlignet med en tur i motionscenteret. Altså noget, som er vigtigt at få gjort for at pleje 'sundheden' i parforholdet, lyder det fra psykologen, der også mener, vores fokus er alt for begrænset:
Penetration
Han synes, der er et ensidigt fokus på penetrationen, samlejet, udløsningen:
- Det bliver betragtet som det væsentlige. Ingen steder hører vi om alt dét, der sker inden. Dét, som jeg egentlig betragter som det væsentlige. Hele spillet. Henvendelserne, tilnærmelserne og ja, så også afvisningerne, forklarer Frej Prahl og kommer dermed ind på sin væsentlige pointe.
For afvisninger betyder en del i spillet mellem parret:
- Men efterhånden som vi etablerer os i et parforhold, stiger vores modstand mod afvisningerne gradvist. Vi bliver skuffede, når vi afvises. Får dårlig samvittighed over at afvise. Føler, at afvisningen er forkert. Fordi vi ingen steder lærer, at den er helt naturlig. En del af et hvilket som helst seksuelt spil, siger Prahl, som tager udgangspunkt i egne erfaringer i denne kontekst:
- Det var, hvad jeg erfarede med min egen hustru Vibeke. Vi, eller Vibeke, oplevede også ulyst i en længere periode. Det var frustrerende. Men så begyndte vi at afstå fra penetration som et succeskriterie og inddrog afvisninger i vores seksuelle leg. Pludselig følte jeg mig ikke længere forkert. Vibeke kunne kigge på mig med lystfulde øjne. Det var så skønt. Men det kunne hun kun, fordi hendes henvendelser ikke længere forpligtede hende på noget.
Og så skete der det, at Vibeke også fik lysten tilbage. Men hvorfor skete det?
- Et særligt center i vores hjerne er aktivt, når vi mærker et forventningspres om at gøre noget andet end det, vi gør. Når vi fx afviser vores kæreste, når vi får at vide, at det bør vi ikke gøre. Så længe det center er aktivt, får vi ikke lyst til sex. Det ved vi. Da Vibeke kunne afvise mig uden at tænke, at det burde hun da ikke, slukkede hun på en måde for det center.
Sådan kan kærtegn fucke sexlivet op
Massage
Ekstra Bladet skitserer en klassisk situation i nogle parforhold:
Parret sidder i sofaen og ser tv, han spørger, om hun vil have lidt nakkemassage. Det vil hun og får hun. Langsomt begynder han så at gøre den mere erotisk, og hun stivner, for hun mærker hans intention, og han mærker, hun stivner, og han føler sig afvist 'Her giver jeg endda massage og intet får jeg ud af det,' tænker han måske. Senere prøver han måske at gøre godnatkysset til et vådere sexkys - og hun trækker sig.
Frej Prahl laver denne analyse og forslag til ændret tankemåde:
- Hvis det kun er en succes for ham, at manden får sex ud af sine henvendelser, vil kvinden mærke det med det samme. Hun vil føle sig forpligtet på at have sex med ham, hun vil jo ikke skuffe ham.
- Og i det øjeblik, hun føler sig forpligtet, vil hun ikke få lyst til sex. Det kræver nemlig, at hun ikke tænker på hans tilfredsstillelse, men sin egen. Så han skal på en måde opleve glæden ved hele det indledende spil. Hvis han kan smitte hende med den glæde og hjælpe hende af med forventningspresset, skaber han de bedste forudsætninger for hendes lyst.
Prahl tror, at særligt kvinder savner at blive begæret uden modkrav:
- Altså, uden en forestilling om, at de skal gøre noget til gengæld for begæret. Men mænd savner i den grad også at blive begæret. For at vi kan skabe plads til begæret, bliver vi nødt til at afkoble os fra nogle af de kulturelle forestillinger, vi har lagt ned over det seksuelle.
- Vi har ikke noget sprog for hele det spil, jeg snakker om. Højst snakker man om det som et forspil, der skal overstås, inden man kommer til det egentligt væsentlige. Vi skal væk fra idéen om forspil. Om rugbrødssex, siger psykologen.
Fix dit forhold: Seks ting du kan gøre allerede i aften
Porno
Hvis vi ikke har noget sprog for det naturlige i afvisningerne, afvisningerne som en del af et seksuelt spil, vil vi altid føle os forkerte, når vi enten bliver afvist eller afviser vores partner, mener Frej Prahl:
- Og spillet vil aldrig være særlig interessant, hvis vi ikke afkobler os fra penetrationstyranniet, for da vil spillet kun blive interessant, hvis der kommer sex ud af det. Det er et kæmpe problem: De sundhedsprofessionelle fokuserer med deres madmetaforer kun på måltidet - penetrationen. Pornoskuespillerne har masser af sex, men de viser os ikke noget om spillet (afvisningerne, tilnærmelserne). Der er ikke meget usikkerhed i en pornoscene! Vi ved ligesom, hvor vi skal hen.
Således konkluderer Prahl:
- Hvis mand såvel som kvinde får nye tanker om afvisningen og afstår fra det snævre penetrationsfokus, kan kvinden hjælpe manden med at håndtere afvisningen. Fordi hun ved, at han ved, at hendes tilnærmelser aldrig forpligter hende på mere, kan hun begynde at nyde hans lyst. Røre ved ham, sende ham drillende øjne. Han mærker på hende, at alvoren er sluppet ud ad afvisningerne. Det er mere legende.
- Men han skal også hjælpe hende med at slippe de forventninger hun tror, han har til det seksuelle. Så det håndteres nok bedst sammen i parret. Neurologisk og biologisk fungerer forventningspres som kyskhedsbælter. Så man skal skrue op for flirten og ned for forventningerne, siger Frej Prahl.
'Tændt' af Frej Prahl er udgivet på Dansk Psykologisk Forlag og koster 249,-
Fem tegn på, at dit forhold holder i og uden for sengen