På ny dansk datingapp handler det hele om at... date

Er der plads til andre datingsapps end Tinder? Det håber folkene bag TryMeet

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Alt for mange bruger deres datingtjenester til hyggesnak i stedet for at tage på en date, som jo egentlig er formålet med at date.

Det vil de danske udviklere bag en helt ny datingapp TryMeet gerne ændre lidt på.

Her kan man nemlig slet ikke chatte uden først at have aftalt at mødes. Det fortæller Daniel Lapp, en af de tre unge danskere bag TryMeet, i en pressemeddelelse:

'Mødet er ofte dealbreakeren, der afgør, om kærligheden vil spire, eller om det bare var det. Derfor kan singlerne jo lige så godt mødes først som sidst og samtidig dele en oplevelse i stedet for at sidde i hver sin sofa og chatte i timevis. Gem snakken til daten.'

På appen finder man en interessant profil og inviterer så vedkommende på en date, som man også kan planlægge med appen, der præsenterer et bredt udvalg af oplevelsestilbud - bl.a. caféer, restauranter, aktivitetssteder. Først når invitationen til en date er accepteret og betalt, kan I begynde at chatte sammen.

Vi tog fat i Lapp for at høre lidt nærmere.

Foto: PR
Foto: PR
 

Alene de sidste to år har jeg skrevet om en række danske datingapps, og så vidt jeg ved, er ingen af dem en succes. Teazr/Blume, Snugspot, Ruumble. Og nu senest Yolo. Hvordan undgår TryMeet at drukne i mængden?

- Ja, der kommer cirka fire datingapps ud dagligt på globalt plan, og markedet er stadig støt stigende. Desværre er der også en tendens til, at datingaktørerne bruger enorme ressourcer på at sikre brugernes fastholdelse i hyggechatten, så de kan sælges in-app features og medlemskaber. TryMeet er anderledes - vores mål er at få folk på dates, ikke i et match eller chat.

Ifølge Lapp differentierer TryMeet sig ved at helt fjerne den indledende chat:

- Vi mener ikke, dette har en positiv indflydelse på chancerne for at få en date. Vi mener, der generelt bliver spildt alt for meget tid på at kommunikere og swipe fremfor at faktisk komme på en date.

Din online-kontaktflade er tifold den, du får IRL. Foto: shutterstock.com Sexperterne - 12. jul. 2017 - kl. 16:06 Tre grunde til at elske moderne dating

Sådan fungerer den
Man sender en konkret date-invitation inklusiv en personlig hilsen til den udvalgte. Det er så igennem date-invitationen kommunikationen foregår - det er muligt at flirte og hyggechatte lidt, imens man udarbejder sin date sammen, udfra de muligheder for cafeer og restauranter og lignende, som appen præsenterer.

En date koster så det, som daten indeholder, dvs. afhængig af hvilken date der bliver booket og betalingsfordelingen - man beslutter nemlig på forhånd, hvem der betaler, eller om man deler.

Med andre ord: En date kan koste en kop kaffe fx 20 kroner - eller 3500 kroner for faldskærmsudspring.

Pt. har TryMeet mere end 130 samarbejdspartnere landet over og flere er på vej.

Daniel Lapp mener, at singler ikke skal være bange for det spontane, som TryMeet lægger op til:

'I nogle tilfælde går det rigtig godt - og kærligheden blomstrer. I andre tilfælde ikke, men så har de fået en god oplevelse.'

Se også: Seks grunde til at hade dating

God ide
Bastian Larsen, sexolog og parterapeut, der holder foredrag landet over om dating i en digital tid, mener, konceptet bag TryMeet giver mening:

- Det er en god ide at mødes så hurtigt som muligt, for man ved typisk indenfor to minutter, om det er noget, der er værd at gå videre med. Men som folkene bag appen selv er inde på, så er der en tendens til at folk bliver ved med at chatte i stedet for at date. Og det er der desværre en grund til.

- Det er langt tryggere at sidde bag sin skærm og skrive lange mails eller chatte. Så længe man sidder der, så er alle muligheder jo stadig åbne, og man har en følelse af kontrol med situationen. Når man skal ud og mødes i virkeligheden, så er det knald eller fald ret hurtigt, siger Bastian Larsen, der godt lide idéen bag konceptet, fordi lange profiler, mails og uendelige chat-korrespondancer ikke fører til noget i sig selv.

Larsen mener, at for mange datere begynder det at blive et mål i sig selv at chatte med flere forskellige potentielle partnere. Så har fantasien stadig frit råderum og bliver ikke forstyrret af virkeligheden:

- Det kan være særligt fristende, hvis man f.eks. har haft mange skuffende date- oplevelser. Men jeg ønsker appen al mulig held og lykke, for det er et hårdt marked at komme ind på med hen ved en halv million datere fordelt på mere end 150 forskellige datingsites og -apps. Og jeg tror måske også, at nogen vil føle sig provokeret af ideen med, at man skal betale, når man bliver enig om at mødes på en date. Men hvis de detaljer kan overvindes, så burde der være et marked for TryMeet.

HERUNDER: Gør som Sexperterne og få mere ud af 1. date:

Gør 1. date til superdate

Rikke Thuesen, sexolog, har tidligere givet denne miniguide til første date:

1. Tal om fremtiden og hæng ikke i fortiden. Det er selvfølgeligt interessant at høre lidt om din fortid og baggrund, men hvis du bruger for meget tid på at dvæle ved ting, der er sket, kan du fremstå kedelig og uopfindsom og uden visioner og mål.

2. Så tal i stedet om, hvor du vil hen i dit liv. Hvad drømmer du om. Hvor vil du gerne hen på din næste rejse. Osv. Og inddrag noget om, hvordan du ser et fremtidigt liv med en kæreste.

3. Tal ikke om din eks. Mange pladrer løs om en eks. Stop det, hvis du vil have en date nummer to. Uanset om du taler dårligt eller godt om din eks, så virker det, som om du ikke har sluppet det forhold. Og der er sjældent nogen, der synes, det er sjovt at starte et forhold i et trekantsdrama.

4. Husk Emma Gad. Der er noget om pli og god stil og opdragelse. Vær galant, hvis du er en mand, og giv ham lidt plads, hvis du er en kvinde. Og husk de helt almindelige regler for god opdragelse. Tal ikke med mad i munden. Afbryd ikke. Tal ikke i telefon ved bordet. Stil spørgsmål og lyt interesseret.

5. Skab latter og god stemning. Alle kan godt lide at grine. Så en god regel for at få den anden date er at skabe en god stemning, hvor der er latter. Nu behøver du jo ikke være standupper eller øve vandede vittigheder, men tænk over samtaleemner, der kan give anledning til et smil.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere
Dagens frække fra Side6.dk
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen