Sabina efter 20 år i dildoens tjeneste: - Sexchikane af den kærlige slags er et frynsegode i sexbranchen

Den erotisk butik Lust fylder 20 år. Stifteren Sabina Elvstam ser frem og tilbage

Sabina Elvstam (tv) fejrer butikkens fødselsdag sammen med medstifteren Rosa. Privatfoto
Sabina Elvstam (tv) fejrer butikkens fødselsdag sammen med medstifteren Rosa. Privatfoto

Det virker som en evighed og en milliard dildoer siden, men i 90’erne var køb af sexlegetøj stadig noget, man ordnede med røde ører et lusket sted på Istedgade eller via en postordrekatalog.

Sexlegetøj var enten klinisk betegnet erotiske hjælpemidler eller forbundet med porno og billig plastik og ikke noget for pæne piger.

Svenske Sabina Elvstam ville det anderledes, så sammen med sin veninde åbnede hun den erotiske butik Lust i det mondæne Indre by i København.

Lust kan i dag fejre 20-års fødselsdag. I den anledning tog vi en snak med den nu 47-årige sexentreprenør, som for et par måneder siden åbnede en ny butik i København, La Diosa, hvor fokus er spiritualitet og seksualitet.

Frirum
- Hvorfor gik du i gang med at lave butikken dengang?
- Jeg og min bedste veninde Rosa startede Lust, fordi vi manglede et sted for kvindelig seksualitet, med rådgivning og sanserne mere i fokus end i de almindelige pornobutikker. Vi drømte om et frirum til at udforske erotiske og sanselige drømme i et trygt space, siger Elvstam, som mødte Rosa på Kaospilot-uddannelsen, hvor de blev projektledere.

Sabina fortæller, at hun altid har haft en meget stort interesse for det erotiske og udforsket disse miljøer flittigt.

- Jeg ville være med til at frigøre kvinders seksualitet. Men det var en meget hård opstart - trods massiv medie-opmærksomhed - fordi vores målgruppe var almindelige mennesker, der på det tidspunkt betragtede det med sexlegetøj og erotisk tilbehør som noget lidt skamfuldt. Det var op ad bakke med at få Hr. og Fru Jensen til at investere i legetøj, men alle var jo vilde med atmosfæren i Lust. Også mange mænd, der heller ikke brød sig om de almindelige sexshops.

Se også: Sådan blev dildoen et feministisk værktøj

Gamle
De ‘gamle’ i branchen prøvede at fortælle, hvordan det hele fungerede, fortæller Sabina:

- Men det var jo netop for at revolutionere branchen, vi gik ind i den - ikke for at følge gamle mønster. Der kom mere fokus på kvalitet og sundhed. Vi samarbejdede med Kræftens Bekæmpelse, læger, sygeplejersker og andre faggrupper med temaet sexualitet. Det er meget givende, at der er sket så meget på disse 20 år.

- Jeg elsker stadigvæk mit arbejde. At hjælpe mennesker, at spejle sig i andres udvikling, at diskutere erotik og psykologi. Og så tror jeg, at Lust er en af de bedste arbejdspladser, der findes. Mine kolleger så skønne, og vi har samme upassende, lumre humor. Sexchikane af den kærlige slags er en frynsegode i sexbranchen…

- Hvordan har markedet og branchen ændret sig gennem de tyve år?
- Utroligt meget! Kan vi tale om en femi-revolution her? Vil sige at de feminine værdier, vi repræsenterer, har taget over. Den erotiske del af Istedgade er så godt som død til fordel for cafe latte-generationen. Det er jeg faktisk lidt ked af - fordi jeg efterhånden sætter mere pris på det lidt lumre. Det må heller ikke blive alt for pænt, så mister det meget af sin energi.

- Nu foregår det meste på nettet, og der er generelt meget mere fokus på kvalitet, oplysning. Folk er slet ikke så blufærdige længere, det er blevet normalt at dyrke sin seksualitet og at bruge sexlegetøj, siger Sabina.

- Hvad tror du vil ske på markedet fremadrettet?
- Jeg forudser fortsat vækst fordi vi bliver mere og mere opmærksomme på, at seksualitet og livskvalitet hænger så tæt sammen. Folk vil fortsat investere i og prioritere det gode sexliv.

Træt
- Bliver du aldrig træt af sex og sexlegetøj?
- Jo altså mandag morgen, når der skal bestilles dillermand, kan jeg godt drømme mig lidt væk, men generelt nej, - altså, det er jo noget af det vigtigste i livet. Det er livets formål. Jeg har selvfølgeligt blevet meget kræsen, når det kommer til sexlegetøj. Som er integreret helt naturligt i mit sexliv. Nogle gange bruger jeg det, nogle gange ej. Variation er godt!

Læs mere på lust.dk.

Se også: Kinky lingeri, krystaldildoer og det guddommelige: Sex er helligt

Fremsynet
Sexlegetøjsbloggeren JoanB har også beskæftiget sig med området i 20 år:

- Det er ikke helt forkert at sige, at butikken tilbage i 1998/1999 var super fremsynet med hensyn til måden at lancere og præsentere en sexforretning eller pornobutik, som man i dengang kaldte denne her type af butik med sexlegetøj. 

Lust evnede at invitere kvinder, unge som ældre, ind i en helt ny type af ramme og verden med sexlegetøj, hvor produkterne blev præsenteret i et meget mere luksuriøst og dekadent miljø - frem for fx de mange små sexshops i kvarteret omkring Istedgade, forklarer den i dag 43-årige sexlegetøjsekspert JoanB.

- At vi pludselig havde mulighed for at komme ind i en lækker og kvindeminded butik, der oven i købet var beliggende på den anden side af Rådhuspladsen, og her blev mødt af søde og vidende, kvindelige ekspedienter, det tiltalte rigtig mange af os – og gør det fortsat den dag i dag.

Både Sabina og Joan har arbejdet med sexlegetøj i 20 år. Privatfoto
Både Sabina og Joan har arbejdet med sexlegetøj i 20 år. Privatfoto

At man i kælderetagen i fred og ro kunne studere og tænde og slukke for de mange spændende vibratorer, uden at ekspedienten nødvendigvis stod på nakken af en, var helt klart også et stort plus, ifølge JoanB. Ikke mindst for de, der måske aldrig tidligere havde sat deres ben i en butik med sexlegetøj.

- Atmosfæren og indretningen af Lust i København gjorde, at både singlepiger, kærestepar og veninder fik mere lyst og ikke mindst mod til at spørge ind til de mange forskellige stykker sexlegetøj, samt måske endda købe en vibrator eller to med hjem.

Fysisk forretning
Grunden til at Lust med årene lige så langsomt blev overhalet af fx en webshop som danske Sinful.dk, der i dag er Skandinaviens største, handler rigtig meget om, er jeg ret overbevist om, at Lust nærmest udelukkende koncentrerede sig om de fysiske forretninger. Selv husker jeg fx den virkelig flotte Lust-afdeling i flere etager i Århus, jeg besøgte for nogle år tilbage.

- At få overført miljøet og ånden fra de fysiske Lust-forretninger til webshoppen, ham man måske ikke formået. Og med det rette tempo, eksempelvis. Samtidig vælger et stigende antal danskere i dag primært at købe deres sexlegetøj via nettet.  

Men muligheden var da klart til stede for, at Lust her i 2018 kunne have været en af førende webshops på markedet for salg af sexlegetøj herhjemme, mener bloggeren:

- Når man i bagklogskabens ulideligt klare lys ser tilbage på udviklingen. For Lust og Sinful handlede nemlig med rigtig mange af de samme produkter - lige som Lust på grund af deres fysiske butikker havde et naturligt forspring.

- Når det så er sagt, så er der fortsat en del danskere, der også fremadrettet vil vælge at handle deres dildoer, vibratorer og andre typer af sexlegetøj i de fysiske forretninger. Hvor man har mulighed for at stå med produktet i hånden og få en personlig service og instruktion, inden man eventuelt køber – og i den boldgade klarer Lust sig som bekendt fortsat rigtig godt, siger JoanB.

Sabinas højdepunkter og lavpunkter i karrieren

- Højdepunkter må være et takkebrev fra Dronningen - for en drømmepude, ikke en dildo - og de mange succesoplevelser ved foredrag og vidensdeling. Vi har vundet mange priser, blevet Gazelle virksomhed, fået Creative Circle Awards for kommunikation.

- Men fremfor alt er det viden om alle de mennesker, vi hjælper i det daglige, hele tiden. Det gør mig glad at tænke på, hvor mange mennesker der har været igennem Lust og fået hjælp til positive oplevelser.

Lavpunkter
- Finanskrisen var ikke sjov, det var nogle svære år. Og mandagen når begge butiksbestyrere, Lust København og Lust Århus, langtidssygemeldte sig samme dag grundet forskellige ting. Der var det træls at være iværksætter. Jeg har tænkt, at jeg burde gøre andre ting nogle gange, når alt er lidt for meget rutine, men Lust vil altså ikke have det!

- Heldigvis er der mange, der sammen med mig kan føre faklen videre, folk der ligesom mig brænder for at støtte andre indenfor seksualitet og selvudvikling. Jeg har lært utroligt mange inspirerende mennesker at kende, og Lust-teamet er sin vægt værd i guld. Jeg havde aldrig orket alene.

 

 

 

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen