Tjekliste: Er du i et forhold med psykisk vold?

- Ofte kan psykisk vold gå begge veje i forholdet, og det er helt almindeligt, at begge parter føler sig som ofre, siger parterapeuten Christiane Meulengracht

-- Over artiklen relateret Sexpert-tv: Bliv bedre til at skændes --

Det er nogenlunde let at afgøre, om man har et forhold med fysisk vold, men det er straks lidt mere vanskeligt at finde ud af, om ens dysfunktionelle relation er præget af psykisk vold.

Og den slags forhold er endda ofte forbundet med så meget skam og selvbebrejdelse, at vi nægter at erkende problemet.

Det mener parterapeut og forfatter Christiane Meulengracht, der sætter fokus på seks tegn, du kan bruge til at vurdere, om psykisk vold er en del af dit parforhold.

Meulengracht gør det blandt andet på baggrund af en ny rapport udarbejdet af Dialog mod Vold og Syddansk Universitet. Den peger på, at unge i Danmark oplever mere psykisk end fysisk og seksuel vold. En anden mindre videnskabelig poll fra analysebureauet YouGov viste i 2014, at cirka hver syvende er eller har været i et forhold med psykisk vold.

- I vores kultur og samfund hylder vi de stærke, handlekraftige og selvstændige. Og vi betragter det som en selvfølge, at vi hver især er i stand til at sige fra, når det er nødvendigt. Derfor er det også forbundet med meget skam at skulle fortælle sin omgangskreds, en professionel behandler eller sin partner, at man i parforholdet fx føler sig holdt nede, talt ned til eller manipuleret. Jeg har mødt mange klienter, som først efter de er ude af deres psykisk voldelige forhold, har erkendt hvor slemt det egentlig stod til, siger Christiane Meulengracht.

Sexperterne - 2. dec. 2016 - kl. 11:35 Sexologens tip: Det her gør den gode kæreste

Snigende
Parterapeuten mener, at en af udfordringerne ved at erkende psykisk vold i parforholdet, er, at den ofte kommer snigende:

- Det sker meget sjældent, at psykisk vold opstår ud af det blå. Ofte er der tale om gradvis udvikling, der til sidst tager form som systematisk verbal nedgørelse, kritik, brug af kontrol og trusler, siger hun.

Christiane Meulengracht påpeger, at psykisk vold meget sjældent foregår overlagt og med en intention om at nedbryde sin partner psykisk.

- Snarere er der tale om, at krænkeren ikke er i stand til at rumme og give udtryk for grundfølelser som vrede, misundelse, sorg og frygt som i stedet bliver vendt til jalousi, raseri, panik og besiddertrang. Ofte kan psykisk vold gå begge veje i forholdet, og det er helt almindeligt, at begge parter føler sig som ofre, fortæller Christiane Meulengracht.

Kys & kærlighed - 20. feb. 2017 - kl. 21:25 Dette øger risikoen for skilsmisse

Seks tegn på psykisk vold i dit parforhold
Christiane Meulengracht giver dig her seks tegn på, at du lever i psykisk voldeligt parforhold.

1. Du opdager, at du i højere grad gør ting for ikke at gøre din partner i dårligt humør, end du gør ting for at gøre ham/hende glad.

2. Du oplever dig jævnligt nedgjort af din partner, som samtidig opstiller regler for dig, er meget jaloux, kontrollerende og udsætter dig for trusler. Måske har du hørt din partner komme med trusler som 'hvis du forlader mig, kan jeg slet ikke stå inde for, hvad jeg gør' eller mindre direkte trusler.

3. Du oplever dig hånet og latterliggjort af din partner. Måske oplever du, at det sker, når I er sammen med fælles venner - eller bestemte bekendte.

4. Ofte oplever du, at det er dit ansvar, at din partner er i godt humør. Du er altid på vagt overfor, hvilket humør din partner er i, så du kan tilpasse din adfærd derefter. Måske føler du samtidig, at du skal gøre dig fortjent til fx penge, sex eller en tjeneste. Det kan både være direkte udtalt eller ligge i undertonerne.

5. Du oplever ofte, at dine synspunkter og tanker bliver negligeret af din partner. Når du enkelte gange italesætter det, nægter din partner, at det er tilfældet - og adfærdsmønstret fortsætter.

6. Du tænker ofte, at det er din egen skyld, at din partner er efter dig med mange ting. Du mener ikke, at du fortjener bedre, og at det er dig, der er noget galt med.

Christiane Meulengracht er par- og familieterapeut, sexolog og forfatter til bogen 'Kærlighed med vilje' samt værtinde på podcasten af samme navn. Læs mere på christiane.nu.

Kys & kærlighed - 23. jul. 2017 - kl. 22:49 Det lærte vi af vores skilsmisse

Det skal du gøre, hvis du er i et psykisk voldeligt forhold

Når du opdager og indser, at du også befinder dig i et psykisk voldeligt forhold, er der nogle ting, du kan gøre, ifølge Christiane Meulengracht:

1. Søg professionel hjælp, en psykolog, parterapeut, mv.

2. Erkend, at det er en fælles dynamik - det, du befinder dig i, handler ikke om at placere skyld. Ingen af jer kan være lykkelige, når volden udøves.

3. Arbejd med at træde ud af offerrollen (uanset hvem i parforholdet, som er den krænkende, eller om I skiftes til at have denne rolle). Ofte handler det om, at du arbejder med grænsesætning.

4. Tag ejerskab og ansvar for dit eget liv og din glæde. Begynd at lægge mærke til, hvor tit du lader dit humør og din handlekraft bestemme af andres humør og af omstændigheder uden for dig.

5. Der er noget, du skal acceptere (fx at du ikke kan ændre på andre), og noget, du skal give slip på. Udforsk, hvad det handler om for dig. 

De fleste vil gerne have et svar på, om man skal gå eller blive. Det er svært at generalisere. For det er en dynamik mellem to mennesker, og den kan altid ændres. Men det lykkes ikke altid, og slet ikke hvis kun den ene eller ingen har lyst til at erkende, at det er en fælles dans, som afhænger af det, de hver især bidrager med, forklarer Meulengracht.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen