Tre måder til at redde dit forhold gennem julen

Giv den helt rigtige gave - og undgå parterapeuten og skilsmissen i januar

Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

Kun en tåbe frygter ikke julen. Er din relation i forvejen uharmonisk eller der der fnidder i forholdet, så kan du være så sikker som den brune sovs til anden og gaver under træet på, at problemerne vil flamme op i juletiden.

Af samme årsag melder parterapeuter altid om ekstra travlhed i januar.

Er din kærlighedsrelation i forvejen belastet, kan du være sikker på, at julen sætter forholdet i en ekstra skruetvinge, fortæller parterapeut Christiane Meuhlengracht til Ekstra Bladet.

- Julen kommer ofte til at handle om børnene. Og gaver. Arrangementer. Men i dag er det ikke gaverne, der betyder mest for dem - eller jer. Det vigtigste er at opleve nærvær i familien. Dét er nemlig en mangelvare i vores samfund, siger terapeuten.

De fleste drømmer om en jul med hygge, harmoni, nærvær og glæde:

- Alligevel har vi travlt med at fylde juleferien med arrangementer og aktiviteter - som vi ender med at italesætte som noget ‘vi skal’. For det første er det ikke noget, vi SKAL. ‘Vi skal’ giver os med garanti heller ikke den nærværende og kærlige jul, som vi ønsker. Det kan bevidste valg om, hvad vi prioriterer derimod.

Aller første skridt for at undgå en skilsmisse er at lære at genkende signalerne, som peger på, at det går rigtigt skidt. (Foto: colourbox.com) Sexperterne Sådan undgår du skilsmissen

Planlæg julen
Ifølge Meuhlengracht skal I tale sammen og endnu vigtigere: lytte til hinanden:

- Den mest håndgribelige måde at gøre det på er at aftale et tidspunkt og et afgrænset tidsrum - fx 1/2-1 time. Gå en tur, snak i bilen eller over en kop kaffe. Aftal, hvordan I godt kunne tænke jer julen i år.

- Gå helt ned i detaljen. Få afstemt jeres forventninger og ønsker. Udgangspunktet er, at julen skal gør noget godt for jer hver især og for jeres parforhold, frem for at udtære og dræne jer for al energi og kærlighed.

Samtalen
Christiane kommer her med bud på, hvad I kan vende i denne samtale:

Hvad er egentlig meningen med, at VI fejrer jul?

Hvad gør vi for vores skyld - og hvad gør vi for andres skyld, eller fordi vi føler, at vi bør?

Når vi i januar ser tilbage på denne jul, hvilken fortælling kunne vi tænke os at have om den?

Det er dog ikke nok med en samtale: Man skal længere ind, man skal ind og pille ved alt:

- Drop halvdelen af de planer og forventninger, I har. Regn med, at jo større forventning du har til noget, jo større skuffelse når dine forventninger ikke bliver indfriet. Hold dig åben og nysgerrig.

- Særligt forventninger til ‘de andre’ kan være problematiske. Du kan ikke forvente, at din partner på magisk vis forandrer sig i juletiden. Det eneste du reelt kan ændre, er din egen indstilling og adfærd samt din reaktion på deres opførsel. Det er dit ansvar at skabe den følelse og den jul, du ønsker. Det er ikke kæresten, børnene eller din mor, der skal gøre det for dig.

Syretesten er ifølge Christiane Meuhlengracht at stille dig selv spørgsmålet: Skaber det, jeg gør, mere samhørighed og glæde eller mere distance?

Se også: Test dit forhold: Skal I skilles - eller går det super godt?

Gør noget
Gør noget for dig selv - og for din kæreste hver dag, er endnu et af terapeutens bud på, hvad der kan forbedre din jul og tiden derefter:

- Grundlæggende vil det, du fokuserer på, fylde mest i dit liv. Hvad skal det være i år? Alt det, som I har og skaber sammen, eller alt det, som du ikke er tilfreds med? Skal du vælge at have fokus på at nyde eller være stresset og skuffet?

En måde at fokusere på det positive er, at gør noget for kæreste - og dig selv.

- Hver dag. En lille forkælelse i december. Det behøver ikke at være tidskrævende. Det kan være alt fra ekstra kys og kærtegn, en lille seddel med i madpakken, eller at I sætter jer og snakker om jeres drømme i stedet for at se TV.

Kys & kærlighed - 20. feb. 2017 - kl. 21:25 Dette øger risikoen for skilsmisse

Stress
- Men er der overhovedet noget at gøre, hvis en enkelt stresset jul er nok til at vælte læsset?

- Ja, det synes jeg der er. Det vigtigste er nok erkendelsen af, at parforholdet er kommet dertil. Vi kan ikke tage skridt, der forandrer relationen, uden erkendelse. Der er fem skridt i forandringen. Erkendelse, commitment, accept, giv slip og ny action. Men det kan være svære skridt selv at tage.

- Hvis en jul vælter hele læsset for parforholdet er det sandsynligt, at I selv har prøvet flere forskellige tiltag for at forbedre relationen. Nu er det måske på tide at få ny hjælp. Det er ingen skam at få hjælp til det, vi ikke selv mestrer.

- Det kan være en god ide at parkere alt det svære i de sidste 14 dage af december og aftale, at I tager den svære samtale op igen inde i januar. Bare for at skabe noget ro i familien og give plads til at trække vejret. Så parker tankerne og grublerierne om store beslutninger, så du kan give plads til at være mentalt og følelsesmæssigt til stede i julen, siger parterapeuet Christiane Meuhlengracht.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen