Utroskab: Sådan undgår I det

Og sådan tackler I det, når skaden er sket

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

- Det bedste, man kan give et nyt par i bryllupsgave, er fem gange parterapi samt en lille konvolut med spørgsmålene: Hvad vil I gøre, når I begynder at kede jer i forholdet? Hvad vil I gøre, når seksualiteten begynder at blive ensformig, hvad vil I gøre, når nysgerrigheden og interessen for hinanden og når opbakningen forsvinder? Hvad vil I gøre, når I begynder at kigge efter andre?

Sådan siger Michael Loua, seksualrådgiver og parterapeut, da vi spørger, hvordan man som par skal forholde sig til det faktum, at op imod halvdelen af alle par oplever utroskab.

- Alle nye forhold begynder med en romance, men virkelighedens helt forventelige svigt og forsømmelser rammer en dag, og det er i de små forsømmelser, at utroskaben begynder. Det er derfor klogt allerede tidligt at lave klare aftaler om seksualiteten i et forhold, forklarer Loua, der også er formand for Dansk Forening for Klinisk Sexologi.

Han fortæller, at de fleste har nok den opfattelse, at utroskab er noget af det værste, man kan komme ud for. Det er samtidig umuligt at tale om. Både fordi utroskab sjældent bliver klart defineret, når vi skændes om det, og fordi rollerne er fastlagt på forhånd. Den, der knalder ved siden af, er skurken:

- I mine øjne er den, der lukker for seksualiteten - og det kan der være mange gode grunde til - men samtidig nægter at tale om det eller nægter at opsøge professionel hjælp, mindst lige så utro mod forholdet, som den, der gør det forbudte.

Foto: Shutterstock Sexperterne - 28. jan. 2018 - kl. 23:55 Nej - dette er IKKE utroskab

Ingen regler
Således nærmer Loua sig en af sine hovedpointer: Utroskab som aftalebrud: Seksualiteten i et forhold kører ikke efter internationale regler. Seksualiteten er baseret på sagte eller usagte regler og aftaler. Sex med andre kan være utroskab, men det kan også være noget, som et par har givet hinanden lov til:

- For at diskutere utroskab må vi først blive enige om, hvad det er. Den udbredte opfattelse er, at utroskab er at have sex med andre. Det er bare ikke præcist nok, for man kan godt have sex med andre efter aftale, som det fx sker i swingermiljøet, eller når alvorlig sygdom eller specielle seksuelle ønsker giver tilladelse til at have seksuelle oplevelser ude i byen.

Definitionen på utroskab skal strammes op, mener Michael Loua, der selv kommer med et forslag

- De seksuelle sidespring skal foregå uden den andens godkendelse. Det skal også være klart defineret, om det kun er samleje, der tæller som utroskab, eller om det også gælder tungekys, at danse tæt eller at kigge længe efter en anden. Nogle vil mene, at sexchat eller porno er utroskab.

- Utroskab er et seksuelt aftalebrud, som ikke nødvendigvis handler om samleje. Min definition af utroskab er 'seksuel ladet kontakt med andre uden partnerens accept'.

Sex med andre kan betragtes med mange øjne, forklarer seksualrådgiveren:

- For de fleste giver det nogle ret grimme billeder at forestille sig kæresten råknalde med en anden og stønne liderligt og give den fuld gas på sofabordet. Andre tænder på det. Cuckold/hotwife-sex handler om at se på og blive liderlig af at se partneren have sex med andre. Nogle nyder tanken om det, mens andre får ødelagt deres forhold.

Se også: 7 tegn på du skal tilgive utroskab

Sådan kan utroskab håndteres
Godt så. Men en ting er at have nogle definitioner og regler i forholdet - en anden ting er så, når uheldet er ude?

- Når der er mistanke om eller erkendt utroskab, så er der ingen lette løsninger. Der er ingen quick-fix. Utroskab giver altid ballade, og følelserne skal håndteres, før det bliver muligt at få en meningsfuld kriseløsning, men det kan godt lade sig gøre at komme videre, hvis der stadig er en varm relation at bygge på, siger Loua og fremdrager følgende eksempel.

Kæresten har haft sex med en anden, og det er blevet opdaget. Så er det ret ligegyldigt om det er fuldbyrdet samleje, hård petting, oralsex eller kinky sex

Der er foregået noget seksuelt uden kærestens vidende. Den første reaktion er chok, fortæller Michael Loua:

- Verden styrter sammen, tilliden brister. De følelsesmæssige reaktioner hos den svigtede er enten enorm vrede eller enorm tristhed. Disse følelser er så massive, at de skal håndteres, førend det bliver muligt at tale sammen overhovedet. Hos den, som har gjort det forbudte, finder vi formentlig et bjerg af skam på størrelse med Alperne.

- Det første, der sker er, at den eksploderende mistro sender sandheden til hjørne. Lige meget hvad der bliver sagt, bliver det mødt med mistro. Derfor: hold op med at sige så meget! Enten er der sket noget, eller også er der ikke. Hvis du vil videre i forholdet, må bortforklaringer og løgn stoppes. Pronto!

- Hvis du har overskredet jeres aftaler, må du indrømme det og tage balladen. Hvis ikke du har overskredet indbyrdes aftaler, så er anklagerne ubegrundede. En tredje mulighed er, at I ikke har haft klare aftaler.

Sex & samliv - 11. nov. 2016 - kl. 22:27 Sådan vil du føle, når du oplever utroskab

Følelser
Ifølge Loua giver det god mening, at der på side ét i terapibogen om utroskab står: Håndtering af svære følelser.

- I første række hos den forsmåede, som skal blæse sin vrede eller sorg ud. Der skal tales højt og råbes eller grædes. Den anden skal lytte og angre, så den forsmåede bliver mødt på sine voldsomme følelser. Glem ALT om at gå i forsvar!

- Bagefter skal skadevolderen til orde. SKAL! Hvis ikke den, som har knaldet uden om, får sat ord på sin skam og på sin fortvivlelse, så går processen i stå. Det er smart at have en neutral (professionel) med ved samtalen, for det kan være meget svært at styre, når man er overvældet af følelser. Det er i øvrigt bedre at lade sin vrede gå ud over porcelænet end over kæresten!

Hvis der stadig er kærlighed og varme i relationen, kan der efter vreden og angeren opstå en gensidig sympati, som der kan bygges videre på, fortæller Michael Loua:

'Fuck, du er en kæmpe idiot, og jeg hader dig for det, du har gjort mod mig, men jeg elsker dig stadig' hos den ene, og et 'fuck, jeg er en kæmpe idiot, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg kan se, hvor ulykkelig du er blevet' hos den anden. Det kaldes forsoning, og det er nødvendigt at nå dertil. Men dermed er det ikke slut.

Tillid
I næste fase skal tilliden bygges op, selv om der vil være tusinde tilbagefald til vrede/tristhed og fortvivlelse/skam undervejs:

- Det er formentlig tillidsbruddet og ikke så meget det kropslige, der er det sværeste at reparere. Vreden hos den forsmåede kan give lang tids væmmelse ved at holde, kysse og røre den anden. Det er ikke til at sige, hvornår straffen er udstået.

- For nogle bliver strafperioden overstået efter et stykke tid. For andre bliver straffen en periode af ubestemt længde, som derved kommer til at handle om andre ting. Følelsesmæssig magt, for eksempel. Det er ikke så godt for forholdet, men skurken kan have svært ved at insistere på, at kæresten må se at komme videre, fordi rollefordelingen og skylden sidder tungt.

Baseret på en fælles erkendelse af 'sikke noget lort vi har lavet for hinanden', bliver det muligt at forstå, hvor alvorligt tillidsbrud slår ned i forholdet, og hvor tungt ulykkeligheden og savnet har været hos den, som har været i byen for at få sex:

- De færreste, der knalder uden om, er nogle dumme svin, selv om de findes. De fleste har bare været i en ulykkelig periode uden kærlighed, uden opmærksomhed eller uden sex, hvor de ikke kunne finde på andet end at søge kontakt uden for forholdet.

Se også: Derfor er du utro

Mod
Uanset om det er sexchat, købesex eller samleje, er utroskab en ulykkelig handling i et ulykkeligt forhold, og hvis forholdet skal komme videre, skal denne ulykkelighed håndteres, mener Loua.

Først følelserne, så forsoningen, hvor indsigten og forståelsen opstår, og derpå skal der bygges op. Den bagvedliggende ulykkelighed skal klares, og det kræver mod for et forhold at træde ind i det skrøbelige udviklingsrum.

- Det kræver mod at sige 'jeg savner', 'jeg længes' eller 'jeg har det ikke så godt for tiden', og det kræver mod at kunne høre det. Men her ligger udviklingen. Her ligger guldet. Når vi med respekt og følsomhed kan forstå den andens trængsler, så bliver kærligheden både stor og rummelig, for hvem ønsker med vilje at gøre den elskede ondt? Hvis vi har lyttet til, hvor ødelæggende det er at blive svigtet, og vi alligevel svigter, så er det ikke længere ulykkelighed, der driver utroskaben. Så er det desperation, kynisme, grænseløs egoisme eller ondskab.

Se også: Det betyder kvinders utroskab

Undgå utroskab

Utroskab handler om tab af kontrol af den anden, men hvor meget kan vi kontrollere?

Det bedste middel mod utroskab, her forstået som aftalebrud, er at tage snakken tidligt i forholdet, mener seksualrådgiveren Michael Loua:

- I stedet for at kaste sig ud i en svær snak om fy-ordet utroskab, synes jeg, at man i stedet skal tale om troskab og for eksempel stille hinanden spørgsmålet 'hvad er troskab for os'? Hvad er det at være tro mod hinanden? Hvad vil vi gå med til? Her bliver det afklaret, hvad der er den enkeltes domæne og hvad der ligger i det fælles. Her finder vi ud af, hvad vi bestemmer selv, og hvad der bestemmes i fællesskab?

Her kan I tale om, hvorvidt det er ok at danse tæt, om det er ok at kysse og at kigge på andre.

- Her kan I fortælle hinanden, hvad det gør ved jer, når det sker. Folk er jo forskellige og har forskellige grænser. Nogle elsker måske at kysse, fordi det er dejligt, hvor aftalen kan være, at det er ok du kysser, for det er vigtigt for dig, men vi går sammen hjem. Det kan være ok at flirte, men vi går sammen hjem. Det kan også være ok at have sex med andre, men vi går sammen hjem.

Men er der ikke risiko for, at det udvikler sig?

- Ja, den risiko findes, hvis forholdet ikke er i orden, men så vil det ske før eller siden. Alle forhold rummer fra første dag en risiko for utroskab. Forladtheden er kun et skridt væk. Tallene for utroskab og skilsmisse taler deres eget sprog.

- Det går galt, når vores meddelelse om, at 'jeg har det ikke OK for tiden', eller 'jeg er begyndt at kigge efter andre' bliver mødt med vrede. Så forsvinder åbenheden og ærligheden, og så begynder hemmelighederne og utroskaben. Så træder vi ind på en glidebane af bortforklaringer

Problemerne kan ifølge Loua være manglende nærhed, manglende respekt, manglende kontakt, manglende opmærksomhed eller manglende sex:

- Vi ved jo godt selv, når vi begynder at sende lange øjne efter andre. Så skal parforholdet kigges efter i sømmene, og der skal være to til den samtale, siger Loua fra lystentiltysten.dk.

Tre gode råd for at undgå utroskab
Hav klare seksuelle aftaler i jeres forhold. Hvad er OK og hvad er ikke OK?

Giv plads til at fortælle hinanden, når det er svært.

Tal tidligt om, hvordan I vil håndtere det, når forholdet bliver udfordret og seksualiteten bliver kedelig.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen