Mandens seksualitet er ikke kun pik, porno og patter

Mandeterapeut gør op med fortællingen om, at kvindens seksualitet er fin og mystisk, mens mandens er plat og grim

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Der er ikke noget galt med Kvindernes kampdag, #metoo og den 'smukke feminine' seksualitet, men fortællingen rummer også en nedgørelse af manden og hans seksualitet.

Det mener mandeterapeuten Tomas Friis, der hjæper mænd med at finde deres maskuline kerne. Han har observeret en diskurs om, at kvindens seksualitet er fin og mystik, mens mandens plat og grim.

- Det er den fortælling, vi har haft kørende med stigende intensitet i i hvert fald 15-20 år. I forbindelse med frigørelse i 70'erne kæmpede kvinder blandt andet for retten til at være lige så seksuelt frie som mænd - efter at kvinders seksualitet har været set ned på i umindelige tider.

- Nu svinger pendulet tilsyneladende modsat sammen med diverse bølger - feminismer og den nuværende selvudviklingsbølge med tantra, og hvad har vi. Kvinder kan alt, skal alt, må alt, og den feminine seksualitet er åbenbart en mystisk, kompliceret og meget skrøbelig størrelse, siger Friis.

Se også: Mandeterapeut til den danske mand: Ta' dig nu sammen!

Grov
Mænd eller rettere det maskuline og dermed mænds seksualitet har ifølge mandeterapeuten altid været set som grov og ukompliceret:

- Man kan sige, at mænds seksualitet - i hvert fald fysiologisk set - sidder ude på kroppen og er til at se og forstå. Og det samme gælder hans orgasme, som er sat lig med udløsning.

Er mandens seksualitet da ikke bare pik, porno og patter?

- Mandens seksualitet er OGSÅ pik, porno og patter - men langtfra kun. Mænds seksuelle evne - både som den, der giver, OG som den, der modtager, har et kæmpe potentiale. Man kan sige, at den del, der handler om pik, porno og patter - eller sex, der er 'tre hug og en aflevering,' er rimeligt simpel, banal og ukompliceret. Der er bare så meget mere potentiale

- Og de fleste mænd har ikke lært andet om sex end via væg-til-væg porno på nettet. Så der er brug for en meget bredere oplysning om, hvad sex også kan være, ligefra teknik over følelser til de mentale og energi-mæssige aspekter.

- De fleste mænd får efter min erfaring ikke mere end 5-10 procent udbytte af deres sexliv - sammenlignet med hvad der er muligt, hvis man gider at interessere sig reelt for det og gøre en indsats for at lære det, siger Friis.

Sexperterne - 14. okt. 2016 - kl. 12:03 TV: Sådan bliver du en rigtig mand

#Metoo
Hvor og hvordan ser denne diskurs om fine kvindelige seksualitet og den grove mandlige komme til udtryk?

- #Metoo er det seneste symptom, mere subtilt er reguleringen fx på sociale medier. Og i hele medie- og underholdningsbranchen er standarden, at det er OK at gøre grin med, nedgøre og kritisere mænd og mænds seksualitet; Bøvernikker, vatpikke eller macho-idioter er det billede, man kan vælge imellem, mener Friis.

Han ser også diskursen i opfattelsen af seksuelle krænkelser:

- Det er kun kvinder, der bliver krænket, for det er kun kvinder, der KAN krænkes, 'fordi deres seksualitet er så sårbar!' Den ses også i forholdet mellem lærere eller andre autoriteter og for unge mennesker: Hvis det er en voksen mand og en pige/ung kvinde er det klamt, forkert og pædofilt. Hvis det er en voksen mand og en dreng/ung mand, så er det lidt 'oplæring' eller en på opleveren.

- Forskelsbehandlingen af mandlige og kvindelige pædagoger er et eklatant eksempel på skævvridningen, siger Tomas Friis, der ser diskursen i mande- og kvinderoller.

- Grundlæggende er offer-rollen kvindelig - og krænker-rollen mandlig. Hjælper-rollen kan begge bestride, enten Den fantastisk Flinke Fyr eller Mor-typen, men den sarte ER kvinden. Hvis en mand er sart - eller offer - ryger maskuliniteten. Det ligger helt nede i sproget med udtryk som vatpik eller tøsedreng.

Her gælder det
Gælder det mon også i Bogense eller mon kun i den kreative klasses spirituelle kvinde?

- På den helt korte bane gælder det nok mere i den selvbevidste eller talende' klasse. Men eftersom det er der, diskursen defineres, siver det hele vejen ud - også til Bogense. Det er mere udtalt, jo tættere man er på Rådhuspladsen, men værdierne og fortællingen siver via mediepres og underholdningsindustri helt ud i Vandkantsdanmark. Måske senere og lidt svagere, men dog så det kan mærkes.

Hvorfor er den mon så fremherskende i disse år?

- Det er ekstremt kompliceret og sammensat, men jeg tænker, at det er en uhellig kombination af blandt andet en den del af feminismen, der grundlæggende vil have magt - og en af metoderne er, at dæmonisere mænd og alt maskulint 360 grader rundt, siger Friis, der også peger på en anden faktor, der gøder grunden til denne diskurs: Velfærdssamfundet - som han kalder Mor-Korea - hvor alt er farligt, alt skal reguleres og ingenting må gøre ondt:

- Jo rigere og 'sikrere' og mere bekymringsdrevet et samfund bliver, desto mere plads bliver der til at fokusere på problemer, der ellers ville være irrelevante, fordi alvorligere problemer fyldte mere.

Se også: Kvindernes kampdag: De slås for retten til at være en tøjte

Hvad med manden?
Hvad kunne du godt tænke dig - at man også tager mandens seksualitet alvorligt? Og i så fald hvordan? Og hvem skal i givet fald stå bag en sådan ændring?

- Jeg kunne godt tænke mig, at HELE det maskuline blev taget mere alvorligt, herunder seksualiteten. Det har altid været sådan, at manden er det usynlige køn: Det køn 'det andet køn defineres i forhold til.'

- Det handler om at begynde at italesætte det maskuline positivt. Det er ikke KUN krænkende, men også stort, skabende og gavmildt. Det handler om at tale diskursen midt imod, selvom man risikerer at få hug i debatten, siger Friis, der mener, at ændringen er nødt til at komme fra mænd selv.

- Heldigvis ser det ud, som om de yngre generationer af mænd - omend i lille skala - er begyndt at interessere sig lidt mere for det mandlige, maskuliniteten og seksualiteten, siger Tomas Friis, som du kan lære mere om her.

Se også: Mandens seksualitet bliver også skammet ud

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen