Mor til tre om sprøjteorgasmer: Hvis han bliver ved, så tisser jeg på ham

Klumme: Sexlegetøjster JoanB elsker sine våde orgasmer, men synes også, jagten på dem har taget overhånd

-- Over artiklen relateret Sexpert-tv fra arkivet: Sådan giver du hende den våde orgasme --

Velkommen til en rejse igennem tiden og en voksen kvindes erfaringer med de der sprøjteorgasmer: Sexlegetøjstester og selvudnævnt sexinspirator JoanB skriver om den hypede orgasme - fra de første spæde og paniske forsøg, da hun var helt ung, til dagens våde eventyr:

Ååååhh, gud, tænkte jeg. Fuck, fuck, fuck, fuck!!!!

Hvis han bliver ved på denne her måde, så tisser jeg lige om lidt på ham.

Hvordan får jeg dog stoppet ham? Hvordan får jeg ham hurtigt til at forstå, at han skal holde op?  

Selv om det egentlig er SÅ vildt fedt – og det føles så godt.

Jeg var ung. Måske 18-19 år gammel. Bosiddende i London, i et hus, hvor der udelukkende boede unge mænd. Og den ene af fyrene var selvfølgelig blevet min kæreste.

Han var 22 år gammel, og han vidste lige nøjagtig, hvilken knap han med sine fingre skulle trykke på. Jeg var bare for ung og for seksuelt uvidende til at forstå, at han benyttede en helt bestemt måde at stimulere en kvinde på – og at jeg i situationen bare skulle have givet efter og taget imod.  

Men frem for at give los for lystfølelsen, så blev det i stedet til lidt af en kamp – en kamp for at få ham af mig, inden 'tisse-katastrofen' indtraf.

Mere end 20 år er nu gået, og jeg er selvfølgelig rigtig mange erfaringer rigere i dag.

Nok især fordi, at jeg har bevæget mig indenfor den erotiske branche i snart 18 år – og det er selvfølgelig fænomenet sprøjteorgasme, som jeg her taler om og kommer med mine holdninger til og betragtninger omkring.

 

Stritter
Selve ordet/begrebet sprøjteorgasme kan godt få det til at stritte lidt på mig.

For når jeg ser det for mig, så ser jeg de her kaskader af væske, der sprøjter ud af en kvinde.

Vi taler meget ofte om kvinder, der på forhånd sørger for at drikke litervis af vand, for så at få de her sprøjteorgasmer.

Jeg synes, det er vigtigt at pointere, at orgasmen ikke nødvendigvis behøves at være et mål i sig selv. Og da slet ikke sprøjteorgasmen. Oplevet med mine øjne handler det meget mere om at kunne tage imod stimulationen - det evnede jeg ikke som ung - og så ikke mindst VÆRE i stimulationen af G-punktet. Uden decideret at jagte orgasmen.

Vi har set det flere gange i fjernsynet:

Kvinde ligger på sengen med let spredte og let bøjede ben. En mand sidder på knæ imellem benene på hende. Med to fingre, formet som en krop, finder han frem til hendes G-punkt – der er placeret 4 – 6 centimeter inde i skeden, lige op under skambenet, og begynder så at massere det, imens han med den anden hånd trykker hende på maven, lige over skambenet.

Og han trækker i hende, og han trækker i hende, med sine fingre, og så er jagten på den mytiske og så eftertragtede orgasmeform ellers skudt i gang.

Han bliver ved og ved. Trækker kun hårdere og hårdere, og hurtige og hurtige – og det er faktisk et sindssygt hårdt arbejde, har flere mænd, der dyrker orgasmeformen, fortalt mig.

Ofte hårdt i sådan en grad, at musklerne begynder at syre til, inden væsken til slut sprøjter ud af hende.

Sprøjteorgasmen bør ikke være målet
Når sprøjteorgasmen, og ikke den indledende og mellemlæggende stimulation af G-punktet, pludselig bliver både formålet og målet for det hele, så kan det meget hurtigt blive et nederlag for manden, hvis det ikke lader sig gøre. Og opleves samtidig som et nederlag for hende, for ALLE kvinder, hører man igen og igen, kan jo sprøjte – og det er primært her, er jeg overbevist, det går galt.  

I mange tilfælde, tror jeg, så handler det helt enkelt om mangel på ærlig kommunikation ham og hende imellem. At hun ikke kan få sig selv til at sige fra, selv om hun måske ikke synes, det er vildt fedt. Samtidig føler han sig som mindre mand, hvis ikke han evner at give hende denne her angiveligt fantastiske oplevelse.  

Man kan drage en sammenligning til dengang, hvor analsex pludselig blev det helt store. Noget ALLE skulle dyrke. Hvor sexformen på rekordtid gik fra at være ekstremsex til at blive noget, der på den ene, anden eller tredje måde skulle indgå i den sex, man sammen dyrkede.  

Ja, alle kan få den i numsen. Det gælder både mænd og kvinder. Men fordi en sexform pludselig bliver hypet, så er det jo ikke lig med, at alle synes lige godt om måske hverken at give eller modtage analt.  

Den såkaldte sprøjteorgasme har været lidt på samme type af rejse – og jeg tillader mig at sætte et stort spørgsmålstegn ved, om de her seksuelle trends altid er lige gode og sunde.

Han gik lige i G-punktet
En anden kæreste, jeg havde i mine 20'ere, havde, hvad man ynder at kalde for en krummerik – altså en penis i erigeret tilstand, der kroger ret meget. Hans krummede ret meget til højre, kan jeg tydelig huske.

På grund af krumningen var der stort set kun en stilling, vi endte med at bolle i.

Jeg lå på ryggen med stængerne i vejret, og han lå så på tværs, nede for enden af mig, så hans penis pegede direkte op i G-punktet på mig. For her virkede den bare hver gang for mig – og oplevet i bakspejlet, så var jeg på daværende tidspunkt ikke så lidt egoistisk.  

Jeg tænkte udelukkende på egen fornøjelse, ikke specielt meget på hans.

Formentlig har den sex, vi i kort tid havde sammen, i virkeligheden nok været rimelig træls for ham. Han kunne jo hverken tage mig bagfra, i missionæren eller i nogen anden stilling, uden at det hurtigt blev decideret ubehageligt for mig, fordi han så bankede ind i siden på mig.

Og når han lå på denne her måde, altså på tværs, så havde jeg oven i købet rig mulighed for at stimulere mig selv samtidig. Så den stilling fungerede bare…. I hvert fald for mig.

Uden at vi nødvendigvis behøvede at gå til ekstremerne med hensyn til stimulationen af mit G-punkt.

Se også: Sabine, 41: Mine orgasmer er ofte voldsomme - og altid drivvåde

Malkning af kvinden
Mange af de såkaldt sprøjteorgasmer, jeg har overværet andre kvinder få (i sex- og swingerklubber), er blevet fremprovokeret i en så voldsom grad, at jeg vil betegne det som en ren og skær malkning af kvinden.   

Hvor kvinden med to eller flere fingre, formet som kroge, bliver flået i underlivet - og som regel i en så voldsom grad, at partneren, der udøver ”massagen”, simpelthen går ind og – ja, presser citronen. Under massagen af G-punktet presser manden på hendes blære i sådan en grad, at væsken decideret tvinges ud af skeden på hende.

Og ja, jeg ved godt, hvordan det opleves. Jeg har selv været der, hvor jeg gik over mine egne grænser og lod en mand fremprovokere en sprøjteorgasme på mig.

Og jeg må ærligt tilstå, at jeg mere lod det ske for hans skyld. Det var ikke en fornøjelse for mig.

Til hver en tid, som med kæresten med krummerikken, vil jeg 100 gange hellere foretrække en klitorisorgasme krydret med en mere lækker omgang G-punktsstimulation, der indimellem også ender ud i en våd orgasme. Eller en fugtig orgasme, jeg ynder at kalde det.     

De kvinder, der squirter, uden at der er malkning med inde i billedet, kan jeg af samme årsag noget bedre forholde mig til. Altså hvor 'seancen' ikke nødvendigvis ender med springvand fra det indre, men hvor man i stedet bliver ekstra våd i forbindelse med sin orgasme.

Så er det jo heller ikke være, meennn!
Nu behøves det jo ikke at blive gjort til et kæmpe problem, at sprøjteorgasme-seancer med årene er blevet så ekstremt populært at dyrke. Folk må naturligvis dyrke den form for sex, de nu engang tænder på og har lyst til.

På den anden side så lægger denne her type af seksuelle modefænomener et vis pres på rigtig mange kvinder – og mænd.

Specielt når vi igen og igen i blade, på nettet og på tv bliver præsenteret for hvor fantastisk 'alle andre' har det med at dyrke analsex, sprøjteorgasme – og nu senest 'sort sex', efter at Fifty Shades universet har sat sit præge på vores sexliv.

Blandt andet kan jeg huske et indslag fra et af Bubbers sexprogrammer på tv, samt samme typer af indslag i andre tv-dokumentarer fra swingerklubber, hvor man bliver gjort opmærksom på, at denne her sprøjteorgasme kan alle kvinder komme til at opleve – og den er ååååhhh så fantastisk.   

Ja, formentlig er det muligt at malke de fleste kvinder til såkaldt sprøjteorgasme. Men er dette så ensbetydende med, at det samtidig er den mest fede og vildeste form for orgasme, man som kvinde kan få?

Se også: Forskere ikke i tvivl: G-punktet findes

Hvem kan sprøjte længst og mest?
Når jeg som fotograf har været på besøg i en swingerklub, hvor jeg har overværet kvinder sprøjte, har det nærmest været som om, at kvinderne indbyrdes konkurrerer om, hvem der kan sprøjte mest og vildest. Det er næsten sammenligneligt med mænd, der konkurrerer om at kunne sprøjte længst med deres sæd. Hvem skriger højest, hvem sprøjter mest?

Helt personligt kunne jeg godt tænke mig, at vi kvinder og mænd begyndte at fokusere lidt mere på selve stimulationen, og måske den våde orgasme, som ikke med vold og magt skal fremtvinges.

Der er jo masser af kvinder, der bliver meget våde – både før, under og efter orgasmen.

Men på en eller anden måde, så har den fugtige/våde orgasme bare ikke længere helt den samme værdi. Måske fordi, den ikke er helt lige så visuel som sprøjteudgaven.

Jeg tror, det ville være godt for rigtig manges både selvværd og sexliv, hvis lidt af præstationspresset omkring de vilde og voldsomme sprøjteorgasmer blev dæmpet – og man i stedet kunne ”nøjes” med at komme frem til den fugtige/våde orgasme til hende.

Som i min verden samtidig, der jo også tæller en del, er meget mere behagelig og givende.

Sex & samliv - 7. sep. 2016 - kl. 20:16 Få sandheden om kvinders orgasmer her

Kvinde, du kan (også) godt selv
At stimulere eget G-punkt, med fingrene, er ikke specielt nemt – og bliver hurtigt en krampagtig omgang, og så er det svært at komme i mål. 

Heldigvis så findes der et utal af G-punkts-vibratorer, man som kvinde her kan benytte.

Herudover er der også Rabbit-vibratoren, som stimulerer G-punktet og klitoris på samme tid.

I en forholdsvis ny sexlegetøjstest, jeg har lavet, der stødte jeg rent faktisk på en såkaldt Wand vibrator, som er udformet noget anderledes end de wands (stavmassage-apparater), de fleste kender til.  

Fremfor at den super kraftige vibrator har dette her store 'mikrofonhoved', der primært benyttes til stimulation af klitoris, så er denne her lidt anderledes Wand designet som en decideret G-punkt vibrator, men stadig med strøm fra væggen af. Samtidig er den med et trinløst hastighedshjul, hvor man løbende under stimulationen af sig selv kan skrue og op ned for vibrationerne.

Via denne her Wand kom jeg for nylig det tætteste, jeg nogensinde er kommet på at få en skede-orgasme – ved ene og alene at benytte et stykke sexlegetøj. Vibratoren, for at sige det mildt, mere eller mindre tævede mig indvendig, på den gode måde. Men indrømmet, det var en smule grænseoverskridende.

Men da jeg fra start til slut 100 procent kunne styre og kontrollere det hele selv, både med hensyn til vibrationernes hastighed og styrke, så kunne jeg også sikre, at det blev mere behageligt end ubehageligt – og altså lige ved og næsten også endte med en orgasme.

Se også: Så skulle den sprøjteorgasme være sikret

G-punkts stimulation giver kraftigere og længere klitorisorgasmer
I dag, hvor jeg har rundet de 40 år, der har jeg for længst lært mig selv at sætte grænser, når det kommer til, hvad jeg ønsker at lægge G-punkt til. Samtidig har jeg lært at tage imod fremfor at bekæmpe denne her tissetrang, der helt automatisk følger med at blive G-punkts-stimuleret.

Og så har jeg fået øjnene op for, at stimulation af G-punktet har en tydeligt forstærkende effekt på mine klitorisorgasmer.  

At det både bliver meget nemmere at opnå en klitorisorgasme, samt at klitorisorgasmen, når den kombineres med stimulation af G-punktet, også bliver væsentligt forstærket – samt at orgasmen varer i længere tid ad gangen end ellers.

Hele tre positive ting på en gang!

Joan har testet legetøjs til g-punktsstimualtion her, her  og her.

Herunder Sexpert-tv: Kvinde på 40 kan ikke styre sine våde orgasmer:

26 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere