-- Over artiklen her relateret Sexpert-tv: Bliv bedre elsker med disse trick --
Måske er nytårsfortsætter som røvhuller: Alle har dem, men der kommer sjældent noget godt ud af dem.
Ikke desto mindre har sexjournalist Tomas Roar en lille plan for det nye år, som måske også får betydning for læseren.
I en halv menneskealder har jeg skrevet om sex. Omdrejningspunkterne har mestendels været, hvordan man får mere af det, og hvordan man gør det bedre.
Intet galt i det. Opskrifter og guider skal ALTID skrives og især læses som inspiration; ikke som manualer, der skal følges slavisk.
Alligevel har der måske manglet noget. Poesien, mellemrummene, musikken - alt det, der ikke kan sættes på formel, men som er så essentielt i god sex.
Nu er det ikke ukompliceret at inddrage et poetisk element ind i journalistik. Forskellen på journalistik og litteratur er nemlig i min optik lidt som den, der er mellem porno og erotik.
Porno og journalistik handler om at vise, beskrive, anskueliggøre, afsløre, udpakke, blotlægge en til en. Erotik og litteratur er meget mere om alt det, der ligger mellem linjerne, det usagte, det hemmelige, indpakningen, ambivalensen, fantasien og tvivlen.
Her er et par eksempler fra det levede liv, hvor pladsen til det, der ligger imellem ordene, teknikkerne og de udtalte mål, burde blive større. Så må vi se, om der fremover også kommer mere af det her på siderne.
Dating
Illusionen, vi alle køber, og som alle datingsites og -apps så beredvilligt leverer, er, at den eneste ene findes derude, og at vedkommende også lever fuldstændig op til vores millimeter-præcise søgekriterier og fordringer.
Her må jeg skuffe den romantiske læser med et skud virkelighed: Alle mennesker lugter, og kærlighed tager tid.
Hermed ikke sagt, at man ikke må have nogle generelle forventninger til en potentiel partner. Men jo flere specifikationskrav (højde, drøjde, film- og boligsmag, seksuelle præferencer, lokation og bryststørrelse), der skal sættes flueben ved, jo mindre plads er der til mennesket bag. Og til dig selv.
Giv lidt luft til det skæve, det uperfekte menneske, ham den generte med topmave og intet job og hende med de korte ben og hestegrinet.
I den forbindelse er det måske en god ide at lade lidt flere ting være op til fortolkning og dagsform. Jeg har hørt om mange mænd, der - før de overhovedet har mødt kvinden i den virkelige udgave - spørger ind til analsexpræferencer og behov for smæk i den bare. Emner, der i nogle tilfælde måske nok vil være mere passende at udfolde i en samtale face to face, krop mod krop, hvor der er mere plads til mellemregninger, eventualiteter og muligheden for at hviske: 'Det kan vi måske finde ud af sammen.'
Lucy: Lav et seksuelt nytårsfortsæt
De frække sms'er
De saftige, detaljerede, udpenslede og pirrende sms'er, som man udveksler med sin elskede eller blot sin frække date, kan virkelig opvarme den mest triste og råkolde mandag i januar.
Slibrighederne tager sig ofte ud som spørgsmål/svar: 'Hvad kan du lide, og hvordan kan du lide det?' og/eller som en fælles beskrivelse af et fremtidigt seksuel møde. En slags drejebog.
Her er faren, at de små kække kommentarer bliver taget alt for bogstaveligt, når sex sker. Et ekstra lag lægges henover udskejelserne: 'Hvordan var det nu, hun skrev, hun helst ville have det?'
I stedet for at mærke efter, hvad der sker og lade øjeblikkets enestående poesi udfolde sig i al sin uperfekte fumlen, er man i værste fald slave af planen eller blot mindre nærværende og dermed mindre åben og modtagelig for egne og partnerens små signaler.
Kærestesex
Min kloge kollega, sexolog og parterapeut Signe V. Bentzen, fortæller, at par meget hurtigt - allerede efter ganske få samlejer - finder et fælles knaldemønster, som derefter ligger mere eller mindre nagelfast.
Her taler vi alt: Hvem der tager initiativ, tidspunkt, stillinger og orgasmerækkefølge.
Mens vaner kan være de rammer, der gør os trygge nok til at hvile i hinandens arme i fuld tillid til, at man bliver grebet i orgasmens frie fald, er det også vanerne og mønstrene, der begrænser de erotiske udfoldelser med kedsomhed til følge.
For eksempel kan manden blive følsom og forvirret og irriteret, når kvinden ændrer præferencer i løbet af en cyklus: Pludselig reagerer hun ikke, som hun plejer på et givent kærtegn.
Så kan han ikke finde ud af, hvad han skal gøre, og hun bliver lidt mopset over, at han bliver en kende handlingslammet.
Her er øvelsen, at begge parter lader der være plads til at lade tilfældet og tvivlen få plads. Alle knald skal ikke nødvendigvis være større, bedre, vildere og mere orgasmiske end det forrige.
Også her er det på sin plads at huske Leonard Cohens:
There's a crack in everything - that's how the light get in.