SMil fejrer 40 år med fræk fest

Formand for sadomasochistforeningen ser tilbage på sejrene de sidste årtier og frem mod nye

Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

For få årtier siden blev S/M set som sært, hvis ikke decideret sygt. Sådan er det heldigvis ikke mere. Men der er stadig et vist tabu forbundet med at dyrke BDSM, som er den mere moderne term for seksualiteten i det sorte univers.

Det forklarer Kim, der er formand for SMil København, som i disse dage fylder 40 år, hvilket de fejrer med en stor fest i klublokalerne i Vanløse ved København 18. maj.

Vi tog en snak med formanden om udviklingen de seneste 40 år.

- Har de fleste efterhånden forstået, at man ikke nødvendigvis har en psykiatrisk diagnose, bare fordi man nyder BDSM?

- Der er ingen tvivl om, at for 40 år siden var det forbundet med rigtig store udfordringer at være til BDSM. Det var lige fra det helt banale med overhovedet at finde de grundlæggende informationer om, hvad ens seksualitet egentlig var for noget til den store udfordring med at møde ligesindede og meget gerne seksuelle partnere - måske endda kærligheden.

- For 40 år siden var det meget tabubelagt at have en seksualitet, der adskilte sig fra det almindeligt kendte. Derfor har det sikkert ofte været meget ensomt, fordi man ikke har haft nogen at dele sine tanker og følelser med. Ligesom det har været svært at komme i gang med din seksuelle rejse, hvis du troede, at du var den eneste, der havde det sådan, siger Kim til Ekstra Bladet.

BDSM står for bondage, dominans, sadisme og masochisme. Betegnelsen har i vid udstrækning erstattet S/M.

Se også: Smæk og dominans: Så udbredt er det

Bedre
Kim, der har været i SMil i ni år, mener, at billedet er langt mere positivt nu:

- I dag tror jeg faktisk, at langt de fleste har forstået, at BDSM er en dejlig seksuel praksis og ikke noget, der på nogen måde er behandlingskrævende. Men det er nok generelt for hele vores samfund, at tolerancen er steget voldsomt, samt at ikke mindst forståelsen af, hvor bred og mangfoldig den menneskelige seksualitet er.

SMil har som forening aldrig været større eller stærkere, fortæller Kim:

- Uanset om du ser på medlemsantal, faciliteter eller organisering, oplever vi en gylden periode. Vi kan tilbyde unikke forhold til vores medlemmer i vores lokaler på over 500 kvadratmeter, samtidig med at vi har kræfterne til også at kæmpe for at nedbryde fordomme i samfundet ved fx at gå med i Priden.

Se også: 33-årig kvinde: Føler mig fri når min kæreste dominerer mig

Fordomme
- Hvad med fordomme?

- Ja, der eksisterer stadig de helt banale fordomme - som at BDSM’ere nok er en lille smule forkerte skruet sammen oven i hovedet, når man ser på, hvad de kan lide at gøre ved hinanden. Især hvis man kun ser på den fysiske del af det med piske og håndjern, hvor folk gør ‘slemme’ ting ved hinanden.

- Men kigger du ordentlig efter, vil du opdage den dybereliggende ømhed og respekt, der er blandt udøverne, forklarer formanden.

- Vi plejer at sige, at på trods af at vi beskæftiger os med så stærk en kraft som den menneskelige seksualitet, er vores miljø helt utroligt fredeligt. Vold og skader er nærmest ikke-eksisterende i vores miljø, fortæller Kim, der også aktivt forholder sig til medierne.

Kommer der nogle kedelige overskrifter i medierne, hvor ‘uvidende journalister’ blander BDSM-begrebet sammen med simpel kriminalitet, kontakter foreningen dem omkring misforståelsen, erklærer Kim:

- Da BDSM udøves frivilligt af ligeværdige voksne mennesker, har det intet med vores verden at gøre, hvis en kriminel forsøger at undskylde sin forbrydelse med, at personen er til BDSM.

Kim forklarer, at det da er muligt, at personen er til BDSM.

- Men hvis kun den ene part deltager frivilligt, så er det ikke sex mere, men simpelthen kriminalitet. BDSM er en seksuel leg, hvor der indgår dominans og underkastelse i en eller anden form, men det sker altid i gensidig respekt for hinanden.

Formanden mener, vi ikke endnu er i mål på tabufronten, men det gælder generelt i vores samfund:

- Men vi er kommet langt de sidste 40 år. Dengang var det meget svært overhovedet at møde mennesker, der åbent stod ved, at de var til BDSM. Det er langt nemmere i dag, men kampen fortsætter.

Se også: 46-årig kvindelig chef: Derfor er jeg masochist

Hvad skal vi med SMiL
- Hvorfor overhovedet have en sådan forening (SMil) - hvorfor er folk egentlig medlemmer? Jeg mener, vaniljefolket har jo ikke en forening for vaniljedyrkere ...

- Hvis hovedparten af Danmarks befolkning var til BDSM, ville vi meget gerne nedlægge os selv og overdrage foreningens lokaler til foreningen Vanilla - for folk, der ikke tænder på erotisk dominans overhovedet.

- Men hvis det ikke sker, er SMil meget vigtigt som et sted, hvor BDSM’ere kan møde ligesindede. Og hvor foreningen fortsat kan arbejde på at nedbryde fordomme i det omgivende samfund. BDSM er heller ikke bare en seksualitet, det er en hel subkultur med egne ord, mødesteder, tøj, musik, osv. Derfor ville det være meget mærkeligt, hvis ikke der var et centralt sted at mødes.

- Hvad håber du, der sker til jeres fest til maj?

- Det bliver den største BDSM-fest i et årti, og vi håber, at alt kan komme til at ske. Vores program er fyldt med en masse spændende indslag, og udvikler sig hele tiden. Men fremfor alt tror jeg, at det bliver en fantastisk fest, fordi der vil komme BDSM-udøvere fra hele landet samt udlandet.

SMil København fejrer sin 40 års fødselsdag 18. maj på Skjulhøj Alle 57A, 2720 Vanløse.

50 Shades

Har man sagt BDSM, må man også sige 50 Shades. Vi spurgte Kim, formand for SMiL, København, om 50 Shades bølgen har været godt eller skidt for BDSM-miljøet i Danmark:

- Jeg tror, svaret må være hverken eller. Det har helt sikkert hjulpet hos vanilje-udøvere, at de kunne læse bøgerne og se filmen for på den måde at få lidt mere viden om BDSM og måske få aflivet en fordom eller to.

- Men for folk i miljøet har bøgerne været noget, man generelt har smilet lidt af og betragtet som en form for BDSM science fiction, fordi de er så langt væk fra noget, vi kender, eller som sker i virkeligheden.

- Det er lige fra det helt grundliggende med en milliardær, der er i slutningen af 20’erne og bare har styr på alt, samt en 21-årig jomfru, der som hendes første seksuelle erfaring kaster sig ud i en avanceret seksualitet som BDSM.

- Dertil kommer den helt overordnede præmis om, at der er noget galt med Mr. Gray, fordi han er til BDSM - det er nok det mest useriøse. Derfor tør jeg roligt konkludere, at den fremgang, vores forening oplever lige nu, intet har at gøre med de bøger, siger formanden for SMiL i København, Kim.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere