Stephanie: Vis du kan li’ mig

Her havde jeg lige regnet med, at jeg kunne slippe afsted med at skrive en klumme om alt det dejlige, man kan finde på med hinanden, hvis man er nødt til at være indenfor, når sommervejret driller. Tage i sommerhus og blive indenfor dagen lang, gå på sightseeing i hinanden, mens regnen trommer ned udenfor. Eller være rigtig god ved sig selv på egen hånd. Men sådan som solen insisterer på at skinne, og humøret stråler om kap med den, så må jeg jo ud. Og så kan I passende komme med. Stephanie CaruanaDrysset over græs og parkbænke sidder par i alle aldre og køn og blomstrer. Der nusses, kysses og holdes i hånd, som gjaldt det livet. Og det gør det jo på en måde også. For hvis vi ikke blev forelskede, eller bare i det mindste tændte på hinanden ind i mellem, så var vi jo for længst uddøde. Arkivartikel Forspil i Kongens Have Sidst jeg var i Kongens Have, lå der et ungt par på et tæppe i nærheden. De var så opslugt af hinanden, at man skulle tro, de allerede var i gang med deres forspil. Sammenviklede i en konstant bevægelig udgave af ’kluddermor’. Men med tøj på. Meget nuttet og meget distraherende. Voyeurister og lumre lurere havde i hvert fald nok at se på. Andre ville nok tænke ’jamen, så gå dog hjem og få knaldet!’. For ærligt talt, det virkede lidt fjollet at udsætte det, når de nu var så vilde med hinanden. Man kunne også vælge at blive forarget over den fuldstændig skamløse og alligevel ærbare fortæring i fuld offentlighed. Jeg sad bare og sippede et glas med champagne med mine venner og glædede mig over dem, når jeg sneg mig til at kigge. For de to var så livsbekræftende. Alligevel mærkede jeg også et lille ærgerligt stik i hjertet, fordi jeg tænkte på de gange, hvor jeg har savnet den kontakt, de to havde til hinanden. Han gad mig ikke ude For nogle forhold forstår man bedst, når man er ude af dem igen og har det hele i bakspejlet. Når man er forelsket i et andet menneske, kan det være svært at se de små tegn på, at følelserne ikke er gengældt i samme grad. For eksempel så jeg en mand gennem et godt stykke tid, og det var først længe efter, at det gik op for mig, hvor køligt han egentligt opførte sig, når vi var ude sammen. Jeg forventede aldrig, at vi skulle være lige så tydelige i vores begær som de to unge mennesker, men mindre kunne også have gjort det. Det var et forhold, der var begyndt med begær og aldrig rigtigt kom ud af stedet fra det. Men lige så sulten, han var efter mig, når vi var alene, lige så fjern var han, hvis vi var ude. Han tog ikke min hånd eller lod fingrene strejfe mig, hvis andre kunne se det. Og jeg vidste instinktivt, at hvis jeg ville beholde ham (lidt længere), så skulle jeg heller ikke gramse på ham uden for hjemmets fire vægge. Jeg fik endda opfattelsen af, at hans tilbageholdenhed i virkeligheden var en slags avanceret dominans, der blot gjorde mig endnu mere vild med ham. På visse måder var det såmænd ikke tosset, for ethvert besøg på restaurant eller museum var som at sidde i en trykkoger af undertrykt liderlighed, der måtte vente til senere, hvor vi så kunne få afløb for alt det, der var blevet sparet op. Giv den gas Altså, jeg er ikke dum. Men jeg indså det virkelig først bagefter. Indså, hvad der fremkaldte den følelse af fremmedhed og længsel efter ham, jeg elskede. Den mangel på kontakt, der altid gjorde mig i tvivl om, hvordan jeg skulle opføre mig sammen med ham, hvis vi var ude. Jeg kunne ikke mærke, om han kunne lide mig. Først da det var slut – helt slut – slog det mig. Måske skammede han sig over mig? Måske vidste han ikke, at jeg gerne ville mærke hans hånd i min, og ikke først i sengen. Eller – og det er jo nok i virkeligheden sandheden – måske vidste han med sig selv, at selv det mindste offentlige kærtegn var for intimt til ikke at blive tolket som kærlighed, både af mig og af andre. Og det var nok ikke lige ham, når det kom til stykket. Mit næste forhold var i begyndelsen præget af, at jeg så alting med det nye blik, jeg havde fået. Bagklogskabens lys skinner så klart, at det skærer i øjnene, men det lyser kun på visse ting. Jeg hæftede mig ved den nye mands forsigtighed. Tolkede det som kulde. Jeg var selv yderst varsom. Og så om sommeren skete det. Vi mødtes, sad på en plæne i halvskyggen og puttede. Helt naturligt, varmt og kærligt. Helt ligeglade med, hvem der kunne se det. Jeg mener, at der var folk, der råbte ’Ismand!’ efter os, men jeg var for forelsket til at stoppe. Nu, midt i den brandhede sommer, forstår jeg egentligt godt Hr. Kølig. For der kommer jo et ansvar, når man rækker ud efter hinanden. Der er noget ejerskab og stolthed over et kærtegn i det fri, uanset hvem der kan se det. At holde om hinanden viser jo, at man holder af hinanden. Og hvis man ikke kan eller vil tage det ansvar og den kærlighed på sig, så skal man jo heller ikke tage den hånd eller give det kys. Men for fanden, hvis du er vild med nogen, så giv den gas.

Ekstra Bladet annoncer

Rapportér annonce

Tak for din henvendelse

Fejl

Sender rapport

Stephanie: Vis du kan li’ mig

Der er meget at tolke ud fra din date eller bedre halvdels måde at behandle dig på, når I er ude i offentligheden