Usolidarisk at knalde med fremmede i en coronatid

Danske Pia er rystet over, at mange mænd på frækt datingsite stadig vil mødes for at dyrke sex

Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

- Jeg er mildt sagt forbløffet over, hvordan mænd, singler såvel som gifte, kontakter mig og tror, vi skal have sex.

50-årige Pia, der som single har været på alt fra victoriamilan og scor til tinder og sugardating, har oplevet det adskillige gange den seneste uges tid.

Mænd skriver til hende i håb om udveksling af erotiske safter - og endda på trods af, at hun på sin profil netop havde forklaret, at hun holder coronapause.

- Det er vildt nok. Nogle af de her mænd mister for tiden masser af penge på grund af coronaen. Smitten skal begrænses, også for deres forretnings skyld. Og alligevel tænker med de pikken her.

- Vi kommer sgu ikke videre, hvis det er sådan, de tænker og agerer. De kan jo også smitte deres koner og børn og så videre. Det er vildt, at de her mænd tænker så kortsigtet, for ellers er mange af dem ret skarpe og succesfulde.

Pia synes ellers, at sugardating er mere ærligt end for eksempel Tinder, hvor mænd lover guld og grønne skove for at komme i trusser på hende.

- Med sugardating er rammerne klare på forhånd, vi aftaler det hele, inklusiv seksuelle grænser og lyster. Og så er det bare lidt frækt og kinky med at lege elsker og elskerinde. På et dyrt hotel med fine middage og interessant selskab, Ja, jeg kan lide at blive feteret… siger Pia, der håber, at der med tiden vil komme billige hjemmetest for corona, så al sex for singler og lignende ikke bliver lukket land.

Pia, der er receptionist i København, er også medlem af diverse kinky, private sexloger og swingerklubber, hvor der klart er meldt ud, at al aktivitet er sat på pause.

- Det kunne de her mænd godt lære lidt af.

Foto: Shutterstock.com Kys & kærlighed - 15. nov. 2018 - kl. 20:03 Det kan DU gøre for, at I får mere intimitet i forholdet

Usolidarisk sex
Seksualitetsdebattør og forfatter, cuddlinginstitutstifter og intimitetsfetichist Lucy Vittrup er også lidt overrasket, da vi forelægger hende Pias historie. Mange håndterer angst og ensomhed ved at søge sex - det er meget normalt, forklarer forfatteren.

- De næste uger, måske måneder, kan det ene knald med en, du IKKE bor sammen med i forvejen, starte en smittekæde, der ender i nogen andres død.

- Derfor kommer vi i den kommende tid til at forholde os til alle behov - behov for fysisk berøring, for kys, for kram, for at sove i ske, for at sidde sammen og grine med venner - og for sex med den brille på. Det medfører, at vi nu må tænke i andre baner for at få de behov dækket - for eksempel gennem brug af teknologi.

Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde
 

- Er det ganske forventeligt og naturligt, at de her mænd tager chancen, når man har behov for fysisk kontakt?

- Jeg tænker, at lige nu kan vi ikke arbejde med ‘meget naturligt'. Vi er alle i samme båd. Singler, par, unge, gamle, tykke, tynde, heteroer, LGTBQ - det handler om noget, der er større. Og derfor må vi alle stå sammen - det er usolidarisk at hamstre, og det er usolidarisk at knalde med folk, man ikke kender.

- Jeg ønsker ikke at stigmatisere nogen. Og derfor er det vigtigt, at dette ikke handler om at lange ud efter de seksuelle eller gøre liderlighed forkert. Vi står blot i en situation, hvor vi alle bliver nødt til at troppe op solidarisk, siger Vittrup.

Se også: Næste skridt mod den totale sexfrihed

Intimitet
- Hvad kan vi gøre, når vi mangler fysisk intimitet

- De, som bor sammen med andre, må jo godt røre ved hinanden. De kan for eksempel øve sig i non-seksuel fysisk berøring som at ae hinanden mere, afsætte tid til fodmassage, hovedmassage, ligge sammen og læse op af noget inspirerende. Uanset om man bor med en, man har sex med eller ej, så er det en god øvelse at skrue op for non-seksuel berøring i hjemmet.

- Hvis man bor alene, må vi se på forskningen i forhold til, hvad der booster tilknytningshormonet oxytocin. Det gør langsom berøring af sig selv - her kan man igen øve sig i non-seksuel berøring. Oftest er soloberøring alt for kort og orgasme-fokuseret.

- Man kan danse til høj musik. Man kan sørge for at gøre ting, som giver følelsen af fællesskab, som at være med i gruppemøder på FB. Det giver ikke fysisk intimitet fra andre, men det give følelsesmæssig intimitet, og det er bedre end ingenting.

- Og så kan man skrue op for videosamtaler med mennesker, man ellers normalt skriver med eller kun taler i telefon med, siger Lucy Vittrup, der i denne tid giver mange intimitetsråd på sin facebookprofil og på sin hjemmeside lucy-vittrup.com.

Foto: Shutterstock.com Sex & samliv - 23. jan. 2020 - kl. 23:27 Der er også følelser i sextech

Masser af trafik på scor

Scor.dk, hvor mænd og kvinder i 22 år har søgt sex af den uforpligtende slags, oplever mere trafik end ellers. Det oplyser webmaster Thomas.

- Der er flere brugere på i dagtimerne end normalt, og der er gang i både chat og private beskeder.

- Specielt vores blogsektion sker der meget i. Folk debatterer corona, hvad man kan gøre, når man er hjemme og alt muligt andet. Der er sågar nogen, som arrangerer en onlinefest på fredag med drinks og frække outfits.

- Der er stadig folk som søger til IRL møder, men vi har opfordret folk til at afvente med dette indtil videre. Vi har af samme årsag aflyst alle brugerevents måneden ud, fortæller Thomas fra scor.dk.

Ikke alle tager det så helt til sig. En mandlig bruger skriver torsdag eftermiddag i Quickscor, hvor man kommer direkte på forsiden til alle brugerne af scor.dk: ‘Fuck corona - søger fræk kvinde eller par til leg i aften.’

Og da Ekstra Bladet oprettede en kvindeprofil, der søgte en flirt, fik vi i løbet af en halv time otte mails fra mænd, gifte såvel som singler.

De kan selvfølgelig godt bare være interesseret i at chatte…

Fredag morgen oplyser scor.dk, at de sletter alle Quickscor-beskeder, der opfordrer til nu og her sex.  

36 kommentarer
Vis kommentarer