Vil du se porno? Så er det frem med dit pas

Til april bliver du som brite mødt af id-krav for at få adgang til den gratis porno

Sexpert-tv Classic: Porno og unge - godt eller skidt?

-- Over artiklen relateret Sexpert-tv fra arkivet: Sexologen advarer mod porno til unge --

De britiske myndigheder har det historisk stramt med kønslivets glæder, og det seneste udtryk for det er den lov, som til april kræver, at pornosites skal kræve alders-verifikation fra brugerne, der kommer fra Storbritannien.

Så skal man diske op med mobilnummer, kørekort, pasnummer eller kreditkort-info i et nyudviklet system, der kaldes AgeID. Er man ikke mindst 18 år gammel, eller vil man ikke give disse informationer, er der ingen adgang til slibrighederne.

AgeID er udviklet af mastodonten Mindkgeek, som står bag gratis-tubesites som Pornhub og Youporn, nogle af verdens største sites.

Som bruger skal man kun taste info ind første gang, man vil ind på et pornosite, og så får man automatisk adgang, når man ellers støder på andre sites, der har tilknyttet AgeID.

James Clark, der er talsperson for AgeID, udtaler ifølge Independent.co.uk:

- Vi har skabt et værktøj, der er i overensstemmelse med britiske lovgivning, som både beskytter børn mod at støde på porno og giver myndige sikker og privat adgang til pornosider.

De forventer, at 25 millioner vil logge sig ind via AgeID i løbet af den første måned.

Kritik
Målet er altså at gøre det svært for børn og unge under 18 at få adgang til pornoen, men AgeID møder også kritik. Ikke alle bryder sig om tanken om, at pornovaner kan trackes på den måde.

Anders Kjærulff, der er vært på 'Aflyttet' på Radio24/syv, er mildt bekymret over metoden, der bryder med måden, vi i Danmark har tilgået porno. Udlandet har ofte prøvet med forbud og censur, mens vi har haft en vis succes med oplysning og uddannelse. Og han håber da også, at det britiske tiltag ikke kommer til Danmark. For han ser potentielle udfordringer ved AgeID.

- Umiddelbart er jeg ret sikker på, at Mindgeek har styr på sikkerheden, så de ikke hackes. Hvilket ellers kan være en af de helt slemme hacks. Tænk bare på, hvad der skete, da utroskabsitet Ashley Madison blev hacket for et par år siden, hvor mindst tre begik selvmord som følge af de oplysninger, der kom frem i lyset.

- For ikke at tale om det utal af skilsmisser som fulgte. Hacker man AgeID, kan man forestille sig store muligheder for afpresning. Men som sagt, det er sandsynligvis ret stramt sikkerhedsmæssigt.

Disrupte
Før de gratis tubesites for ti år siden disrupterede pornobranchen og vores pornovaner, måtte man tit frem med kreditkortet og betale for snasket. Her lå dine data dog kun hos en lille udbyder, mens AgeID i princippet samler data fra mange, forklarer Kjærulff:

- Det andet potentielle problem er, at Mindgeek, som altså styrer verdens største gratissites for porno, får adgang til endnu mere viden om brugerne. De tracker os i forvejen, og med AgeID får de tegnet et endnu tydeligere billede af vores digitale dobbeltgænger.

- Således kan Mindgeek blive en af overvågningskapitalismens hovedaktører sammen med Facebook og Google. De kan med AgeID berige deres data om os og videresælge de ekstrakvalificerede data til tredjepart.

- Hvis AgeID var styret af staten, kunne man være nervøs ved tanken om at give myndighederne indsigt i ens pornovaner - som det nok bliver nu, får 'kapitalen' den magt.

Anders Kjærulff tør ikke gisne om, om AgeID med tiden vil komme til Danmark, men:

- De fleste bekymrede forældre i Danmark indfører jo bare overvågning af ungernes mobiler og computer - hvilket også er klamt.

Det er endnu ikke klart, hvornår præcis AgeID vil træde i kraft for britiske internetbrugere, men man regner med april. Man vil også kunne købe særlige pornoadgangskort med koder for fem pund hos særlige forhandlere.

Britiske pornopushere, som ikke følger loven, vil kunne risikere bøder på 250.000 pund eller fem procent af omsætningen.

53 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen