Elever skal i dette års Mediekonkurrence producere nyheder med afsæt i temaet "Døden er da noget, vi taler om".

Årets Mediekonkurrence for Skoler er et samarbejde mellem JP/Politikens Hus, Mary Fonden, Børn, Unge & Sorg og Østifterne. Samarbejdet giver elever i hele Danmark muligheden for at sætte gang i samtalen om døden, selvom det kan være svært.

Tilmelding til årets mediekonkurrence er nu åben. Tilmeld din klasse på Newsdesk.dk
Tilmelding til årets mediekonkurrence er nu åben. Tilmeld din klasse på Newsdesk.dk

Døden er en del af livet. De fleste af os oplever både alvorlig sygdom og det at miste nogen i vores nære familie allerede som børn. Når vi mister, savner vi – alligevel kan det være svært at tale om sorgen og om minderne. Hvorfor er det sådan?

Med Mediekonkurrencen for skoler skabes grundlaget for en vigtig dialog om døden. Det er nemlig bevist, at det er lettere at bære sorgen, hvis vi har nogen at dele den med. Forhåbningen er derfor, at eleverne vil tage udfordringen op og give deres bud på, hvordan vi bedst tematiserer død og alvorlig sygdom.

Selve konkurrencen, der i 2019 finder sted for syvende gang, foregår fra uge 38-46. Her får 6.-10. klasser landet over mulighed for at dykke ned i de journalistiske genrer og agere nyhedsredaktion med livet og døden som omdrejningspunkt. Eleverne vælger selv, om de vil deltage i konkurrencen med et nyhedssite eller en fysisk Politiken-, Jyllands-Posten- eller Ekstra Bladet-avis.

Vi skal tale om døden

Vi kommer ikke igennem livet uden at opleve døden. Derfor er man hos Børn, Unge & Sorg også glade for at kunne være med til at sætte gang i en dialog om et svært og tabubelagt emne. 

"Det er, som om vi har glemt døden. Vi lukker øjnene for den og bilder os ind, at vi lever evigt. Dødens tabu betyder, at vi har svært ved at tale med mennesker, der har alvorlig sygdom og sorg inde på livet, og mange efterladte mødes derfor af tavshed. Sorgen bliver ofte en ensom affære, og sådan skal det ikke være!", siger direktør i Børn, Unge & Sorg, Preben Engelbrekt.

Del jeres følelser

Mange oplever at miste et nært familiemedlem allerede som barn eller ung. Dette fører uundgåeligt til mange følelser, der er præget af sorg, minder og savn, hvilket kan være svært at tale om. Konsekvensen af den manglende samtale kan føre til en følelse af ensomhed, fordi omgivelserne af misforstået hensyn eller berøringsangst ikke får spurgt ind.

Mary Fonden har derfor også har haft et stort ønske om at sætte fokus på døden og alvorlig sygdom for på den måde at gøre den tilhørende samtale og deling af følelser lettere.

"Med temaet ’Døden er da noget, vi taler om’ ønsker vi at gøre det lettere at tale om død og alvorlig sygdom. Vi skåner hinanden for død og sygdom, fordi vi tror, det er en måde at passe på hinanden på. Men i virkeligheden er det det modsatte. Døden er en naturlig del af livet, og det er følelserne, der følger med, også. Dem skal vi kunne dele med hinanden", forklarer direktør i Mary Fonden, Helle Østergaard

Når Mediekonkurrencen løber af stablen, vil elever og lærere blive hjulpet på vej med blandt andet online-værktøjer, elevsite, hotline og undervisningsmateriale. Det hele afsluttes med et stort event, hvor de bedste aviser og nyhedssites kåres.

 

FAKTA OM MEDIEKONKURRENCEN

  • Årets tema: ”Døden er da noget, vi taler om”
  • Forløber i ugerne 38-46 i efteråret 2019: Lærerne bestemmer selv, hvordan de placerer timerne
  • Alle 6.-10. klasser kan være med i konkurrencen, og det er gratis
  • Hver klasse laver deres egen online nyhedssite og/eller avis og modtager efterfølgende 500 eksemplarer af avisen trykt på rigtigt avispapir
  • Eleverne kan integrere filmproduktion, artikelskrivning, sociale medier, blogging, research, reportage og interviews
  • Mediekonkurrencen retter sig mod dansk, engelsk, samfundsfag, historie, geografi og kristendom
  • Den trykte avis produceres i ’Newsdesk’ – JP/Politikens Hus’ didaktiske avisværktøj til skoleelever
  • Vinderne kåres og præmieres i forskellige kategorier og aldersgrupper
  • Tilmeld klassen på newsdesk.dk

 

0 kommentarer
Vis kommentarer