Vinderne af Mediekonkurrencen overraskes i klasselokalet

Der blev stille i klasselokalet på Carl Nielsen Skolen, da undervisningen pludselig blev afbrudt. Ind ad døren kom repræsentanter for mediekonkurrencen med et kamerahold for at fortælle 7.A, at de har vundet Mediekonkurrence for skoler 2019.

Eleverne kiggede overraskede rundt i klasselokalet, da de onsdag d. 17. december fik at vide, at deres avis har vundet. Reaktionen på nyheden lod vente på sig, og klassen sad et øjeblik og vidste ikke helt, hvad de skulle sige. ”Betyder det så, at vi har vundet over B-klassen?” lød det pludselig fra en elev et sted i lokalet. ”Ja – det betyder, at I har vundet over alle,” svarede klasselærer Christina Jægerholm.

Mens nyheden stille og roligt sank ind, blev de småforvirrede grin erstattet af jubel og glæde, da det gik op for dem at de havde vundet.

Mistet tidligere klasselærer

Mediekonkurrence for skoler har i år haft titlen ’Døden er da noget, vi taler om’ og afholdes af Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten i samarbejde med Mary-Fonden, Børn, Unge & Sorg og Østifterne. 7. A. er blevet kåret som vinderne af bedste Politiken-avis for 6.-7. klasser af en jury bestående af journalister fra Politiken og repræsentanter fra samarbejdspartnerne.

Juryen har valgt 7.A. som vindere fordi deres avis er helstøbt, og fordi den tager stilling til årets tema med nuancerede vinkler og personlige historier. Særligt har juryen bidt mærke i en artikel, hvor elever fra 7.A. skriver om deres tidligere klasselærer, som de sidste år mistede til kræft. Tabet af deres klasselærer betød, at det havde været en følelsesladet proces for klassen at arbejde med emnet.

”Det var hårdt, fordi så skulle vi tænke tilbage på, hvordan det har været. Især hvordan det var at miste,” siger Andreas Højgaard Darnitt til TV 2 Fyn.

Elevernes nye klasselærer, Christina Jægerholm siger, at det har været rart at kunne bearbejde tabet af den tidligere klasselærer med sine elever i arbejdet med avisen, samt dele andre oplevelser om død, sygdom og sorg med hinanden i klasselokalet.

”Det har egentligt været enormt rart at kunne være i det sammen med eleverne. At få skrevet om det og få snakket om de her lidt svære snakke,” siger hun til TV 2 Fyn.

Event og præmieoverrækkelse

I slutningen af januar skal 7.A. fra Carl Nielsen Skole kåres som vindere af kategorien ’Bedste Politiken-avis i 6.-7. klasse’ til et festligt event i Pressen i JP/Politikens Hus i København sammen med de klasser, der har vundet i de andre kategorier.

Til eventet vil de i alt otte vinderklasser få overrakt medaljer af chefredaktørerne fra Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, og Kronprinsesse Mary vil holde en tale. Vinderklasserne vil desuden modtage en pengepræmie, som klassen kan benytte i fællesskab.

Vinderne i de otte kategorier er:

Ekstra Bladet 6.-7. klasse: Tingagerskolen 7.x. - X-tra News

Politiken 6.-7. klasse: Carl-Nielsen Skolen 7.a. - CNS aktuelt

Jyllands-Posten 6.-7. klasse: Frederiksberg Skole 7.b. - Den sidste tid

Nyhedssite 6.-7. klasse: Nathalie Zahles Gymnasieskole 7.b. - DPT Død på tale

 

Ekstra Bladet 8.-10. klasse: Marienhoffskolen 8.a. & 8.b. - Hoffposten

Politiken 8.-10. klasse: Hareskov Skole 8.b. - Døden Nær

Jyllands-Posten 8.-10. klasse: Viby Friskole 8.kl. – Viby Dead or alive

Nyhedssite 8.-10. klasse: Tibberupskolen 9.G. - På den anden side

0 kommentarer
Vis kommentarer