Dagen før guldbrag: Brøndby-chef på overraskende visit

Alexander Zorniger afså tid til at se skolefodbold-semifinale dagen inden, Brøndby spiller guldbrag i Herning

Foto: Henrik Schou
Foto: Henrik Schou

Torsdag aften skal Brøndby spille en af klubbens allervigtigste kampe i mere end et årti, når den nuværende førsteplads i Superligaen skal forsvares mod guldrivalerne fra FC Midtjylland, der byder op til dans på hjemmebanen MCH Arena.

Mens de sidste forberedelser gøres på Vestegnen, så fandt Brøndbys succestræner Alexander Zorniger alligevel tid til - i et ellers travlt program - at aflægge et visit ved Ekstra Bladet Skolefodbold, da Brøndby Strand Skole spillede semifinale mod Hedegårdsskolen fra Ballerup.

Zorniger overværede 20 minutter af drengenes semifinale, og han forklarede, hvorfor han dukkede op til verdens største skolefodbold-turnering.

- Jeg er her, fordi det er en Brøndby-skole, der spiller. Selvom det ikke er alle, der spiller i Brøndby IF, så vil jeg gerne være et ansigt udadtil i hele Brøndby.

- Det er en semifinale i verdens største skoleturnering. Selvom jeg er 50 år gammel, har jeg også selv spillet skolefodbold engang. Når man er i den alder, som de her drenge er, så er det det vigtigste i hele verden. Det er nærmest som et VM for dem, lyder det fra Brøndbys tyske chef.

Selvom Zorniger ingen aktier havde i kampen, så gav han alligevel råd med på vejen.

- Jeg har lige stået og talt med Brøndby Strand Skoles træner. Jeg vil ikke sige, jeg har givet ham gode råd, men jeg har da givet ham et par velmente fif på sådan en stor dag, lød det fra Zorniger.

Om fif'sne virkede, skal vi lade være usagt, men semifinalen endte med en 1-0-sejr til Hedegårdsskolen, der dermed er klar til skolefodboldfinalen, der bliver spillet på Odense Stadion 26. april.

Zorniger sammen med Brøndby Strand Skole. Foto: Henrik SChou
Zorniger sammen med Brøndby Strand Skole. Foto: Henrik SChou
 

TV: Drømmemål gav billet til Odense

Se karakterer fra semifinalen - og stem selv

Generalen ledte tropperne i finalen