Sportschefen: Bedre end Bernabeu

Ekstra Bladets Sportchef Allan Olsen er imponeret over finalerne i Ekstra Bladet Skolefodbold

VI SPRINGER fra brydekamp på Bernabeu til party i Parken. Fra megaintenst, milliardslagsmål til forrygende fodboldglæde. Fra Real Madrid-Barcelona i Champions League til Ekstra Bladet Skolefodbold-finaler.

DET KAN umiddelbart virke som et temmelig langt udspark, men den sidder alligevel lige i krogen - og jeg var lige godt underholdt. Intensiteten og viljen til sejr var lige så stor i Parken som i den spanske hovedstad. OK, de flot kæmpende finalister i København var ikke oppe i det røde felt som Pepe, Alves, Marcelo og alle de andre letantændelige stjerner, men til gengæld leverede de i perioder de flotte spil, som vi manglede i braget på Bernabeau – og der var heldigvis ingen Mourinho-defensive typer blandt trænerne. Alle spillede deres chance - og tak for det!

Se den nye gruppe: Ekstra Bladet - Fodbold, fodbold, fodbold HER !

FOR BEGGE finaler er konklusionen krystalklar: De bedste hold vandt. Uden diskussion.

Hos pigerne var der ganske vist spænding om resultatet, men fløjraketten Anna-Sofie Jørgensen flænsede græstæppet op i højre side og leverede oplæggene til alle tre mål, så Havrehedskolen kunne tage syngende hjem til Fyn.

LÆS OGSÅ: Lykkelige fynske piger

HOS DRENGENE var forskellen endnu større. Johannesskolen var bare Go'hannesskolen - og Frederiksberg-drengene cruisede en sikker sejr hjem. Anført af Philip Zinkernagel, der gjorde det som Ronaldo ikke kunne mod Barcelona. Nemlig ramme målet på frispark - og det så han formentlig har scoret alletiders finalemål i Ekstra Bladets skolefodboldturnering. Hamret op i krogen med en fantastisk sparketeknik - og det er ingen tvivl om, at FC Nordsjælland har set rigtigt i, at tilknytte den talentfulde offensivspiller.

DE TO FINALER STRÅLEDE om kap med forårssolen - og afslutningen på verdens største skolefodboldturnering var brandvarm. Eller totalt nice som de glade vindere sagde.

LÆS OGSÅ: Per Bjerregaard: Pragtfuld turnering

Næste år fylder Ekstra Bladets fantastiske turnering 50 år og helt ærlig: Lad os nu få slået et slag for at få fyldt Parken næste år. Vi foreslog det sidste år, men gentager gerne. Lad de fantastiske finaler være afslutningen på en idrætsuge i Københavns Kommune. 50 ÅR ER INGEN alder og deltagerne bliver heldigvis ikke ældre. Derfor er Ekstra Bladet Skolefodbold stadig slagkraftig og vi er ordentlig stolte af, at være 'leverandør til dansk fodbold siden 1961'.

Vi glæder os allerede til næste år, så sørg nu for, at din skole er med.

Se den nye gruppe: Ekstra Bladet - Fodbold, fodbold, fodbold HER !

Se tidligere finaler her

Se tidligere finalers prisvindere her