TV: Super-L.I.G.A underholdning til finalerne

Det koster dig ingen-ting: Stjernetrioen L.I.G.A sørger for partymusik og store krammere til alle, der fester med Ekstra Bladet 9. april i Farum Park

- Jeg var selv inde og se skolefodboldfinalerne hvert år, da jeg gik i folkeskole, og der var altid mega-Mega-MEGA god stemning!

- Det bliver specielt at spille på et stadion med så mange festglade mennesker, fortæller Ihan Haydar og modtager store nik med nakken og 'helt sikkert'-kommentarer fra resten af L.I.G.A.

Supertrioen har på få måneder sparket døren ind til dansk musiks absolutte Superliga med hits som 'Skylder Dig Ik' Noget' og 'Den Første Gang'.

I dag 28. marts udgiver gruppen deres debutalbum, der ganske simpelt bærer gruppens eget navn, L.I.G.A.

Ufattelig succes
Og for Nicky Russell, Feras Agwa og Ihan Haydar er det stadig svært at forstå den succes, de har oplevet sammen de sidste seks måneder.

- Det er gået så stærkt, at vi er gået fra at være hyggemusikere og til at have en plade ude, som seriøse folk og fans forholder sig til. Jeg kan stadig ikke helt fatte det, siger Nicky og afbrydes af en grinende Feras:

- Jaja, men jeg er stadig fattig!

Se også: Tilmeld dig finale-eventet på Facebook

Anmeld os, Treo

Meget tyder dog på, at rapperen Feras, trommeslageren Ihan og sangeren Nicky snart får penge på bankbogen.

- Vi har 74 jobs henover sommeren og en plade på gaden med nogle meget personlige sange, vi er stolte af. Det er skønt, lyder det samstemmende fra gruppen.



- Nu håber jeg virkelig, jeres musikanmelder Thomas Treo tør anmelde vores album. Han er altid så sur - forhåbentlig kan vores musik muntre ham lidt op, siger Feras og flækker i et kæmpe gadedrengesmil.

Opfordringen hermed sendt videre.

Ingen stjernenykker
Men uanset hvordan anmeldelsen falder ud, skal L.I.G.A nok skabe en fest til finalerne i Ekstra Bladet Skolefodbold 9. april. Det lover Ihan, der spillede skolefodbold i fire år og selv modtog fidusbamsen:

- Jeg blev hentet op i 6. klasse for at spille angriber for Glumsø Skole, så jeg ved, hvor stort det er for de piger og drenge, der har nået finalerne. De fortjener en kæmpe fest.

Nicky bryder ind:

- Så mød os i Farum Park til finalerne, vi giver en kæmpe krammer til jer allesammen. Det koster jo ingen-ting!

Se også: Sådan gik finalerne i 2014