FC Barcelona udvikler talenter i Danmark

Er du den nye Messi? FC Barcelona åbner talentakademi i Ballerup

Måske er DU et af de nye talenter, som bliver opdaget på FC Barcelonas talentakademi. (Foto: AP Photo/David Ramos)
Måske er DU et af de nye talenter, som bliver opdaget på FC Barcelonas talentakademi. (Foto: AP Photo/David Ramos)

FCBEscola Copenhagen bliver det officielle navn for FC Barcelonas satsning i Danmark. Talentakademiet skal ligge i Topdanmark Hallen i Ballerup kommune. Det oplyser repræsentanter for FC Barcelona og Ballerup Kommune på et pressemøde.

Satser på unge talenter
Akadamiet er for talenter mellem seks til 16 år - både piger og drenge. Er du i den alder, og er du særligt talentfuld med en fodbold, har du mulighed for at komme til optagelsesprøve på talentakadamiet. Optagelsesprøven bliver afholdt 9. og 10. maj, og det bliver fem trænere fra FC Barcelona, som kommer til at stå for det.

Se også: Skal din skole vinde?

Træner fra FC Barcelona
Når akademiet åbner i august i år, vil der være træning for de udvalgte talenter to til tre gange om ugen samt interne kampe hver lørdag. Den daglige træning vil blive ledet af en professionel træner fra FC Barcelona, som også skal stå for uddannelse af 8-10 danske trænere, der skal være med til at uddanne de unge spillere, oplyser klubben.

Se også: De spiller til finalerne i Odense

Samarbejde
Talentakademiet er tænkt som et samarbejde og en udveksling mellem dansk og spansk fodbold. Det vil i højere grad handle om at udveksle kompetencer og ikke om at rykke danske talenter til Spanien, forsikrer direktøren for FCBEscola, Xevi Marce.

Allan Simonsen var tilstede ved pressemødet i sin rolle som ambassadør for FCBEscola. (Foto: POLFOTO)
Allan Simonsen var tilstede ved pressemødet i sin rolle som ambassadør for FCBEscola. (Foto: POLFOTO)

Simonsen er ambassadør
Allan Simonsen er ambassadør for FCBEscola i Danmark og deltog i den forbindelse i pressemødet. Allan Simonsen har selv spillet for FC Barcelona og har spillet hele 163 kampe for holdet i årene 1979 til 1983. Som den eneste skandinaviske fodboldspiller nogensinde blev Allan Simonsen i 1977 udnævnt som Europas bedste spiller.

Udover optagelsesprøven 9. og 10. maj har du også mulighed for at vise dit talent - og muligvis blive optaget på akademiet ved FC Barcelonas sommerfodboldskoler, der afholdes i Ballerup, Odense, Aarhus og Billund.
FC Barcelona har også planer om at åbne et akademi i Tokyo i Japan, samt nogle sommerskoler i Rusland.

Se også: Læs alt om slutspillet

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere