18 straffespark

17 mål: Nymarksskolen og Nyborg Friskole ude i nervepirrende drama

Onsdagens opgør måtte afgøres på straffe. Foto: Lars Pedersen
Onsdagens opgør måtte afgøres på straffe. Foto: Lars Pedersen

På Fyn manglede der kun at blive spillet én kamp i turneringens anden runde for pigerne, og den stod mellem Nymarkskolen, Kerteminde og Nyborg Friskole . En kraftig vind over det østfynske resulterede i meget vanskelige betingelser for pigerne, men alle gik til kampen med krum hals og var opsatte på at avancere til turneringens tredje runde. Se kampfakta her.

Det stod hurtigt klart, at begge hold havde placeret deres profiler på henholdsvis midtbanen og i forsvaret, for målchancer var i den grad en mangelvare i kampens indledning. Faktisk skulle der gå 17 minutter, inden den første oplagte målchance opstod: Gæsternes Sumaya Hassan fik prikket bolden fra én af Nymarkskolens centrale forsvarsspillere, men alene med målmand Amalie Blåsvær fik angriberen gummiben, og afslutningen manglede saft og kraft.

Åbnede op
Det var som om, at denne afslutning åbnede lidt op for spillet på banen, og pludselig var der målchancer i begge ender, men skarpheden manglede, og de to hold måtte gå til pause uden scoringer på kontoen.

Træner for Nymarkskolen, Tage Hammerstad, var fortrøstningsfuld i pausen, selvom hans spillere ikke havde udnyttet vinden som ønsket. Desuden efterlyste han flere dybdeløb fra såvel midtbane som angreb. Samtidig blev Nymarkskolens anfører, Solveig Bisgaard, rykket frem fra sin plads som central midtbane til en plads som angriber i erkendelse af, at holdet ikke havde tilspillet sig ret mange målchancer i første halvleg. Det skulle vise sig at være en god beslutning.

Se også: TV: Wiese viste vejen

Hurtig føring
Allerede i anden halvlegs tredje minut kunne Solveig Bisgaard sætte foden på et hjørnespark, og så var Nymarkskolen foran med 1-0. Skulle et hold føre på dette tidspunkt, så var det trods alt fair nok, at det var hjemmeholdet.

Nyborg Friskole spillede ufortrødent videre, og specielt samarbejdet mellem midtbanestyrmanden Vigga Fredslund og angriberen Nora Lassen begyndte at skabe lidt sprækker i det ellers godt organiserede forsvar hos hjemmeholdet, hvor Hannah Kirketorp spillede en fin kamp.

Solveig Bisgaard nettede to kasser. Foto: Lars Pedersen
Solveig Bisgaard nettede to kasser. Foto: Lars Pedersen

Se også: TV: Storm startede festen

Hjælp fra vejrguderne
Der skulle dog en lidt uheldig clearing til fra Nymarkskolens målmand, Amalie Blåsvær, før Nyborg Friskole kom på tavlen. Med hjælp fra den kraftige vind lykkedes det for Sofie Hansen at sparke bolden i mål fra små 30 meters afstand, da Amalie Blåsvær var kommet på mellemhånd. På dette tidspunkt var der spillet små 40 minutter af kampen.

Der var små ti minutter tilbage, da den første tilskuer nævnte ordet straffesparkskonkurrence, men stort set i samme øjeblik blev ordet glemt igen, da Solveig Bisgaard udnyttede en fin frispilning til at bringe Nymarkskolen foran 2-1. Nu troede de fleste vist, at Nymarkskolen ville køre sejren hjem, for flere af Nyborgs spillere virkede trættede.

Se også: TV: Hattrick grundlagde sejr

Dukkede op
Men som trold i en æske dukkede Sumaya Hassan op midt i straffesparkfeltet og sparkede udligningen i kassen. Stillingen var således 2-2, da dommeren fløjtede kampen af, og de to hold var dermed tvunget ud i en nervepirrende straffesparkskonkurrence.

Der skulle bruges hele 18 straffespark, inden Nyborg Friskole til sidst kunne erklæres som vinder med en samlet score på 9-8. Holdet er dermed videre til tredje runde, hvor Kerteminde Byskole venter.

KAMPFAKTA:

Resultat:

Nymarkskolen, Kerteminde - Nyborg Friskole, 8-9
 

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Solveig Bisgaard, Nymarkskolen, Kerteminde
Vigga Fredslund, Nyborg Friskole
 

Vinderen af fairplay-håndklædet:
Sille, Nymarkskolen, Kerteminde

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere