Interview: Sakse-Finken taler ud

Hård kost: Rasmus Fink fra Vinding Skole sikrede sit hold plads i kredsfinalen med manér

Rasmus Fink blev dagens mand, da han med et sakse-spark sikrede Vinding Skole plads i kredsfinalen. (Foto: Ekstra Bladet)
Rasmus Fink blev dagens mand, da han med et sakse-spark sikrede Vinding Skole plads i kredsfinalen. (Foto: Ekstra Bladet)

Det er ikke hver dag, at man får lov at spille sig til en plads i kredsfinalen i Ekstra Bladet Skolefodbold. Det er slet ikke hver dag, at man får lov til at gøre det som matchvinder med kampens eneste mål. Og når man så samtidig vælger at sakse den ind - så falder der altså respekt af.

Det var lige præcis opskriften for Rasmus Fink, da han sikrede Vinding Skole plads i kredsfinalen.

Se også: Saksede sig i kredsfinalen

- Hvordan oplever du dit sakse?

- Jeg når faktisk slet ikke at tænke. Jeg tror det er en afslutning, som målmanden bokser ud. Og så ser jeg nogen komme ud, så tager jeg bare chancen og hopper op.

- Og du er vant til at score sådan nogle mål?

- Nej! Det var første gang!

- Hvad tænker du så, da du ser den går ind?

- Jeg kan slet ikke forstå det, så da det går op for mig, bliver jeg helt vild glad!

- Nu er I nået til kredsfinalen, og du har været nævnt meget – Er du styrken på jeres hold, eller hvad er jeres styrke?

- Alle 14, der er med til kamp, er gode, og alle 11, der spiller på banen, er gode på deres pladser, så synes at vi spiller som hold, og det er vores styrke.

- Havde I regnet med at nå så langt?

- Nej, vi har bare taget en kamp af gangen og fokuseret på det

– Men det er fedt, at vi nu skal spille kredsfinale. Det glæder vi os bare helt vildt meget til.

- Nu kender vi ikke jeres modstandere i kredsfinalen endnu, men hvad siger I til at være nået dertil?

- Mange siger, at det nok bliver Hunderup igen. De er gode, og vi må bare tage kampen som det kommer.



Rasmus Fink fra en tidligere kamp i turneringen. (Foto: Ekstra Bladet)
Rasmus Fink fra en tidligere kamp i turneringen. (Foto: Ekstra Bladet)


Vejle-drengen er dog ikke helt uden kendskab til en måske kommende Hunderup-modstander:

- Jeg kender nogle af drengene. Jeg spiller i Vejle og har mødt en fire/fem af drengene fra skolen, der spiller i OB.

- Hvis det bliver Hunderup, hvordan tror du så, det kommer til at gå?

- Jeg vil nok skyde den til 50/50.

- Skal du så også lave et saksespark der?

- Ja, nu er jeg jo varm, så hvis jeg får chancen, så forsøger jeg, sluttede en meget glad og tilfreds Rasmus Fink.

Se også: Sådan gik finalerne i 2014

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere