TV: Taberne jublede

Troldmand: Gæsternes målmand stod en imponerende kamp

Værterne trak sig fra det tætte opgør med en sejr. Foto: Ole Larsen
Værterne trak sig fra det tætte opgør med en sejr. Foto: Ole Larsen

- Orv, nu er vi allerede bedre end sidste år, lød det fra udskiftningsspillerne fra Kertemindeegnens Friskole, da der var spillet 25 sekunder af kampen mod Langeskov Skole afd. Bakken. Og det skulle blive endnu bedre.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Rodet målfest

Fantastisk start
For efter 11 minutter skreg gæsternes målmand Victor Zebitz efter endnu en mirakelredning sin begejstring ud over med- og modspillere:

- Det er jo vildt det her!

Det havde indtil da været spil til et mål. Værterne havde misbrugt store chancer, så stillingen var stadig 0–0.

- Jamen jeg råbte, fordi vi sidste år tabte den første kamp 24-0. Og det første mål blev scoret efter bare 14 sekunder, så det var jo en fantastisk start for os, forklarede Victor Zebitz.

Udeholdets mål var som forhekset, og Victor Zebitz agerede ren troldmand med sikre indgreb og store redninger. Da han endelig blev passeret efter 27 minutters spil var det af en medspiller. En bold blev tyret ind i ryggen på forsvareren Laurits Jørgensen og trillede forbi Victor.

Gæsterne var i godt humør i pausen. Foto: Ole Larsen
Gæsterne var i godt humør i pausen. Foto: Ole Larsen

Se også: TV: Arnautovic på pletten

Højt humør
Surt show, men alligevel højt humør ved pausen hos Kertemindeegnens Friskole.

- Det er fantastisk, drenge. I kæmper helt vildt godt, og bare bliv ved, for vi skal nok få en chance, sagde træner Henrik Greve til sine spillere.

Og han fik ret. For selv om værterne pressede og pressede for endnu et mål, og selv om Victor Zebitz og hans forsvar kom i vejen for meget, så fik Kertemindeegnen den gyldne chance for et mål bare fem minutter før tid. Hjemmeholdets målmand fejlbedømte et frispark, og det udløste et klumpspil, hvor bolden nærmest dansede på hjemmeholdets målstreg.

Men ind kom bolden ikke, og minuttet efter afgjorde Simon Huynh så kampen med en scoring til 2-0.

Det blev altså en favoritsejr. Men efter kampen var det taberne, der var glade, mens vinderne hang noget med hovederne. Sådan er fodbold heldigvis også.

Hør Victor Zebitz fortælle om kampen her: