Fem skarpe til Anna Krog

Søhusskolen: Anna forventer en tæt dyst i kvartfinalen

Anna Krog har været en vigtig spiller for Søhusskolen igennem hele sæsonen. Foto: Henrik Schou
Anna Krog har været en vigtig spiller for Søhusskolen igennem hele sæsonen. Foto: Henrik Schou

Nu er det endelig tid til kvartfinalerne. Vi varmer derfor op til kampene sammen med spillerne. Vi har stillet de samme fem spørgsmål til profilerne fra kredsfinalerne. I denne artikel er det Anna Krog fra Søhusskolen, der har ordet.

Se også: TV: Uskarp Krog i Søhuset

Hvordan har I forberedt jer til kampen?

- Vi har holdt et par møder og trænet sammen. Vi følger også hyppigt med i de artikler, Ekstra Bladet Skolefodbold lægger op, det er fint at kunne læse lidt om sin modstander. Vi peptalker hinanden og giver gode råd. Jeg synes generelt, vi er ret gode til at snakke om det hele sammen.

Hvor meget glæder du dig til kampen?

- Jeg glæder mig helt vildt, men samtidig er jeg også super spændt. Det er mega fedt at være nået så langt, men der ligger også lidt et pres på vores skuldre. Jeg går ind til det positivt og med den vildeste kampgejst. For mig er kampen ikke slut, før jeg har ydet mig allerbedste. Jeg er klar til at give alt, hvad jeg har, da jeg går i 9. klasse, og derfor er mit sidste skolefodbold-år.

Hvordan er stemningen på skolen?

- Stemningen på skolen er himmelhøj, og der er opbakning fra alle. Det er mig bekendt første gang, vores skole er nået så langt, og det virker, som om der virkelig er tiltro til os. Til alle vores hjemmekampe har der både været bannere og mange positive tilråb, især drengene fra min klasse bakker meget op. Jeg synes, det er så fedt, at alle hepper på os. Det gør bare, at jeg gerne vil vinde endnu mere.

Har I planlagt nogle særlige jubelscener, hvis I scorer?

- Vi har ikke umiddelbart planlagt noget. Jeg tror, vi tager det, som det kommer. Dog plejer vi altid at løbe hen til den der scorer og give en stor krammer. Nu må vi se, det kan være, vi har et lille trick gemt i baglommen.

Hvad tror du, at resultatet bliver?

- Jeg tror, resultatet bliver tæt. Når man læser om vores modstandere, lyder det til deres defensiv er ret stærk. Derfor kunne jeg tvivle på, hvorvidt det bliver en målrig kamp, da vi også er ret stærke der. Jeg tror ikke, det bliver en nem kamp og ved, at vi går ind til den med 110 procent.

- Vi lægger ikke skjul på, at vi gerne vil vinde og er parate til at yde vores ypperste. Vi håber selvfølgelig på at tage den hele vejen, men vi tager en kamp ad gangen og håber på det bedste. Hvis jeg skal give et resultat på kampen, så tror jeg, kampen ender 2-1 til os, da vi alle er klar og opsat på at vinde kampen.

Følg Anna og resten af Søhusskolen, når de skal i aktion imod Gråsten Skole torsdag 28. marts.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere