Generalen

Lederskab: Sille Fuhlendorff har dirigeret Brændkjærskolen frem til finalen med mål og lederegenskaber

Sille Fuhlendorff er meget vigtig for holdet. Foot: Henrik Schou
Sille Fuhlendorff er meget vigtig for holdet. Foot: Henrik Schou

Som en ægte general gik Sille Fuhlendorff fra Brændkjærskolen forrest, da pigerne fra Kolding fightede sig vej til finalen i Ekstra Bladet Skolefodbold med en fortjent 2-1 sejr over Muldbjergskolen fra Hjørring.

Sådan har det været hele turneringen, hvor Sille Fuhlendorff har råbt og dirigeret sine tropper med en sådan indlevelse og gejst, at holdkammeraterne har fået ekstra kræfter.

Selv om Sille Fuhlendorff ikke kom på måltavlen i den tætte semifinale, er hendes betydning ikke til at tage fejl af. Fra sin position som 10’er tilbyder hun sig konstant til holdet, og generalen trækker ofte ned i banen og fordeler spillet sammen med Ajla Julardzija.

I semifinalen skiftedes de to til at lægge den ene sukkerball efter den anden i dybden, som kantspillerne og angriberen kunne løbe direkte ind i.

- Jeg spiller med den ældre årgang, U18, i Kolding Q, mens de fleste af mine holdkammerater er U16. Men derfor kender vi alligevel hinanden fra klubben, og så er vi en eliteskole, som træner sammen hver morgen. Det har været en mega stor fordel for os gennem Ekstra Bladet Skolefodbold, siger Sille Fuhlendorff.

Se også: Generalen ledte tropperne i finalen

Drømt om finalen
Den 16-årige midtbanespiller har tidligere været fast inventar på DBU-samlingerne, men landsholdet lader vente på sig. Det har dog langt fra afskrækket Brændkjær-anføreren.

- Det har været pisse irriterende at blive forbigået. Men det er ikke verdens undergang, og jeg har masser af tid til at spille mig ind i varmen igen, siger Sille Fuhlendorff, der har planen klar for de næste mange år.

- Jeg skal på gymnasium, hvor der er mulighed for styrke- og morgentræning. Derfra vil jeg gerne prøve kræfter med college i USA, hvor fodbolden selvfølgelig skal være i højsædet. Jeg satser 100 procent på at blive professionel fodboldspiller og gerne med en karriere som Pernille Harders.

Kolding-pigen har mere eller mindre bevidst jagtet drømmen om at blive professionel fodboldspiller, siden hun var tre år gammel.

Siden da har fodbold fyldt det meste i hendes liv, ligesom Ekstra Bladet Skolefodbold har spillet en vigtig rolle. Allerede i 6. klasse nåede Sille Fuhlendorff frem til kredsfinalen med sin tidligere skole.

- For at nå endnu længere i turneringen, skiftede jeg skole til Brændkjær. Det var selvfølgelig mest for at udvikle mig som spiller, men jeg har haft det som mål at nå finalen i verdens største skoleturnering. Derfor er det så fedt at skulle til Odense. Da vi blev pressede i semifinalen, kunne jeg mærke, at det ikke kun var mig, der ville give min højre arm for at vinde. Det var hele holdet, siger Sille Fuhlendorff.

Generalen håber at indtage den store scene på Odense Stadion.

- Det er noget særligt at repræsentere sin skole, og det kan godt være, der kommer kriller i maven inden finalen. Der er mediedækning og opmærksomheden er stor. Men jeg vil sige til mine holdkammerater, at de bare skal nyde oplevelsen og have det sjovt. Så skal jeg nok tage ansvaret og afgøre finalen med et drømmehug.