'Hundene' gøede

Hul på bylden: Da først scoringerne kom i gang, var der fart over feltet for hjemmeholdet

Hunderup-pigerne lagde et stort pres på udeholdets mål. (Foto: Preben Nielsen)
Hunderup-pigerne lagde et stort pres på udeholdets mål. (Foto: Preben Nielsen)

Det er ikke mere end et par dage siden, at de to drengehold Hunderupskolen og Dalumskolen mødtes.

Her blev det noget overraskende en sikker sejr til Dalumskolen. Flere af drengene fra Hunderupskolen mødte i dag op for at støtte pigerne. Flere af dem ærgrede sig endnu over nederlaget for et par dage siden.

— Vi havde klart overtag i spillet på banen, men kunne bare ikke score, lød meldingen.

Drengene var klar til at støtte pigerne. (Foto: Preben Nielsen)
Drengene var klar til at støtte pigerne. (Foto: Preben Nielsen)
 

Nu håbede de så på, at pigerne kunne vinde deres kamp mod samme skoles pigehold.

Inden kampstart sagde Alberte Anker om det, at drengene netop havde tabt til samme skoles drengehold:

— Vi spiller, som vi plejer, men selvfølgelig kunne det være fedt at vise drengene, hvordan det kan gøres, lød beskeden.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Klara kæmpede forgæves

Endelig gang i scoringerne
Der gik dog næsten 25 minutter, inden de fik hul på bylden. Trods stor overvægt i spillet, godt hjulpet af den kraftige vind i ryggen, foregik alt spil på Dalumskolens banehalvdel, men det afgørende held manglede i afslutningerne. Dalumskolen stod meget kompakt i forsvaret.

Det var tydeligt, at de satsede meget på, at den hurtige og fysisk stærke Fatou Bojang, der nærmest lå alene fremme, skulle have en lang aflevering og så forsøge at løbe fra forsvaret. Hunderupskolens pres var for vedholdent og vinden var imod.

Se også: TV: Fem års måltørke stoppet

Dertil kom, at Hunderupskolen tydeligvis var godt forberedt på, at det var på den måde, modstanderne ville spille. Derfor lå et par af Hunderupskolens stærke forsvarsspillere Louise Sabro-Lippert og Emilie Flarup hele tiden meget tæt på Fatou, som ikke fik meget tid og plads.

Dalum-forsvaret var under konstant pres. (Foto: Preben Nielsen)
Dalum-forsvaret var under konstant pres. (Foto: Preben Nielsen)
 

Da først Hunderupskolen havde fået hul på bylden, så gik det stærkt. På de sidste fem minutter af halvlegen lykkedes det dem at bringe sig foran 3-0. Målet til 2-0 var et selvmål, og inden pausefløjt scorede Alberte Anker.

I pausen fik Hunderupskolens piger at vide, at de skulle sprede spillet mere ud, altså komme ud over fløjene.

Kun Hunderupskolens målvogter havde noget at 'brokke' sig over.

— Jeg står og fryser, lød beskeden. Det var da også temmelig koldt og især blæsende. Hun havde vist kun rørt bolden to gange i første halvleg.

For stor en opgave
Nu skulle det blive spændende, om Dalumskolen var i stand til, med vinden i ryggen, at bringe spænding tilbage i kampen, og varme den frysende målvogter lidt op. Det viste sig som en for stor opgave.

Der var kun spillet få minutter af halvlegen, før kampens første målscorer Victoria Sommergaard igen slog til. Alberte gjorde det til 5-0 og Victoria til 6-0.

På udskiftningsbænken var den velspillende angriber Sara Mojaza. Hun var taget ud for at få en pause og give spilletid til andre.

— Vi har aftalt, at jeg kommer ind igen om fem minutter, og så scorer jeg, lød den klare melding.

Hun kom ind, og så gjorde hun det til 7-0. I de døende minutter gjorde Mikkeline Motte det til slutstillingen 8-0.

Trods det klare nederlag var der godt humør hos pigerne fra Dalumskolen, da de forberedte sig på at cykle tilbage til skolen.

De var trods alt nået til 2. runde og her tabt til et bedre hold, så ingen sure miner.

Pigerne fra Dalumskolen tog nederlaget med et smil. (Foto: Preben Nielsen)
Pigerne fra Dalumskolen tog nederlaget med et smil. (Foto: Preben Nielsen)