Kæmpede til det sidste

Kunne intet gøre: På trods af kampgejst kunne gæsterne ikke lukke ned for scoringerne

Kolding Realskole er helt fortjent klar til pigernes kredssemifinale på Fyn. Foto: Niels Kjestrup
Kolding Realskole er helt fortjent klar til pigernes kredssemifinale på Fyn. Foto: Niels Kjestrup

Kolding Realskole tog tirsdag imod Mølholm Skole på Kolding Stadion i 5. runde af Ekstra Bladet Skolefodbold.

Der var lagt op til en spændende og vigtig kamp. Vinderen kunne nemlig sikre sig videre avancement til pigernes kredssemifinale på Fyn.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Kølige Kolding

Chancer fra start
Kampen startede med godt spil på midtbanen og pres gæsternes mål. Det blev til flere chancer, og det resulterede i en sikker scoring i det 6. minut. Det var Malou Frisk, der havde sidste fod på bolden.

Herefter var der stadig pres på gæsternes mål, og hjemmeholdet havde et skud på overliggeren. Sådan fortsatte spillet.

Men alligevel blev det Mille Bach fra Mølholm Skole, der fik udlignet til 1-1 i det 14. minut.

Mille Bach har scoret i alle holdets kampe, og hun scorede faktisk hele fire mål i skolens første kamp mod Søndermarksskolen. Den kamp endte 8-0.

Det holdt dog kun i fem minutter. Den meget hurtige og driblestærke Seval Eroglu fra Kolding Realskole spillede sig fri og nettede til 2-1.

Spillet bølgede nu lidt frem og tilbage med en del chancer til begge hold. Men endnu en gang fandt Seval vejen mod målet og gjorde det til 3-1 lige inden pausen.

Seval Eroglu scorede også i skolens eneste mål i den seneste kamp mod Sdr. Vang Skole, der endte 1-0.

Kampens prisvindere. Foto: Niels Kjestrup
Kampens prisvindere. Foto: Niels Kjestrup

Se også: TV: Obelen blev stoppet

Lukkede ballet
I pausen fik pigerne fra Mølholm Skole besked på, at de skulle spille fodbold og søge bolden i stedet for blot at se på. De skulle bevæge sig noget mere og være glade for, at resultatet lige nu kun var 3-1.

Anden halvleg startede i et højt tempo.

Gæsterne fra Mølholm Skole havde en del spil, men værterne havde et hurtigt angreb kort efter pausen. Seval sendte bolden på overliggeren med et hårdt spark.

Bolden gik i spil igen, og tvillingsøsteren Heval Eroglu stod godt placeret. Hun fik udbygget føringen, så kampen nu stod 4-1.

Selv om gæsterne godt vidste, at kampen var svær at vende, kæmpede de til sidste fløjt.

De kunne dog ikke forhindre, at der blev scoret endnu tre mål ved Mille Witt, Nanna Pedersen og Natasja Knudsen.

Kampen endte dermed 7-1 til Kolding Realskole, der helt fortjent er videre til pigernes kredssemifinale på Fyn. Her skal de møde Erritsø Fællesskole afdeling Bygaden.

Det er anden gang, at Kolding Realskole vinder 7-1 i denne sæson. Det skete nemlig også i deres første kamp mod Lyshøjskolen.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere