Målmand blev helten

Vildt: Scorede fra egen banehalvdel

Gæsternes målmand i midten, Simon Larsen, blev helten efter et spektakulært mål. Foto: Niels Kjestrup
Gæsternes målmand i midten, Simon Larsen, blev helten efter et spektakulært mål. Foto: Niels Kjestrup

Vissenbjerg Skole tog på hjemmebane imod drengene fra Haarby Skole, og her skulle vinderen findes på et vildt mål.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Fik håneretten

Tæt kamp
Det blev en meget spændende kamp med en fair spillet første halvleg, hvor Vissenbjerg havde en stor fordel af at have medvind i den kraftige blæst. Hjemmeholdet havde meget af spillet med store chancer foran mål, men godt forsvars- og målmandsspil gjorde, at gæsterne holdt målet rent i hele første halvleg.

Gæsterne havde også chancer i første halvleg, når de endelig fik bolden op på hjemmeholdets banehalvdel. Der blev dømt en del frispark ret tæt på mål med gode langskud, men kanonen var ikke helt indstillet, så første halvleg endte 0-0. 

I pausen fik gæsterne at vide, at de havde spillet godt mod et stærkt hold, og at de skulle tilbage til spillet, som det var lige i starten ved at stå dybt ved indkast og hjælpe Emil, når han fik en lang bold. De ændrede taktikken lidt og omrokerede et par spillere.

Der blev lagt taktik i pausen hos begge mandskaber. Foto: Niels Kjestrup
Der blev lagt taktik i pausen hos begge mandskaber. Foto: Niels Kjestrup

Se også: Skarpest i vinden

Højt tempo
Hjemmeholdet havde også fået gode tips, så anden halvleg startede i højt tempo, hvor der virkelig blev gået til stålet, så der udspillede sig drabelige kampe om bolden på midtbanen, hvilket gav nogle advarsler og frispark. Især Vissenbjerg spillede hårdt, da de var skuffede over, at de ikke havde fået scoret endnu.

Skulle det blive endnu en straffesparkskonkurrence for Vissenbjerg? Svaret var nej, for i det 38. minut lavede gæsternes målmand et meget langt udspark, som blev fulgt til dørs af Emil, men han behøvede ikke at røre bolden, som hoppede over målmanden takket være den stærke vind, så det blev Simon, der blev kampens spiller for målet til 1-0 og efter en flot målmandspræstation. Dermed var gæsterne i front.

Der var nu 20 minutter igen, hvor der blev spillet temmelig hårdt med lidt grimme frispark. I det 42. minut var der klumpspil foran Vissenbjergs mål, hvor bolden var over målstregen, men der var frispark til målmanden, så stillingen var stadig 1-0 til Haarby, hvilket også blev kampens resultat. Der blev stadig spillet hårdt, og dommeren måtte give to gule kort til Vissenbjerg mod kampens slutning.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Vissenbjerg Skole - Haarby Skole, 0-1

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Diyar Omer, Vissenbjerg Skole
Simon Larsen, Haarby Skole

Vinderen af fairplay-håndklædet:
Magnus Tobiasen, Vissenbjerg Skole

Haarby Skole er således videre til næste runde efter en tæt kamp mod Vissenbjerg Skole.