Oppe mod overmagten

Klare klask: Hjemmeholdet satte sig på kampen og hev sejren i land

Da først drengene fra Ørsted-holdet fik bolden i kassen, så de sig ikke tilbage. (Foto: Leif Dalskov-Andersen)
Da først drengene fra Ørsted-holdet fik bolden i kassen, så de sig ikke tilbage. (Foto: Leif Dalskov-Andersen)

Et flot sammentømret hold fra den lokale klub i Rudkøbing med en enkelt forstærkning fra Svendborgs første hold udgjorde i dagens kamp Ørstedskolens drengehold i 3. runde. I god tid før første fløjt var de gråblusede på banen. De ventede på udeholdet fra Stokkebækskolen, der var blevet forsinket i godt 40 minutter. Måske havde chaufføren sovet over sig.

Ørsted-drengene brugte ventetiden på at sætte målet på plads. (Foto: Leif Dalskov-Andersen)
Ørsted-drengene brugte ventetiden på at sætte målet på plads. (Foto: Leif Dalskov-Andersen)
 

Ørstederne brugte tiden til at få målene på plads og målsætningen ditto.

— Vi vinder i dag med 10-0, lød det sejrsikkert fra de smilende gutter fra Langeland.

Se også: TV: Sikker gevinst

Lodtrækningen blev foretaget af dagens opmand Martinez. Han var omgivet af tre af nøglespillerne.

Se kampfakta her.

Havde overtaget
Fra første fløjt satte Ørsted-drengene sig på kampen. De havde flere gode opspil og gennemspillede angreb. Havde Christian Storgaard i målet ikke fundet storspillet frem, havde profetien nok gået i opfyldelse.

Drengene fra Ørsted lagde et gevaldigt pres på deres modstandere. (Foto: Leif Dalskov-Andersen)
Drengene fra Ørsted lagde et gevaldigt pres på deres modstandere. (Foto: Leif Dalskov-Andersen)
 

I sjette minut tog Mathias Risbjerg et ryk i venstre side, og leverede Magnus Bæk en god spilning, men lige forbi målet.

Med 5. klasserne som heppekor kunne det ikke andet end lykkes.

Så faldt målene
Kort før pausen gik der hul på bylden.

Mikkel Rønholt satte resolut venstre benet på bolden og straks efter lå den i maskerne bag en sagesløs keeper. 1-0. Kort efter blev Nicki spillet fri og satte sikkert indersiden på til føring 2-0.

Bolden blev sparket i kassen til 2-0. (Foto: Leif Dalskov-Andersen)
Bolden blev sparket i kassen til 2-0. (Foto: Leif Dalskov-Andersen)
 

Hvad ville der så ske hos stokkebækkerne i pausen.

— Gå nu ud og nyd det, ros hinanden. I kæmper bravt, kom det fra en rolig og tilfreds træner Jesper Jensen.

Efter kampen udtrykte samme Jesper, at han var mere stolt over drengenes indsats i dag med et nederlag på 5-0, end han var efter sejren i sidste uge på 3-0.

Efter kampen var der tilfredshed med dagens match, og som drengene fra Stokkebækskolen sluttede af:

— Tak for i år. Vi kommer igen næste år, lød det.