Straffede sin modstander

Kynisme: Trak det længste strå i lokalopgør

Det blev et tæt lokalopgør i Odense. Foto: Palle Rhode
Det blev et tæt lokalopgør i Odense. Foto: Palle Rhode

En rigtig spændende fodboldkamp så dagens lys på OKS’ kunststofbane i Odense. Et lokalopgør mellem Munkebjergskolens drenge og Tarup Skoles drenge.

Det var to hold, der faktisk var lige gode. Det medførte en kamp med masser af spil på midten af banen, hvor hjemmeholdet fra Munkebjerg i første halvleg havde bolden en anelse mere end Tarup. Omvendt i anden halvleg hvor Tarup Skole var noget mere i boldbesiddelse end Munkebjerg.

Se kampfakta her.

Se også: Bed på krogen

Målene kom
Ingen af holdene var rigtig farlige foran mål, og alligevel blev der scoret, og typisk nok blev første mål scoret efter en stor forsvarsfejl. En forsvarsspiller hos gæsterne missede en dribling foran eget mål, og Mathias Christiansen fra hjemmeholdet var straks over bolden og scorede til 1-0 efter 13 minutter.

Undervejs i første halvleg havde Tarup en kæmpe chance, hvor et frispark fra venstre sejlede lige ned for fødderne af en Tarup-spiller der dog skubbede bolden forbi mål.

Anden halvleg forløb som første. Dog med gæsterne noget mere i boldbesiddelse end hjemmeholdet. Tarup Skole blev dog aldrig rigtig farlige, og som det ofte går, scorede modstanderne i stedet. Pludselig tog pokker ved Munkebjergskolens Albert Antabi. Med bolden klistret til fødderne gik han solo igennem gæsternes forsvar og scorede til 2-0.

Der blev givet og taget i kampen, og der var chancer i begge ender. Foto: Palle Rhode
Der blev givet og taget i kampen, og der var chancer i begge ender. Foto: Palle Rhode

Se også: Klasse-Krog klappede til

Spændende afslutning
Herefter så løbet ud til at være kørt for Tarup Skole, men to minutter før tid tog gæsternes anfører Alem Talundzic en beslutning og bankede til bolden fra 30 meter, og via målmandens hænder gik den ind til 2-1.

To hektiske var nu tilbage, men kampen ebbede ud, og så endte det hele med en sejr på 2-1 til Munkebjergskolen efter en god fodboldkamp, hvor der blev kæmpet til det sidste hos begge mandskaber.