Svenskeren i topform

Stor præstation: Oliver Olsson var tilbage på toppen i finalen

Oliver Olsson løb med Carlsberg Sports Man Of the Match, som han fik overrakt af Thomas Gravesen. Foto: Ernst van Norde
Oliver Olsson løb med Carlsberg Sports Man Of the Match, som han fik overrakt af Thomas Gravesen. Foto: Ernst van Norde

Så kunne vi kende ham igen!

Oliver Olsson bragede igennem på SIN defensive midtbane fra første fløjt i finalen. Han var hovedårsagen til, at der aldrig var tvivl om, Nymarkskolen ville vinde Ekstra Bladet Skolefodbold anno 2019.

’Svenskeren’ ejede ganske enkelt midtbanen, og de offensive kræfter fra Trørødskolen kom aldrig nogensinde i spil.

- Hvor er det vanvittigt at stå her som vinder! Jeg har ikke rigtig ord for det. Det er bare så fucking fedt, fik kampens spiller trods alt fremstammet.

Noget mere konsekvens var der over Oliver Olssons præstation på grønsværen i drengefinalen. Han herskede som tidligere set i turneringen i luftrummet, mens han også på jorden spillede en flot kamp, efter Ekstra Bladet ellers havde været efter ham i både kvartfinalen og semifinalen efter mindre gode præstationer.

- Det var fint, I skrev, som I gjorde. Jeg vidste godt selv, den var gal, og at jeg tabte alt for mange bolde i opspillet. Det gjorde jeg ikke i finalen, men jeg synes stadig, jeg var en endnu vigtigere brik i vores defensiv.

Spot on, Oliver Olsson. Det halvsvenske stykke granit, med Andreas Granqvist som forbillede, kom både i vejen for de letbenede, nordsjællandske drenge på den sidste tredjedel, men endnu vigtigere neutraliserede han Jakob Svenningsen totalt i mastodonternes duel på midten.

- Vi havde godt styr på dem. Vi var bedre taktisk, teknisk og særligt fysisk. Vi vidste, de ville satse på fysikken og dødboldene, men de fik aldrig et ben til jorden!

Svendborg-drengene kom foran efter små ti minutter, da fynboerne fik tilkendt et lidt tvivlsomt straffespark. Der var ingen tvivl om, hvem der skulle tage ansvaret.

- Det skulle jeg selvfølgelig. Jeg har scoret sikkert tidligere i turneringen, også i semifinalen, så det tog jeg på mig. Den gik jo også sikkert ind, sagde Oliver Olsson med selvsikkert smil, inden han slog over i en oprigtig ros af sine kammerater fra Nymarkskolen.

- Jeg er super stolt af mine venner. Det er derfor, vi står her med pokalen. Vi er mere end et fodboldhold. Jeg har spillet sammen med flere af de drenge her siden børnehaven. Nu har vi vundet verdens største skolefodboldturnering. Det er fucking sindssygt, lød det fra Oliver Olsson, der havde en sidste tak at sende ud:

- Det var den vildeste opbakning på tribunen fra skolekammeraterne. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det gav de sidste ti procent.

- Jeg havde krampe i begge mine lægmuskler i slutminutterne, men jeg havde aldrig i tankerne at blive skiftet ud, for tilskuerne gjorde, jeg ikke ville af banen. Vi er 11, 12 busser herovre fra Svendborg, så nu skal vi fejre det alle sammen!

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere