TV: Drama til det sidste

Kæmpede til sidste fløjt: Et mål og en klasseredning i de døende minutter sikrede sejren

Drengene fra Nymarkskolen var helt oppe at ringe efter sidste fløjt. Foto: Henrik Schou
Drengene fra Nymarkskolen var helt oppe at ringe efter sidste fløjt. Foto: Henrik Schou

En fodboldkamp varer, indtil dommeren fløjter af! Det så vi i landskampen mellem Danmark og Schweiz tirsdag aften, og det så vi i onsdagens kvartfinale mellem Tønder Overbygningsskole og Nymarkskolen fra Svendborg. For der var dramatik indtil sidste sekund.

Der var bare den forskel, at der ikke blev udlignet til sidst, men målmand August Hofmann fra Nymarkskolen hev en klasseredning op af ærmet, da værternes Noah Wendicke slap igennem og fik afsluttet fra nært hold. En matchvindende redning.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Helten med kollapset lunge

Fornem kulisse
Inden da havde de mange tilskuere været vidne til et brag af en kamp.

- Vi er klar, havde anfører Toke Amtrup udtalt inden kampen.

I de første minutter virkede det også sådan. Allerede i første minut kom Gustav Tueman frem til en fornuftig afslutning - til stor glæde for de medrejsende fans, der gennem hele kampen højlydt bakkede sine helte op både med ord, musik og røg.

Hjemmepublikummet var også i fin form, så stemningen omkring banen var en stor kamp værdig.

Men defensivt var gæsterne slet ikke klar. Nymarkskolen, der ellers har haft et suverænt forsvar, havde ikke styr på kommunikationen og de indbyrdes aftaler. Boldene blev smidt væk på midtbanen, og det var guf for Tønders hurtige og pågende angribere Noah Wendicke og Victor Korff.

De fangede gang på gang det tunge forsvar fra Nymarkskolen.

Hjalte Gaarde kom for sent ind i en tackling og måtte tage imod et gult kort. Foto: Henrik Schou
Hjalte Gaarde kom for sent ind i en tackling og måtte tage imod et gult kort. Foto: Henrik Schou

Se også: 'Største oplevelse som fodboldspiller'

Kaotisk start
Efter tre minutter blev værternes Noah Wendicke sendt afsted med en lang stikning. Forsvaret stod stille, og målmand August Hoffmand kom sent ud af målet, men fik dog en parade på afslutningen. Han fik taget så meget fart af bolden, at Toke Amtrup kunne få sparket bolden væk på stregen.

- Jeg ved ikke, hvad der skete, sagde Toke efter kampen.

- Det var som om, vi vi ikke vidste, hvem der skulle tage ham.

Efterfølgende fortsatte Noah og Victor deres leg med forsvaret. Efter otte minutter kostede det Nymarkskolens Hjalte Gaarde en advarsel, da han kom alt for sent i en takling på Victor Korff.

Nymarkskolen måtte rokere rundt på holdet og sendte Tobias Lauridsen ind i stedet for Gabriel Nilsson. Det var et vellykket træk.

I samme moment og nu i undertal fik gæsterne et frispark ved midterlinjen. Oliver Olsson klappede til den, og nu sov Tønder-forsvaret. Bolden sejlede ind i det tomme rum foran målet, hvor Tobias Lauridsen kom flyvende og headede bolden i kassen.

Tobias Lauridsen kunne helt umarkeret sende bolden i kassen. Foto: Henrik Schou
Tobias Lauridsen kunne helt umarkeret sende bolden i kassen. Foto: Henrik Schou

Se også: Galleri: Tønder Overbygningsskole - Nymarkskolen

Defensiven sejlede
Hvis man nu troede, at det ville betyde ro på for Nymarkskolen, tog man fejl.

De fortsatte med at smide bolden væk på midtbanen. Ikke mindst Oliver Olsson var den store synder, der med flere boldtab fik sat farlige omstillinger igang. Han har tidligere været fysisk stærk og boldsikker, men holdt for længe på bolden i kvartfinalen.

- Det var ikke min bedste kamp, indrømmede han efter kampen.

- Vi havde det svært med vores aftaler og opspil i første halvleg. Vi skal have mere fart i vores spil til næste kamp.

Oliver er en af holdets stjerner, og en stjerne skal gerne funkle i de store kampe.

I en kamp, hvor anfører Toke Amtrup var helt stille og ikke dirigerede sine medspillere, forsøgte Oliver ellers at tage teten. Problemet for ham og Nymarkskolen var til gengæld, at spillet i mange perioder alligevel ikke fungerede. Og ingen hjalp Oliver i forsøget på at rette op på de mange fejl.

Oliver Olsson havde det svært i kampen og lavede for mange fejl i opdækning og opspil. Foto: Henrik Schou
Oliver Olsson havde det svært i kampen og lavede for mange fejl i opdækning og opspil. Foto: Henrik Schou

Efter flere farlige forsøg gik den ikke længere. Tønder Overbygningsskoles og kampens store spiller Noah Wendicke slap igennem på venstrekanten og fik sendt et skud afsted, som udeholdets William Jensen blokerede med armen. Der blev dømt straffe og gult kort til William.

Efterfølgende udlignede Noah sikkert på straffesparket.

Det var ikke, fordi Tønder satsede hele butikken. Trods to mand i overtal holdt de fire mand i forsvarskæden til at passe på den enlige angriber fra Nymarkskolen.

Men hvad gør det, når man har to oppe foran, der kan klare det selv. Hverken Noah eller Victor hører til de største spillere og burde være blevet fysisk overmatchet, men det var slet ikke tilfældet.

Se eksempelvis Nymarkskolens snak i pausen, hvordan Oliver som eneste spiller forsøger at lægge en plan for holdet.

Se målet på straffe her:

Se også: TV: Her jubler Nymarkskolen

Taktikken var ikke helt klar
I pausen var der tilfredshed hos hjemmeholdet. Hos gæsterne gik snakken meget på at få justeret defensiven, så en forsvarsspiller faldt dybt, når Tønder angreb. På den måde kunne de dermed dæmme op for hjemmeholdets hurtige angribere. Samtidig skulle de undgå flere advarsler.

Det lod ikke til, at budskabet om mere defensiv påpasselighed, var helt forstået. I hvert fald slap Noah Wendicke helt fri igennem endnu en gang, men August Hofmann præsterede en klasse redning.

- Der var en enkelt, der ikke helt havde forstået taktikken, sagde Toke Amtrup bagefter.

Kampen bølgede, uden at det blev til de farlige afslutninger.

Efter 38 minutter var det værternes tur til at få en advarsel, da Jesper Feddersen gik lidt for hårdt til Nymarkskolens Jakob Jessen.

Jesper Feddersen fra hjemmeholdet fik kampens tredje gule kort. Foto: Henrik Schou
Jesper Feddersen fra hjemmeholdet fik kampens tredje gule kort. Foto: Henrik Schou

Se også: Anfører: 'Fuck ja - vi skal i finalen'

Kom bedre ind i kampen
Nymarkskolen begyndte langsomt at få spillet til at foregå på deres egne præmisser. Det skyldtes, at de begyndte at spille bolden frem for at sparke den op ad banen hver gang. Samtidig gik Tønder Overbygningsskole sværere ved at få spillet Noah og Victor de rigtige bolde. Så var broden taget af Tønder-angrebet.

Nymarkskolens Tobias Lauridsen fik faktisk puttet bolden i kassen endnu en gang, men målet blev korrekt annulleret for offside efter et iøvrigt godt opspillet angreb.

- Vi står bedre i anden halvleg, mente både Oliver og Toke.

- Måske var vi også fysisk stærkere end dem.

Samtidig undgik holdet de mange boldtab på midtbanen. Ikke mindst Gustav Tueman steppede op og leverede en kæmpe indsats på midtbanen og fik fordelt boldene godt.

Men de fik ikke spillet sig frem til de store chancer. Det var tydeligt, at de manglede en giftig angriber i front.

Tættest på var venstrebacken Jakob Jessen, der tog en god solotur og bankede bolden mod målhjørnet. Men en klasseredning af Emil Schmidt forhindrede scoringen.

August Hofmann fik lige akkurat fingrene på bolden og afværgede derfor udligningen og den forlængede spilletid. Foto: Henrik Schou
August Hofmann fik lige akkurat fingrene på bolden og afværgede derfor udligningen og den forlængede spilletid. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Svensker afgjorde fremragende kamp

Afgjort i de sidste minutter
Kampen nærmede sig sin afslutning og dermed forlænget spilletid.

Men pludselig fik Nymarkskolen sat en omstilling op efter et Tønder-angreb. Som så mange gange gør i kampen blev en lang bold sendt frem til Tobias Lauridsen på højrekanten. Han fik bolden med sig, og inde på midten kom Hjalte Gaarde spurtende hele vejen nede fra sin plads i midterforsvaret og var den eneste anden spiller fra Nymarkskolen, der var over midterlinjen.

Tobias Lauridsen lagde en perfekt aflevering lige i panden på Hjalte, der stod helt umarkeret inde i feltet. Han fik sendt et hårdt hovedstød afsted, som den ellers dygtige keeper Emil Schmidt kun lige kunne få hænderne på, inden den røg i kassen.

Det var til kæmpe jubel for Nymarkskolens spillere, trænere og medrejsende fans.

Hjaltes mål til 2-1

1 af 7 
2 af 7 
3 af 7 
4 af 7 
5 af 7 
6 af 7 
7 af 7 

Så er vi tilbage ved indledningen. Et hold består af 11 spillere, og skal man vinde, skal alle byde ind. Det gjorde August Hofmann, da han med sin klasseredning sørgede for, at kampen ikke skulle i forlænget spilletid.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Tønder Overbygningsskole - Nymarkskolen, 1-2

Målscorere:
0-1: Tobias Lauridsen (11.)
1-1: Noah Wendicke (18.)
1-2: Hjalte Gaarde (59.)

Dermed er Nymarkskolen klar til semifinalen, hvor de skal spille mod Nibe Skole på hjemmebane. Kampen spilles 9. april klokken 12:30.

- Vi har ikke haft tid til at træne sammen, undskyldte Oliver Olsson efter kampen og sagde yderligere, at de nok ikke kunne nå et par træninger inden semifinalen.

Det kunne ellers være en god idé, hvis de vil gå hele vejen i verdens største skolefodboldturnering.

Hør Oliver Olsson fortælle om holdets præstation efter kampen her:

I kredsfinalen brugte de en halvleg på at komme ind i kampen, og det samme var tilfældet i kvartfinalen. Det er farligt: For en dag møder de en modstander, der kan straffe det. Bliver det Nibe Skole?

Både Oliver og Toke var dog helt sikre på svaret, da de blev spurgt, om de vinder semifinalen:

- Selvfølgelig!

Hør fra Toke Amtrup efter kampen her:

Nymarkskolens vej til semifinalen

6. september: Nymarkskolen - Skårup Skole, 11-0

17. september: Ørstedskolen - Nymarkskolen, 0-3

25. september: Nymarkskolen - Carl-Nielsen-Skolen, 7-0

10. oktober: Nordagerskolen - Nymarkskolen, 0-2

31. oktober: Nymarkskolen - Nyborg Friskole 2-0

9. november: Nymarkskolen - Hunderupskolen 4-0

14. november: Kolding Realskole - Nymarkskolen, 1-2

27. marts: Tønder Overbygningsskole - Nymarkskolen, 1-2

Holdets samlede målscore: 33-2

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere