TV: Landsholdsspiller på toppen

Farligt gods: Sofie Hornemann er den rene gift for et forsvar

Sofie Hornemann i en af utallige nærkampe i kvartfinalen. Foto: Henrik Schou
Sofie Hornemann i en af utallige nærkampe i kvartfinalen. Foto: Henrik Schou

KOLDING (Ekstra Bladet): Klubben havde spærret hende i kredsfinalen og nægtet spilletid til den farlige Sofie Hornemann, som måtte stå på sidelinjen og se sit hold være ude i tovene og tæt på et farvel, men kort før tid at vende det hele fra 0-1 til 2-1.

Sådan var det heldigvis ikke i kvartfinalen, hvor Brændkjærskolen lagde kunstgræs til mødet med Vitaskolen fra Esbjerg. Frygten var naturligt nok stor hos gæsterne, der sikkert gerne havde set KoldingQ igen havde sagt nej. For med Sofie er der tale om den berømte enmandshær i front.

Vitaskolen brugte da også både tre og fire spillere til kun at passe på Sofie. Alligevel gik det galt for dem. Selv om hun ikke selv fik sidste fod på et mål. Meget, meget fortjent tabte gæsterne med 2-1 og har nu kun drengene tilbage i verdens største skoleturnering.

Teknikken og hurtigheden er en nydelse at overvære hos Sofie Hornemann. Foto: Henrik Schou
Teknikken og hurtigheden er en nydelse at overvære hos Sofie Hornemann. Foto: Henrik Schou

Galleri: Brændkjærskolen - Vitaskolen

Farlig tøs
Enhver pigespiller med respekt for sig selv kender alt til Hornemann, der kan kalde sig landsholdsspiller. Ikke bare en af dem i truppen, men den faste angriber på U16-landsholdet. Sådan går det, når man har spillet fem landskampe og alligevel har scoret hele fem gange, selv om Danmark tabte de tre af kampene. Måske Bendtner kunne lære noget.

- Her sidst var vi til et stort stævne, hvor jeg scorede to gange mod Skotland og en gang mod England, så det var en pænt fed tur, lyder det med et af mange smil fra forwarden, som i søndags kunne puste 16 lys ud på lagkagen.

Med så frygtindgydende en spiller på holdkortet er presset også til at mærke.

- Der er da mega meget pres på mig. Når jeg nu spiller fast på landsholdet som førsteangriber, så forventer alle en masse. Der er et stort tryk på mig. Men hvis jeg er så god, må jeg jo også vise det, lyder det uden på nogen måde at være selvglad. Sofie er ekstremt ydmyg overfor at være nået så langt, samt at pladsen kun kan være til låns.

- Det kræver mega hårdt arbejde hele tiden. Hver eneste dag. Der skal præsteres konstant, hvis den store drøm om A-landsholdet skal gå i opfyldelse.

- Men lige nu og her er jeg da stolt af mig selv over at være kommet så langt allerede. Det er mine forældre også, de bakker mig rigtig meget op og gør så meget for mig for at få det hele til at passe.

Betydningen for holdet er enorm. Konstant er Sofie på bolden og trækker forsvarere til sig, mens hun også selv skaber chancer. Foto: Henrik Schou
Betydningen for holdet er enorm. Konstant er Sofie på bolden og trækker forsvarere til sig, mens hun også selv skaber chancer. Foto: Henrik Schou

TV: 'Nu går vi hele vejen'

Den lokale Jesus
Også på holdet i Ekstra Bladet Skolefodbold er forventningerne store. Her kan det nogle gange virke som om, at Sofie er den lokale udgave af Jesus, som bare kan gå på vandet og udføre mirakler.

- De andre ville lidt for meget - især i anden halvleg - bare gerne spille lange bolde op på mig. Men den går jo ikke, det er for let at læse for modstanderne, forklarer hun og fortsætter:

- Det var nu vores plan at få spillet på deres halvdel og spille fodbold deroppe. Det havde vi forberedt os på ved at læse alt om dem inde på Ekstra Bladet.

Planen lykkedes til fulde i første halvleg, hvor Esbjerg-pigerne var presset langt ned under tæppet og bare trænede til de jyske mesterskaber i at losse bolde væk. De havde intet farligt spil, kæmpe hul mellem kæderne og forsøgte bare at overleve.

Brændkjærskolen havde en håndfuld kæmpe chancer, der på en god dag havde lukket og slukket lyset og sendt dem i semifinalen allerede før pausen. Langt det meste skete via Sofies støvler, der trods den mere end massive opdækning viste prøver på målnæsen og alligevel fandt hullerne. Ingen kan vide sig sikker med hende i nærheden.

Ikke mange kan følge med, når først Sofie ruller bolden. Foto: Henrik Schou
Ikke mange kan følge med, når først Sofie ruller bolden. Foto: Henrik Schou

Brækkede fingeren
Men stik mod enhver form for sund fornuft havde ingen kunnet juble over mål før pausen.

- Jeg var sgu ved at blive nervøs, da den stod 0-0 ved pausen. Vi burde jo have scoret op til flere gange der, så det var ikke så fedt.

- Det havde været en mega god kamp ellers med masser af intensitet. Vi var bare hæmmet af at have mistet fire af dem, der var på banen i kredsfinalen. Det kom til at betyde rigtig meget.

To af pigerne har revet deres korsbånd over og er ude et år. En var til guldbryllup, og den sidste har flyttet skole. Derfor stillede hjemmeholdet op med blot 12 spillere og havde således kun en mulig udskiftning.

Manglen på kvalitet var ofte meget tydelig. Især i målet og på højrekanten, der slet ikke var eksisterende. Intet overhovedet skete der, hvilket gjorde det noget lettere for de to stærke piger i midterforsvaret at dække op. Heldigvis spillede Laura Faurskov en super kamp på venstrekanten.

Til gengæld var Sofie Hormann så kommet med siden kredsfinalen, og uden hende var det med sikkerhed aldrig nogensinde blevet til en sejr. Hendes navn alene holder mindst tre forsvarere beskæftiget. Alle ved, hvad hun kan, hvis man bare lige er uopmærksom et øjeblik. Det er til at bide negle over at tænke på, man skal holde hende fra mål.

Også selv om hun spillede med underarmen i gips.

- Jeg er kommet til at brække min finger under fitness-træning, det var bare så dumt gjort, griner hun.

Den brækkede hånd var bundet godt ind, så dommeren kunne tillade den. Foto: Henrik Schou
Den brækkede hånd var bundet godt ind, så dommeren kunne tillade den. Foto: Henrik Schou

Venstreorienteret gennembrud

Som Christian Eriksen
Et kvarter efter pausen kom der endelig gang i sagerne. Hornemann fightede sig endnu en gang fri ude i højre side og lagde bolden fladt ind mod mål.

- Det er en detalje, vi har trænet masser af gange i klubben, så den sidder bare på rygraden, forklarer hun og fortsætter:

- Derinde lå Sille Fuhlendorff heldigvis, og vi spiller jo på samme hold i Kolding Q. Hun fik så trykket af med højre ben og placeret bolden helt ude ved venstre stolpe.

Uden chance for reserven på landsholdet (Mathilde Burgaard), som gæsterne havde i buret.

- Jeg blev bare så lykkelig for 1-0-målet. Især fordi det sker på noget, vi har øvet og øvet. Selv om Sille normalt spiller kant, så kender hun jo taktikken.

- Det var så mega dejligt at se den gå ind. Endelig. Der tænkte jeg, at NU havde vi dem!

Ansigterne siger det hele, endelig fik de to store profiler hul på kampen. Foto: Henrik Schou
Ansigterne siger det hele, endelig fik de to store profiler hul på kampen. Foto: Henrik Schou

Målet var en kæmpe mavepuster for Vitaskolen, der virkede endnu mere modløse og alt for sent forsøgte at satse bare lidt. Det er svært at skabe ret meget, hvis man holder så mange spillere på egen halvdel.

Der blev sagt pænt tak for kampen, da Sille slukkede på hovedkontakten med sit fremragende mål til 2-0. En kongekasse, som i den grad havde fortjent at kunne ses igen og igen på tv. Fra 30 meter hamrede anføreren kuglen, som en anden Christian Eriksen, op i højre hjørne. Den ellers udmærkede keeper kunne bare se til, mens bolden rev i nettet. Klasse!

Kort før tid tog forsvaret så en middagslur, og gæsterne kunne stik mod alt reducere til 2-1, som for anden gang i træk blev slutresultatet for Brændkjærskolen.

Hvad skete der lige der? Foto: Henrik Schou
Hvad skete der lige der? Foto: Henrik Schou

Fantomhug af kaptajnen til 2-0 og fortjent hyldest. Foto: Henrik Schou
Fantomhug af kaptajnen til 2-0 og fortjent hyldest. Foto: Henrik Schou

TV: Klasseforskel i første kvartfinale

Jeg scorer på hende
Nu står den så på semifinale mandag 16.april kl.13 hjemme mod Muldbjergskolen fra Hjørring. Går de videre til finalen, skal de forsøge at gøre skolens piger kunsten efter, som i 2002 fortjent vandt 3-0 i finalen over Måløv Skole. (Skolen har også været i tre drengefinaler med to sejre og et nederlag)

Muldbjerskolens piger spiller næsten alle sammen i Fortuna Hjørring og kender hinanden ud og ind. Sofie Hornemann kender selv en af spillerne særdeles godt:

- Deres målmand, Laura Jensen, er førstemålmand på landsholdet, så vi er holdkammerater i rødt og hvidt og træner sammen på samlingerne.

Netop dette kan måske bruges til noget.

- Hun er meget dygtig, knaldgod på alle tingene. Både oppe og nede, og så er hendes udspark virkelig skarpe, forklarer Sofie.

De to piger skal til samling med landsholdet dagen efter deres semifinale i Ekstra Bladet Skolefodbold. Meget står på spil, også håneretten:

- Jeg glæder mig allerede til at score på hende. Det bliver da fedt at skulle sende hende ind i buret og hente bolden ud, mens hun kan se på mig juble, kommer det med endnu et stort grin.

Sådan siger Sofie om landshold og semifinalen:

Galleri: Brændkjærskolen - Vitaskolen

Krammere efter sidste fløjt. Foto: Henrik Schou
Krammere efter sidste fløjt. Foto: Henrik Schou