Fredag tørnede Vibeskolens piger sammen med pigerne fra Nyborg Friskole. Det skulle vise sig at blive et underholdende opgør.
Vibeskolens piger gjorde brug af medvinden i første halvleg. Og med vinden i ryggen, kunne Katrine Krøll åbne scoringerne med sit mål efter fem minutter. Så var hjemmeholdet fra Vibeskolen foran med 1-0.

Begge hold kæmpede videre, men så tog Mille Hardon fat. Efter et kvarters spil påbegyndte hun sit hattrick, da hun udbyggede føringen til 2-0. 10 minutter senere var hun på spil igen og scorede for anden gang. Og i anden halvleg fuldendte hun målfesten med sit tredje mål.
Se interview med mål-Mille:
Mål, men ingen spænding
Ind imellem Vibeskolens scoringer, formåede gæsterne også at sætte deres aftryk på kampen og præg på spillet. I første halvleg nettede Camilla Huus og i anden halvleg kom Emma Friis på tavlen.
Der var aldrig rigtigt spænding om kampens udfald. Vibe-pigerne havde det længste ben foran gennem hele kampen.
Flot fight af begge hold og god stemning på tilskuerpladserne, hvor Vibeskolens detroniserede drengehold måtte dæmpe deres sarkasme. Pigerne gjorde det, de ikke selv formåede.