TV: Målfattig herrefight

Tæt duel: Et enkelt mål var nok

Det blev en sand herrefight, hvor et enkelt mål blev afgørende for kampens udfald. Foto: Jens Ole LS
Det blev en sand herrefight, hvor et enkelt mål blev afgørende for kampens udfald. Foto: Jens Ole LS

Inden kampen mellem drengene fra Erritsø Fællesskole og Fjordbakkeskolen spurgte vi de to holds anførere, hvilke forventninger de havde til kampens resultat, og begge udtrykte klart, at de troede på egne evner, og at de nok skulle køre sejren hjem.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Taberne jublede

Herrefight
Begge hold gik til den fra kampens start, og selvom Erritsø Fællesskole ret hurtigt fik et overtag i spillet og fik etableret en del angreb, så blev det ikke til oplagte chancer. Ikke mindst takket være en meget velspillende Mikkel Olander i gæsternes forsvar.

Største chance i første halvleg tilfaldt dog gæsterne. En tilbagelægning til hjemmeholdets keeper hang fast i det langhårede græstæppe, og kun ved keeperens hurtige fremløb blev den store chance afværget.

Da ingen af holdene formåede at lukke spillet op med spil på fløjene, og dermed vise chanceskabende spil, så blev første halvleg ikke særlig underholdende.

Der var chancer i begge ender i løbet af kampen. Foto: Jens Ole LS
Der var chancer i begge ender i løbet af kampen. Foto: Jens Ole LS

Se også: TV: Rodet målfest

Gode råd i pausen
Lidt bedre blev det i anden halvleg. Hjemmeholdets spillere fik i hvert fald læst højt i pausen, at de skulle angribe over fløjene.

Gæsterne var bevidste om, at hjemmeholdet fortsat ville være spilstyrende, og i pausen spurgte vi holdets anfører Mikkel Olander, hvad de ville gøre i anden halvleg.

- Vi skal spille på de lange bolde og så håbe på, at vi kan vinde løbeduellerne, sagde Mikkel.

Hør pausesnakken i Erritsø Fællesskoles lejr lige her:

Se også: TV: Arnautovic på pletten

Mere underholdning
Straks i anden halvleg kom der mere gang i underholdningen. I halvlegens første minut havde hjemmeholdet et skud på træværket, og umiddelbart efter var gæsterne tæt på at overrumple hjemmeholdets forsvar. En høj fremlægning gik over Erritsøs forsvar, men keeperen greb godt ind.

Erritsø kom bedre frem over fløjene, og efterhånden som kampen skred frem, blev deres angreb mere og mere nærgående. Ind imellem fik Fjordbakkeskolen held med deres kontraspil med lange bolde, men løbe fra Erritsøs Rickelmi Bennevides kunne de dog ikke.

Vi skulle helt frem til fem minutter før slutfløjtet, før det så ud til, at kampen skulle få en vinder. Her fik Erritsø tilkendt et straffespark, men med en flot redning af gæsternes keeper Mikkel Kristoffersen, så klarede holdet frisag i første omgang.

Men blot to minutter senere gik det galt. En høj bold blev spillet ind i Fjordbakkeskolens straffesparkfelt, og her var den kvikke Martin Østergaard på plads, og hurtigt opsnappede han bolden og scorede sikkert til stor jubel for hjemmeholdets mange fans.

Dermed endte det hele med en smal sejr på 1-0 til Erritsø Fællesskole, der nu er videre til næste runde i Ekstra Bladet Skolefodbold.