TV: Stillede igen med reservemålmand

Nedkæmpet: Broskolens tredjemålmand Hannah kunne ikke holde målet rent i denne omgang

Tredjemålmanden Hannah Fahlen hos Broskolen måtte overtage kassen, da første- og andenmålmanden ikke kunne stille op mod Hjalleseskolen. Foto: Lars Pedersen
Tredjemålmanden Hannah Fahlen hos Broskolen måtte overtage kassen, da første- og andenmålmanden ikke kunne stille op mod Hjalleseskolen. Foto: Lars Pedersen

Det var to yderst kompetente pigehold, der stødte sammen i denne fynske kredssemifinale.

Hjemmeholdet fra Hjalleseskolen havde efter fire kampe en målscore på 42-0, da de havde vundet deres forrige kampe med 24-0, 8-0, 4-0 og 6-0.

Modstanderne fra Broskolen havde gjort det næsten lige så godt, da de efter en kamp mere kunne fremvise en målscore på 37-0. De havde nemlig vundet deres kampe med 14-0, 8-0, 2-0, 9-0 og 4-0.

Udeholdet måtte dog stille op uden deres normalt så stærke målmand Louise Askær, der har været inde omkring DBUs U17-samlinger. Da reservemålmanden Amalie Pedersen undervejs til sidste skolekamp var væltet på sin cykel og havde fået syet sit knæ med flere sting, så måtte holdet sætte markspilleren Hannah Fahlen på mål i dette vigtige opgør. Bedre blev det ikke, da holdets topscorer Mathilde Suhr fik knæsmerter under opvarmningen, så allerede fra start var favoritrollen for alvor tippet over i værternes favør.

Se kampfakta her.

Broskolens Mathilde Suhr måtte ud fra start, men hun kom dog på banen igen. Foto: Lars Pedersen
Broskolens Mathilde Suhr måtte ud fra start, men hun kom dog på banen igen. Foto: Lars Pedersen

Se også: TV: Holdt stand i 24 minutter

Bedst fra start
Der skulle da heller ikke gå mere end tre minutter af kampen, inden hjemmeholdet havde bragt sig foran 1-0. Ekstra Bladet Skolefodbolds topscorer Rebekka Frederiksen spillede Ida Guttesen fri på kanten af straffesparksfeltet. Ida Guttesen lagde bolden ind foran mål. Men ingen fulgte op, og bolden fortsatte forbi målmanden Hannah Fahlen, inden den ramte den fjerneste stolpe og kravlede ind over stregen. En uheldig start for Hannah Fahlen, der siden spillede sig op og stod en fin kamp.

Udeholdet spillede bolden pænt rundt på egen halvdel. Men de havde svært ved at få de to angribere Caroline Eriksen og Johanne Storm sat i scene. De var hele tiden sårbare over for værternes hurtigere og mere boldsikre spillere.

Efter ni minutters spil blev gæsternes forsvar fanget lidt højt oppe på egen banehalvdel. Så kunne Katrine Andressen spurte fra forsvaret. Alene med Hannah Fahlen i målet var der ingen slinger i valsen, og så var stillingen 2-0 til værterne.

Udeholdets Mathilde Suhr måtte forlade banen i forbindelse med 2-0-scoringen. Hermed blev ansvaret for holdets opbyggende spil lagt i hænderne på Josephine Ladegourdie.

Josephine Ladegourdie fra Broskolen spillede en rigtig flot kamp. Foto: Lars Pedersen
Josephine Ladegourdie fra Broskolen spillede en rigtig flot kamp. Foto: Lars Pedersen

Se også: TV: Tredjemålmand holdt buret rent

Blev ved med at presse hårdt på
Gæsterne kom lidt længere frem på banen, uden at de for alvor blev målfarlige. Det benyttede værterne til at bringe sig på 3-0. Igen stod udeholdet lidt højt i banen, og da Isabella Paludan modtog bolden bag forsvaret, så var det ingen sag at bringe holdet på 3-0. Der var kun spillet 22 minutter.

Jublen havde nærmest ikke lagt sig hos de frysende tilskuere på denne kolde novemberdag, inden de fik et fjerde mål at varme sig på. Et blokeret langskud endte hos Ida Guttesen, der fra små 25 meters afstand så, at Hannah Fahlen var kommet lidt for langt ud af sit mål. Så lagde hun flot bolden hen over målmanden.

Med fem minutter til pause fik udeholdet deres første reelle målchance i kampen, da Josephine Ladegourdie spillede Johanne Storm fri på kanten af offside. Men Frida Clausen i hjemmeholdets mål greb sikkert ind.

Med en pausestilling på 4-0 så var kampen reelt afgjort. Målsætningen hos gæsterne blev derfor, at man som minimum ville på måltavlen i løbet af anden halvleg. Men de ville dermed også være det første hold, der fik scoret mod værterne.

Hjalleseskolens Julie Andreasen spillede en god kamp og blev belønnet med holdets fidusbamse. Foto: Lars Pedersen
Hjalleseskolens Julie Andreasen spillede en god kamp og blev belønnet med holdets fidusbamse. Foto: Lars Pedersen

Se også: TV: Holder stadig tempoet højt

Fik endelig reduceret
Mathilde Suhr kom på banen straks fra anden halvlegs start. Det var et totalt forandret udehold, der satte sig på spillet fra anden halvlegs start.

Efter tre minutters spil blev Josephine Ladegourdie spillet totalt fri i straffesparksfeltet af Mathilde Suhr. Men hendes afslutning tog stolpen og sprang i spil igen.

Værternes Rebekka Frederiksen havde spillet topopgør for OdenseQs U18-ligahold mod Viborg dagen inden. Hun var en skygge af sig selv i denne kamp. Udeholdets Lærke Carstensen lå ofte tæt op ad den målfarlige angriber, og når hun blev sat af, så var den straks en ny forsvarsspiller til at bakke op.

Gæsterne fortsatte deres offensive spil. Efter 12 minutters af anden halvleg, så lykkedes det faktisk at få reduceret til 1-4. Udeholdets helt store spiller Josephine Ladegourdie fandt smart Sophie Johansen med en stikning inden om hjemmeholdets forsvar. Angriberen svigtede ikke. Det var fuldt fortjent, at udeholdet også kom på måltavlen, da de havde meget stor ære af deres anden halvleg.

Se Rebekka fra Hjalleseskolens store chance på Hannah her:

KAMPFAKTA:

Resultat:

Hjalleseskolen - Broskolen, 5-1

 

Prisvindere:
Fidusbamser:

Julie Andreasen, Hjalleseskolen

Kirstina Anker, Broskolen

 

Fairplay-håndklæde:

Lærke Carstensen, Broskolen


Se også: Sådan spilles kredsfinalerne

En sikker plads i kredsfinalen
Mod slutningen af kampen kom værterne bedre med igen. Julie Andreasen og Katrine Andressen fik atter overtaget kampen om midtbanen, og Ida Haastrup burde have gjort det til 5-1 med ti minutter tilbage af kampen. Men hendes afslutning endte på stolpen.

Hjemmeholdet nåede dog alligevel at få deres femte scoring. Det var kort før, kampens dommer fløjtede af.

Katrine Andressen driblede til baglinjen, hvorfra hun lagde bolden skråt tilbage til Ida Guttesen, der kanonerede bolden i kassen til slutresultatet 5-1 til Hjalleseskolen. De skal allerede onsdag 15. november spille kredsfinale mod pigerne fra Brændkjærskolen.

Hør Julie fra Hjalleseskolen fortælle om kampen her:

Hjalleseskolens vej til kredsfinalen

11. september: Hjalleseskolen - Ådalskolen, 24-0

4. oktober: Dalumskolen - Hjalleseskolen, 0-8

26. oktober: Ubberud Skole - Hjalleseskolen, 0-4

2. november: Sct. Hans Skole - Hjalleseskolen, 0-6

13. november: Hjalleseskolen - Broskolen - 5-1

Holdets samlede målscore: 42-1

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen