Hareide holdt øje med skoletalenterne

Den danske landstræner Åge Hareide uddelte medaljer og pokaler ved Ekstra Bladet Skolefodbold. Hareide havde kig på talenterne, men mest hyldede han breddefodbolden

Åge Hareide delte medaljer og vandrepokaler ud ved årets finaler. (Foto: Claus Bonnerup)
Åge Hareide delte medaljer og vandrepokaler ud ved årets finaler. (Foto: Claus Bonnerup)

Det kan sagtens være, der torsdag eftermiddag rendte en kommende landsholdsspiller rundt på Odense Stadion, da de fire finalister i Ekstra Bladets Skolefodboldturnering slap talentet løs på grønsværen. Der var i hvert fald rigeligt med trænere og andre kloge fodboldfolk på tribunen.

Imponeret
Chefen for det danske herrelandshold, Åge Hareide, var også til stede ved de to finaler. Her overrakte han både medaljer og vandrepokaler til de dygtige finalister.

Nordmanden har altid været imponeret over setuppet ved skoleturneringen, og landstræneren ser det som en vigtig del af jobbet at møde op ved begivenheder, der først og fremmest skal fremme bredden i dansk fodbold.

– Jeg forsøgte at bringe hele konceptet med til Norge, men der er desværre for lange afstande mellem byerne, til det kan lade sig gøre. Men jeg er stor tilhænger af denne turnering, som på bedste vis formår at samle elite og bredde. Der kan nemt være U-landsholdsspillere på holdene, men der er altså også plads til helt ’almindelige’ elever, sagde Åge Hareide og fortsatte:

– Bredden er meget vigtig for talentudviklingen i fodbold, og man kan også sige det omvendt. Det går hånd i hånd, og jo flere unge mennesker, vi får til at spille fodbold, jo bedre bliver talentudviklingen i Danmark.

En vigtig del
Den danske landstræner råder over spillere som Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli og Daniel Agger, som alle har spillet i den prestigefyldte skoleturnering, men det var nu ikke for at spotte den næste landsholdskæmpe, at Åge Hareide var troppet op i Odense.

– Jeg ser det som en vigtig del af mit job i DBU, at jeg viser mig til begivenheder som denne. Selvfølgelig kan jeg godt se, der render talenter rundt, men der kan ske meget med et talent på kort tid. Derfor er min rolle at støtte det sociale engagement og vise, at DBU og jeg som landstræner bestemt også interesserer os for breddefodbolden.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere