Sillebuffet

Røvfuld af Ry: Årets sidste kamp blev endnu en opvisning af Sille Dam og søstrene Gewitz

To diamanter på banen. Søstrene Laura og Luna Gewitz er klassespillere. Foto: Henrik Schou
To diamanter på banen. Søstrene Laura og Luna Gewitz er klassespillere. Foto: Henrik Schou

Kredsfinalen i Jylland Midt var blottet for spænding efter første dommerfløjt. Hjemmeholdet fra Ungdomsskolen Ry maste de stakkels Horsens-piger fra Sct. Ibs Skole.

Banens klart bedste spiller måler ikke mere end godt fem stykker A4-papir oven på hinanden, men 14-årige Sille Dam er lynhurtig og dødsensfarlig.

Hun skabte selv chancerne, som var banen et tag selv bord. Dog blev en lang række af dem brændt især i første halvleg.

– Bolden ville bare ikke ind, jeg brændte og brændte bare, siger den lille, bestemte pige og fortsætter:

– Til sidst blev jeg sur på mig selv. Jeg kan bare mærke, når det pisser mig af, at jeg ikke kan få den skide bold ind, siger hun med sit søde smil.

Jeg vil ses

Lille Sille er ikke i tvivl om, at hun skal have en stor fodboldkarriere.

– Jeg vil noget med min fodbold, jeg vil ikke bare være en fritidsspiller, kommer det kontant fra den lyshårede midtbanespiller.

Drømmen om at nå langt stammer fra turen til Parken i 2006, hvor Ry genvandt titlen.

– Da jeg så de piger inde i Parken, da det brændte det bare inden i mig. Det har været min drøm lige siden. Jeg har bare ikke tænkt på andet, siger Sille, der hurtigt svarer på, hvad hun tænker på, når hun en sjælden gang ikke spiller fodbold.

– Fodbold, kommer det prompte.

Før kampen sidder pigerne som et fast ritual og får deres taktiske oplæg på højt niveau.

Det er tydeligvis alvor, det her.

Som afslutning lægger de sig alle ned over bordet med lukkede øjne og hører ’Victory flows in your blood’ –??et stykke rolig klavermusik og ren meditation for holdet. Ikke en siger noget, ikke en rører sig en millimeter.

Trænerens sidste ord er klare, før musikken griber dem alle

– Fokuser på, hvor meget I vil det her.

Og pigerne vil sejre. Luna og Laura Gewitz er sammen med Sille de bærende kræfter på holdet. Deres søster Dea vandt finalen i 2005, og nu er de klar til at følge trop.

– Det ligger vel bare i generne, at vi er så stærke, siger Luna Gewitz, der scorede et ægte hattrick i kredsfinalen.

– Det var nemt for os i dag, vi fik jo lov at spille vores spil ude på kanterne, siger den 15-årige Skovbakken-spiller og varmer sin søster, der har ligget med høj feber en uges tid.

Laura var en skygge af sig selv i denne kamp, men hun skal nok være på toppen, når det går løs til april.

Opskrift på succes

Ungdomsskolen Ry har siden 2004 spillet 40 kampe i turneringen med en samlet målscore på 124-11 og to finalesejre.

I år er der kun scoret et mål mod dem. De har selv lavet 33 styk.

Det er et fantastisk stykke arbejde, de to trænere laver med de piger. Og de er godt på vej mod Parken igen.

Dette hold er meget, meget stærkt.

Flot fodbold med overblik, vilje og gejst ud til sidste hestehale.

1 af 6 Før kampen måtte Laurs Gewitz en tur på briksen med ondt i ryggen. Foto: Henrik Schou
2 af 6 Fuldstændig ro når pigerne hører deres kendingsmelodi før hver kamp. Foto: Henrik Schou
3 af 6 Den store bamse bor nu fast hos Ry-pigerne. Men navnene fik den hos de forsvarende mestre fra Kjellerup. Foto: Henrik Schou
4 af 6 Søstrene Gewitz har en søster, der har prøvet at vinde i Parken. Dea i rødt tøj var mødt op for at heppe. Foto: Henrik Schou
5 af 6 Der blev jublet i en kæmpe bunke, da den sikre sejr var i hus: Foto: Henrik Schou
6 af 6 To diamanter på banen. Søstrene Laura og Luna Gewitz er klassespillere. Foto: Henrik Schou
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere