Ny sejr efter comeback

Fantastisk: Drengene fra Stilling gjorde det igen

Niels Ebbesenskolens Mads Thomsen i kamp mod Stillings Kristoffer Elmvang og Alexander Ballegård (gule veste). (Foto: Keld Kristensen)
Niels Ebbesenskolens Mads Thomsen i kamp mod Stillings Kristoffer Elmvang og Alexander Ballegård (gule veste). (Foto: Keld Kristensen)

Bagud ved pausen i både første runde mod Ungdomsskolen Ry og i anden runde i dag mod Niels Ebbesenskolen fra Skanderborg, og alligevel fightede de videre og sejrede begge gange. Hvilken moral.

Se kampfakta

Skidt første havlelg
Begge hold startede ud i et højt tempo, og kampens start afslørede en meget lige fight mellem to ligeværdige hold, der begge spillede på lange bolde i dybden til de hurtige angribere.

Ingen af dem kontrollerede noget de første 10 minutter, men efter et kvarter lykkedes Niels Ebbesen med at overliste Stillings meget solide forsvar med en bold i dybden til Mads Thomsen, der koldt afdriblede Stillings målmand Michael Lorentzen og scorede til 1-0.

Se også: Herrefight i mosen

Det gav ro, og Niels Ebbesendrengene overtog styringen og fik flere gode chancer for at komme på 2-0, men den udmærkede Stillingkeeper tog det hele, - hvis ikke det strandede på Alexander Ballegård og Kristoffer Elmvang i midterforsvaret. Til gengæld kneb det uhyre meget med Stillings offensiv, så holdet skal være tilfreds med kun at være bagud 0-1 ved pausen.

'Husk kampen mod Ry,'
...sagde træner Niels Svendstrup til sine spillere i pausen.

- Da var vi også bagud, men vendte kampen i 2. halvleg. Denne her kamp er magen til. I har spillet godt, men vi skal ud nu og gøre det færdigt. I kan gøre det igen, drenge.

Det lød enkelt men overbevisende, og det virkede åbenbart.

Se også: TV: Toftlund er tuff

Nervøsiteten bredte sig
Heldet tilfalder den, der opsøger det. Stillingdrengene startede aggressivt ud og det medførte en kikset tilbagelægning til Niels Ebbesenmålmand Idriz Adilovic, så Alexander Amnitzbøll kunne smutte imellem, stjæle bolden og score til 1-1 efter blot 35 sek. spil af anden halvleg.

Det var noget af en kold dukkert for Niels Ebbesendrengene, som herefter blev mere nervøse og usikre i deres spil, alt imens Stillingdrengene fik blod på tanden. Blot et minut senere fik Stillingdrengene et frispark lige uden for feltet og kunne her have dræbt modstanderne, men Alexander Amnitzbøll sparkede svagt, så frisparket blev vekslet til et hjørnespark, der intet gav.

Se også: Straffesparks-eksperterne

Sammenhængen væk
Det sammenhængende, flydende fodboldspil svandt ind for Niels Ebbesenskolen, mens Stilling blev ved med at stikke bolde i dybden til lynhurtige Kevin Johannesen på højrekanten og Jacob Dam Laursen op gennem midten, og herfra angreb Stilling det usikre forsvar, der igen efter godt 11 minutter spil lavede frispark lige på kanten af feltet.

Og denne gang lykkedes det Jacob Dam ved hjælp af en forsvarer at sende bolden i nettet til Stillingsejr på 2-1.

Se også: Første pigekamp i mange år

Holdene leverede en medrivende og spændende kamp for de ca. 200 tilskuere i et højt tempo, med rigtig megen afveksling kampen igennem. Stilling vandt, men Niels Ebbesenskolen kunne med få ændringer lige så godt have stået som vinder. Nu må de blot læse om resten af turneringen.

1 af 3 Peptalk i pausen, som virkede. (Foto: Keld Kristensen)
2 af 3 Stilling Skoles mest trofaste supporter Jane i sin stol på linien. (Foto: Keld Kristensen)
3 af 3 Niels Ebbesenskolens Mads Thomsen i kamp mod Stillings Kristoffer Elmvang og Alexander Ballegård (gule veste). (Foto: Keld Kristensen)