Effektivitet og kynisme

Viste skarphed: Scorede på sine chancer og vandt

Arkivfoto: Henrik Schou
Arkivfoto: Henrik Schou

Det blev et forsinket lokalopgør mellem Ellekærskolen og Gammelgaardsskolen, da der ikke dukkede en dommer op.

Se kampfakta her.

Se også: Løb solen sort

Chancer fra start
Hjemmeholdet fra Ellekærskolen fik heldigvis skaffet en lærer fra egen stald, der skulle vise sig at være den helt rette mand til jobbet. Opvarmningen var gået lidt i stå, så måske var de kolde fodboldben skyld i, at der allerede i de første minutter opstod de første farlige situationer i hver ende på tilfældigheder.

Hjemmeholdets forsøg endte ikke i mål, men gæsterne var mere heldige, da Nur Branco scorede til 1-0. Kort tid efter fik Gammelgaardsskolen kombineret sig igennem igen, og Oliver Eriksen øgede føringen til 2-0. Der blev kæmpet godt af begge hold på midtbanen, men stemningen blev aldrig ond.

Den konstituerede dommer styrede spillerne på fornem vis, og drengene viste sig fra deres bedste side. Ellekærskolen fik bedre fat i deres kombinationsspil og kom anført af Navid Feroz og Fouad Amer frem til flere farlige situationer. Samtidig fik deres forsvar lukket bedre af godt anført af Rami Mohamad og Omar Abdi Omar.

Med mere skarphed oppe foran kunne Ellekærskolen sagtens have scoret flere gange. Gammelgaardsskolens forsvar og ikke mindst målmand Tobias Jørgensen havde dog held til at afværge mål imod sig. Kort inden pausefløjtet fik Nur Branco scoret sit andet mål til 3-0.

Se også: Fik en tur i møllen

Gæsterne var effektive
I anden halvleg pressede Ellekærskolen godt på. Rami Mohamad blev flyttet længere frem på banen for at skabe mere angrebsspil, og Adam Denndul burde have brugt sine evner til at skabe kombinationsspil men holdt for længe på bolden selv.

Gammelgaardsskolen holdt fast i sin organisation og fik afværget stormløbet. Da Sander Petersen øgede føringen til 4-0, gik dampen af hjemmeholdet der efterhånden glemte at dække op. Med mål af Wadea Rahman, Marius Jakobsen og Ejner Witt fik gæsterne stille og roligt hevet en 8-0-sejr hjem. Lidt for stor i forhold til spillernes indbyrdes styrkeforhold, men Gammelgaardsskolen spillede bedst sammen som hold.