Forsvarsfest

Defensiven tog den største sejr: Det var umuligt at få bolden ind i mandagens opgør

Ingen af de to mål formåede at sparke bolden i kassen trods massevis af chancer. (Foto: Keld Kristensen)
Ingen af de to mål formåede at sparke bolden i kassen trods massevis af chancer. (Foto: Keld Kristensen)

Mandag tog Brædstrup Skoles piger imod pigerne fra Lund Skole. 0-0 efter 60 minutters spil indikerer en trist affære uden højdepunkter. Det var i den grad ikke tilfældet i mandagens opgør. Brædstrups og Lunds piger bød de mange tilskuere på en rigtig underholdende og afvekslende kamp, hvor begge hold skabte mange chancer. Afslutningerne var dog flere gange så upræcise, at flere sparkede deres egne tæer til blods på sidelinjen for ligesom at hjælpe bolden ind over stregen. Men lige lidt hjalp det.

Se også: Dag og nat

Forsvaret afgjorde kampens skæbne
Pigerne gjorde virkelig deres bedste og der blev kæmpet igennem, men to stærke forsvar kom i vejen for rigtig meget. Det som forsvaret ikke tog sig af, klarede målmændene Nanna Clausen fra Lund og Victoria Janning fra Brædstrup glimrende. Det skal dog med, at pigerne var noget upræcise i kampen, hvilket også kunne læses ud af slutresultatet. Eneste undtagelse var, da Lund-pigen Sarah Madsen sendte et kanonskud fra 25 meter på overliggeren. I sandhed kampens detalje, der havde fortjent at gå ind. Men kampen endte altså 0-0.

Der bliver lige hjulpet til med anførerbindet. (Foto: Keld Kristensen)
Der bliver lige hjulpet til med anførerbindet. (Foto: Keld Kristensen)
 

Se også: TV: Missionen mislykkedes

Hård skæbne
Kampens afgørelse faldt derfor i straffesparkskonkurrencen, hvor mønstret fra den ordinære spilletid fortsatte. Pigerne var også enormt upræcise på straffesparkene og Lunds sidste, som var det sjette brændte straffespark, afgjorde affæren til Brædstrups fordel. Kampen endte 2-1 til Brædstrup Skole. Kampen kunne godt efterfølgende få tilnavnet 'De brændte chancers kamp'.