TV: Højde og drøjde til forskel

Dominans: Værterne kørte den hjem på fysikken

Niclas Ravn på spil. Foto: Keld Kristensen
Niclas Ravn på spil. Foto: Keld Kristensen

- De ser godt nok noget skræmmende ud, sagde træner Steen Kjeldsen fra Næshøj Skole, da han ankom til Klank Idrætscenter forud for onsdagens kamp mellem Skovbyskolen og Næshøjskolen. Se kampfakta her.

- Bare nu mine små drenge ikke bliver kyst væk fra starten af disse store gutter.

Og der var stor forskel på holdenes fysiske fremtræden, for hvor hjemmeholdet havde seks spillere på over 1.85 m, kom gæsterne kun med to, der kunne måle sig nogenlunde fysisk og højdemæssigt.

Bedre end ventet
Det var nu ikke særlig tydeligt til hjemmeholdets fordel i kampens start, hvor begge hold forsøgte at tage styringen, uden at det lykkedes for nogen af dem. Spillet var meget tilfældigt og rodet omkring banens midte, men det lykkedes dog værterne at spille sig til to gode muligheder, som gæsternes vågne målmand William Rømer Møller tog sig af.

Det stod klart, at værterne ville vinde alle bolde i luften, men langs jorden fik de ikke bonus af det fysiske overskud. Til gengæld forstod de ikke i det første kvarter at omsætte fysikken til større chancer end lidt forkølede afslutninger på dødbolde.

Se også: 2-0 er den farligste føring

Skiftede karakter
Efter godt 16 minutters spil fik anfører værternes Andreas Sørensen den glimrende idé at sende en lang aflevering på tværs i dybden hen over hovederne på udeholdets bagerste kæde, hvor Niclas Ravn spurtede sig til en friløber, som han omsatte til 1-0. Det var reelt første gang, hjemmeholdet udnyttede spillet i luften med held - ikke som ventet med hovedstødsmål, men som en frispilning. Og det fik betydning.

Se også: Gæster kendte besøgstid

Fysik til udtryk
Fra da af skiftede kampen karakter. Det var lige det, der skulle til for hjemmeholdet for at de kunne sætte sig på kampen. De brugte målet som skabelon til flere gange at overspille udeholdet i luftrummet og sende kantspillerne af sted bag om forsvaret. Og det gav endnu en gang pote, da Niclas Ravn blev spillet fri på højrekanten på en tilsvarende lang tværpasning af Kristian Ladefoged. Uselvisk serverede Niclas holdkammeraten Mikkel Holm midt for mål en chance på et sølvfad, som han blot skulle skubbe ind til 2-0. Halvlegens sidste kvarter blev afgørende for kampens udfald. Her udnyttede Skovby fordelene og knækkede modstanderne.

Niclas Ravn og Viktor Asmussen, der hver især vandt en fidusbamse. Foto: Keld Kristensen
Niclas Ravn og Viktor Asmussen, der hver især vandt en fidusbamse. Foto: Keld Kristensen

Se også: Fysik til forskel

Gav sig ikke
Udeholdet skal have stor ros for deres anden halvleg, som de spillede uafgjort. Ikke fordi de fik etableret noget særligt fremadrettet, men fordi de kæmpede videre og faktisk formåede at smide meget grus i maskineriet hos hjemmeholdet.

Der blev aldrig spænding om resultatet, for dertil var gæsterne for tamme. Se blot, hvad der var deres bedste forsøg i kampen.

Se Næshøjskolens bedste forsøg her:

Men hjemmeholdet spadserede sig let videre og lod bænken få meget spilletid. Og det kunne de tillade sig på en dag, hvor udeholdet aldrig rigtig blev en trussel.