TV: Klare klask

Sikker sejr: Drengene fra Niels Ebbesen satte sig på kampen fra start til slut

Der var mange gode dueller i opgøret. (Foto: Per Lysdahl)
Der var mange gode dueller i opgøret. (Foto: Per Lysdahl)

Kort før kick-off lettede tågen lidt, og kampen mellem drengene fra Niels Ebbesen Skolen og Vestergårdsskolen kunne gå i gang.

Vestergårdsskolen havde med sin deltagelse i 3. runde allerede skrevet lidt fodbold historie, da skolen sjældent når så langt.

Det var derfor heller ikke en superoptimistisk træner for holdet, som før kampen udtalte:

— Vi er en lille skole med kun én 9. klasse. Herfra deltager alle i skolefodbolden, selvom kun to-tre spiller fodbold til daglig.

— Jeg er tilfreds, hvis alle på holdet giver sig 100 procent, men det bliver en meget svær kamp, var ordene fra træner Thomas.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Klasseforskel

Der blev varmet intenst op hos Niels Ebbesen Skolen inden kampen. (Foto: Per Lysdahl)
Der blev varmet intenst op hos Niels Ebbesen Skolen inden kampen. (Foto: Per Lysdahl)
 

Kæmpede igennem
Det blev ligeså svært som forudset. Drengene fra Niels Ebbesen Skolen var bedre på alle pladser, men Vestergårdsskolen skal roses for at leve op til trænerens forventninger med en 100 procents fighterindsats.

Der skulle dog kun gå knap seks minutter, før vi fik den første scoring.

Efter et hjørnespark faldt bolden ned i målfeltet, og her fik hjemmeholdets Kristian Trolle bolden skubbet over mållinjen. 1-0.

Vestergårdsskolen kom i starten ikke frem til meget offensivt, men spillet blev bedre, og på et godt gennemspillet angreb blev hjemmeholdets keeper Idriz Adilovic for første gang i turneringen sat på en alvorlig prøve, som han bestod med to flotte pragtredninger.

En udligning havde på det tidspunkt måske været retfærdigt.

Se også: TV: Kun målene tæller

Thomas opmuntrede sine drengen fra Vestergårdsskolen på sidelinjen. (Foto: Per Lysdahl)
Thomas opmuntrede sine drengen fra Vestergårdsskolen på sidelinjen. (Foto: Per Lysdahl)
 

Udeholdet havde fået lidt tro på, at hjemmeholdet kunne rystes, men som halvlegen skred frem, var det Niels Ebbesen, som var toneangivende. Vestergårdsdrengene blev presset i bund og kun godt spil af Naseem Hawa og Serkan Akbulut holdt hjemmeholdet på afstand.

Mod slutningen fik vi så endnu en scoring, da Nicolaj Kristensen bragte sit hold på pauseføringen 2-0.

Flere mål i vente
Hjemmeholdet fortsatte dominansen i anden halvleg.

Holdet er meget homogent, hvilket også bekræftes af, at holdets mål i dag blev scoret af fem forskellige spillere.

I defensiven var spørgsmålet, hvad målmand Idriz Adilovic kunne præstere, men kampen beviste, at også på den post har holdet kvalitet.

Når dertil lægges en velspillende midtbane, hvor anfører Ramus Sørensen huserer, og en giftig offensiv, er holdet klar til større udfordringer.

Netop Rasmus Sørensen slukkede lyset med sin scoring til 3-0, og resten var kun et spørgsmål om sejrens størrelse.

Der var skud på overligger, stolpe og en 'direktør' til Mads Loft, før Saad Maisser og Tobias Ruby gjorde til 5-0 for Niels Ebbesen Skolen.

— Når vi er oppe mod et hold, hvor alle spiller fodbold til daglig, skal det blive svært. Men jeg er tilfreds med drengene i dag, lød det fra træner Thomas fra Vestergårdsskolen efter kampen.

I næste runde møder Niels Ebbesen Skolen Skovbakkeskolen.